Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/259

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
241
Sven udæſker Harald.

var bleven færdig med ſine Udruſtninger, thi den lamme Thorleik fagre bevidner, at Sven havde udruſtet en Flaade af ikke færre end 720 Skibe, hvoraf mange vare prægtigt ſmykkede med Guld og Farver, og at han virkelig var paa Vejen til Gøta-Elven med dem[1], uagtet han for øvrigt ikke lagde ſynderlig Vegt paa at overholde Aftaler af ſaa uſædvanligt Slags, ſom denne. Sandſynligviis har Sven endog indfundet ſig i Gøtaelven kort efter at Harald havde forladt den, og har, ved Efterretningen om at Harald var ſejlet veſtover, ligeledes taget Vejen til Jylland, hvor vi kort efter finde ham i eller ved Limfjorden. Her ſtimlede en Mængde Flygtninger til ham fra Veſtkyſten, der alle beklagede deres Nød og fortalte om de frygtelige Ødelæggelſer, Harald og hans Mænd anrettede[2]. Men Sven, der havde ſine Skibe paa Øſtkyſten, og ſandſynligviis fik Efterretningen om Haralds Voldsgjerninger ikke førend det var for ſeent at forſøge paa nogen Fart nordenom Skagen for at hindre dem, kunde intet gjøre derved, og ſejlede for det førſte ind i det indre af Limfjorden, hvor kun et kort Ejd adſkilte ham fra Veſterhavet, for herfra at iagttage Harald, naar han kom tilbage[3]. Da Harald kom forbi Thy, holdt han ganſke nær ved Kyſten. Sven begav ſig ned til Stranden, raabte ud til ham, og opfordrede ham til at komme i Land med ſine Mænd for at ſtride med Danerne. „I ſkulle“, ſagde han, „ej længer behøve at ſkamme os ud ſom dem, der ej vove at møde eder, fordi vi udebleve fra det beſtemte Stevne; ſiden Nordmændene alligevel anſee ſig for bedre end Danerne i alle Stykker, bør de nu viſe deres Kjekhed ved at gaa i Land og ſlaas med dem, og hvor lidet de end monne agte Danekongen, vil det dog være en ſtørre Tapperhedsprøve og

  1. De Vers af Thorleiks Flokk, hvori dette indeholdes, anføres kun i Fagrſkinna Cap. 183. „Den herlige Danekonge“, ſtaar der, „har højbrynjede Skibe udenfor Kyſten, og ſtyrer ſøndenfra ſer Hundreder (d. e. 720 Fartøjer) til Mødet med Hørdernes Herre. Ulfs ædle Søn, den ſtridbare Kampe, ſtyrer de fagre Skibe til Elven“. For øvrigt tales der i Flokken om de „guldmundede“ og „fagert malede“ Skibe, ligeſom der ſidenefter ogſaa i den proſaiſke Beretning tales om de guldſtraalende Dragehoveder paa Svens Skibe.
  2. Dette ſiges udtrykkeligt i Morkinſkinna fol. 9. a.; lidit stökk undan alt þat sem komask mátti á fund Sveins konungs ok bera upp kveinstafi fyrir hann, segja skaða sinn ok hörmung“.
  3. At dette er gaaet ſaaledes til, følger af det nys forhen paapegede. Sven kunde ikke være marſcheret til Lands fra Jyllands Øſtkyſt til Rullen af Thy med hele Danehæren; han maa derfor have haſt ſin Flaade i Nærheden. Sandſynligviis har dette dog ikke været aller inderſt i Limfjorden, hvorfra Tilbagevejen vilde have været for lang, men derimod længere ude, ſnareſt ved Ejdet mellem Balbjerg og Vuuſt.