langt hæderligere, at stride imod ham i sluttet Fylking, end at tage Knibe eller Kid og anden ubeskyttet Ejendom, saaledes som I altid have gjort her i Danmark. Kong Harald svarede: „det er noksom bekjendt, at vi have kæmpet med andre end Bondekarle og Uslinger. Vi indfandt os til den aftalte Stevne, saaledes som det anstod en .Konge,J derimod brød den Aftale, som I selv havde fremkaldt, og det efter at en stor Hær var udrustet; det var langt fra handlet som det anstaar en Høvding, alene at sysle med listige Anslag og derved paadrage sig mangen Mands Dadel. Hvad vi nu have gjort mod Danerne, nemlig de Strejftog, vi have foretaget rundt om i deres Bygder, er ikke mere end tilpas for deres Svig; desuden er jeg temmelig ens paa, at dersom Danerne vare komne os saa nær, at vore Vaaben havde naaet sammen, skulde vi nok have maget det saa at de ikke let glemte den Leeg. Nu derimod var det os saa meget belejligere at bestemme deres Skjebne efter vort Sum, som de hverken forsvarede sit Gods eller sine Kvinder, af hvilke I kunne see mange her fangne og sorgfulde. At gaa i Land og stride mod hele Danehæren med ikke større Styrke, end vi have, derpaa vil jeg ikke indlade mig; til Søs derimod skulle vi, hvis I ønske det, stride mod eder, om Danerne end ere dobbelt saa mange“[1]. Efter denne Ordvexling, hvorved Harald begrundede og forsvarede sin Ferd, fortsatte han Sejladsen langs Kysten og videre mod Nordøst hen ad Skagen til. Svend derimod skyndte sig tilbage ud af Limfjorden med sin Flaade, idet han ogsaa rimeligviis sendte Folk paa Udkig langs Nordstranden for at holde Øje med Haralds Flaade, og melde ham, naar den havde passeret Skagen[2].
Men da Harald var kommen forbi Skagen, og vilde sejle videre nordefter, fik han Modvind, saa at hans Skibe dreve sydefter, og maatte
- ↑ Af de Ord, som her lægges Harald i Munden, og som sikkert ogsaa have varet udtalte, i der mindste hvad Indholdet angaar — dette bestyrkes i alle Fald ved et Vers af Thorleik fagres Flokk, hvori det udtrykkeligt siges at Sven udæskede Harald til Kamp paa Land, men at Harald foretrak at stride til Søs — sees det, at man fra norsk Side har betragtet Svens Udeblivelse fra Stevnemødet i Gaut-Elven som svigagtig, det vil sige for planmæssigt at lokke Harald i Fælden, da det var at forudsee, saa vel at han vilde hevne sig ved at herje Danmarks Kyster, som at han vilde blive nødsaget til at sende en stor Deel af Ledingsskibene hjem, hvorefter da Sven med sin hele Flaade kunde lægge sig i Vejen for ham og afskære ham Tilbagetoget. I saa Fald var det vel betænkt af Harald, at søge ned langs Jyllands Vestside, hvor Sven ei vel kunde naa ham. Det bliver dog altid meget tvivlsomt, om Nordmændene heri havde Ret. Thorleik fagres ovenfor anførte Udsagn synes at maatte have Fortrinet.
- ↑ At dette gik saaledes til, sees deraf at Sven strax var paafærde med sin Flaade, da Harald blev dreven ned under Lesø.
