var bleven færdig med sine Udrustninger, thi den lamme Thorleik fagre bevidner, at Sven havde udrustet en Flaade af ikke færre end 720 Skibe, hvoraf mange vare prægtigt smykkede med Guld og Farver, og at han virkelig var paa Vejen til Gøta-Elven med dem[1], uagtet han for øvrigt ikke lagde synderlig Vegt paa at overholde Aftaler af saa usædvanligt Slags, som denne. Sandsynligviis har Sven endog indfundet sig i Gøtaelven kort efter at Harald havde forladt den, og har, ved Efterretningen om at Harald var sejlet vestover, ligeledes taget Vejen til Jylland, hvor vi kort efter finde ham i eller ved Limfjorden. Her stimlede en Mængde Flygtninger til ham fra Vestkysten, der alle beklagede deres Nød og fortalte om de frygtelige Ødelæggelser, Harald og hans Mænd anrettede[2]. Men Sven, der havde sine Skibe paa Østkysten, og sandsynligviis fik Efterretningen om Haralds Voldsgjerninger ikke førend det var for seent at forsøge paa nogen Fart nordenom Skagen for at hindre dem, kunde intet gjøre derved, og sejlede for det første ind i det indre af Limfjorden, hvor kun et kort Ejd adskilte ham fra Vesterhavet, for herfra at iagttage Harald, naar han kom tilbage[3]. Da Harald kom forbi Thy, holdt han ganske nær ved Kysten. Sven begav sig ned til Stranden, raabte ud til ham, og opfordrede ham til at komme i Land med sine Mænd for at stride med Danerne. „I skulle“, sagde han, „ej længer behøve at skamme os ud som dem, der ej vove at møde eder, fordi vi udebleve fra det bestemte Stevne; siden Nordmændene alligevel ansee sig for bedre end Danerne i alle Stykker, bør de nu vise deres Kjekhed ved at gaa i Land og slaas med dem, og hvor lidet de end monne agte Danekongen, vil det dog være en større Tapperhedsprøve og
- ↑ De Vers af Thorleiks Flokk, hvori dette indeholdes, anføres kun i Fagrskinna Cap. 183. „Den herlige Danekonge“, staar der, „har højbrynjede Skibe udenfor Kysten, og styrer søndenfra ser Hundreder (d. e. 720 Fartøjer) til Mødet med Hørdernes Herre. Ulfs ædle Søn, den stridbare Kampe, styrer de fagre Skibe til Elven“. For øvrigt tales der i Flokken om de „guldmundede“ og „fagert malede“ Skibe, ligesom der sidenefter ogsaa i den prosaiske Beretning tales om de guldstraalende Dragehoveder paa Svens Skibe.
- ↑ Dette siges udtrykkeligt i Morkinskinna fol. 9. a.; lidit stökk undan alt þat sem komask mátti á fund Sveins konungs ok bera upp kveinstafi fyrir hann, segja skaða sinn ok hörmung“.
- ↑ At dette er gaaet saaledes til, følger af det nys forhen paapegede. Sven kunde ikke være marscheret til Lands fra Jyllands Østkyst til Rullen af Thy med hele Danehæren; han maa derfor have hast sin Flaade i Nærheden. Sandsynligviis har dette dog ikke været aller inderst i Limfjorden, hvorfra Tilbagevejen vilde have været for lang, men derimod længere ude, snarest ved Ejdet mellem Balbjerg og Vuust.
