Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/260

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
242
Harald Haardraade.

langt hæderligere, at ſtride imod ham i ſluttet Fylking, end at tage Knibe eller Kid og anden ubeſkyttet Ejendom, ſaaledes ſom I altid have gjort her i Danmark. Kong Harald ſvarede: „det er nokſom bekjendt, at vi have kæmpet med andre end Bondekarle og Uslinger. Vi indfandt os til den aftalte Stevne, ſaaledes ſom det anſtod en .Konge,J derimod brød den Aftale, ſom I ſelv havde fremkaldt, og det efter at en ſtor Hær var udruſtet; det var langt fra handlet ſom det anſtaar en Høvding, alene at ſyſle med liſtige Anſlag og derved paadrage ſig mangen Mands Dadel. Hvad vi nu have gjort mod Danerne, nemlig de Strejftog, vi have foretaget rundt om i deres Bygder, er ikke mere end tilpas for deres Svig; desuden er jeg temmelig ens paa, at derſom Danerne vare komne os ſaa nær, at vore Vaaben havde naaet ſammen, ſkulde vi nok have maget det ſaa at de ikke let glemte den Leeg. Nu derimod var det os ſaa meget belejligere at beſtemme deres Skjebne efter vort Sum, ſom de hverken forſvarede ſit Gods eller ſine Kvinder, af hvilke I kunne ſee mange her fangne og ſorgfulde. At gaa i Land og ſtride mod hele Danehæren med ikke ſtørre Styrke, end vi have, derpaa vil jeg ikke indlade mig; til Søs derimod ſkulle vi, hvis I ønſke det, ſtride mod eder, om Danerne end ere dobbelt ſaa mange“[1]. Efter denne Ordvexling, hvorved Harald begrundede og forſvarede ſin Ferd, fortſatte han Sejladſen langs Kyſten og videre mod Nordøſt hen ad Skagen til. Svend derimod ſkyndte ſig tilbage ud af Limfjorden med ſin Flaade, idet han ogſaa rimeligviis ſendte Folk paa Udkig langs Nordſtranden for at holde Øje med Haralds Flaade, og melde ham, naar den havde pasſeret Skagen[2].

Men da Harald var kommen forbi Skagen, og vilde ſejle videre nordefter, fik han Modvind, ſaa at hans Skibe dreve ſydefter, og maatte

  1. Af de Ord, ſom her lægges Harald i Munden, og ſom ſikkert ogſaa have varet udtalte, i der mindſte hvad Indholdet angaar — dette beſtyrkes i alle Fald ved et Vers af Thorleik fagres Flokk, hvori det udtrykkeligt ſiges at Sven udæſkede Harald til Kamp paa Land, men at Harald foretrak at ſtride til Søs — ſees det, at man fra norſk Side har betragtet Svens Udeblivelſe fra Stevnemødet i Gaut-Elven ſom ſvigagtig, det vil ſige for planmæsſigt at lokke Harald i Fælden, da det var at forudſee, ſaa vel at han vilde hevne ſig ved at herje Danmarks Kyſter, ſom at han vilde blive nødſaget til at ſende en ſtor Deel af Ledingsſkibene hjem, hvorefter da Sven med ſin hele Flaade kunde lægge ſig i Vejen for ham og afſkære ham Tilbagetoget. I ſaa Fald var det vel betænkt af Harald, at ſøge ned langs Jyllands Veſtſide, hvor Sven ei vel kunde naa ham. Det bliver dog altid meget tvivlſomt, om Nordmændene heri havde Ret. Thorleik fagres ovenfor anførte Udſagn ſynes at maatte have Fortrinet.
  2. At dette gik ſaaledes til, ſees deraf at Sven ſtrax var paafærde med ſin Flaade, da Harald blev dreven ned under Lesø.