Bytte at vænte, thi foruden de Rigdomme, som man nu havde bragt derhen for at de ej skulde falde i Nordmændenes Hænder, var Staden selv, som Danmarks første Handelsstad og indtil de sidste Tider Kongens fornemste Residens, i sig selv meget blomstrende og rig paa alskens Herligheder; i den opbevaredes ogsaa en stor Deel af de kongelige Skatte. Det var vel et temmelig dumdristigt Foretagende for Harald at angribe den fra Vestkysten af Jylland, hvor han nu befandt sig med sine Skibe. Men Udsigten til Bytte overvandt alle Betænkeligheder, og uden at ændse nogen Fare sejlede han derfor opad Eideren eller Heveren, og stormede tvers igjennem Landet lige til Byen. Jo dumdristigere Angrebet var, desto mere uvæntet var det dog ogsaa, og det lader til, at Staden ikke engang forsvaredes, men aldeles overrumpledes ved det første Anfald. Her anrettede nu Haralds Mænd en forfærdeligt Ødelæggelse. Alt hvad der fandtes af Gods og Rigdomme, blev plyndret paa en eneste Nat og derforuden gjorde man en Mængde Fanger, især de fornemme Fruer og Jomfruer, der her havde søgt Sikkerhed. „Om Danerne nok saa meget vægre sig ved at erkjende mig som deres Konge, saa ere de dog ikke i Stand til at forsvare deres Kvinder og Ejendomme mod at falde i Nordmændenes Hænder“, sagde Harald. Da Byen var plyndret, satte de Ild paa den, og lagde den aldeles i Aske. De norske Krigere jublede over dette Herverk. “Hele Heidaby“, saaledes sang de imellem sig, Men opbrændt i Vrede fra Ende til Ende, og det, mener jeg, maa i Sandhed kaldes en tapper Bedrift; jeg tænker nok at vi skulle gjøre Sven Fortred; i Nat stod jeg paa Borgens Fløj, og faa hvorledes Luen slog højt mod Sky op af Husene“. Hvorledes derimod de tænkte herom, der enten holdt med Sven, eller i det mindste ikke vare saa erklærede Tilhængere af Harald, at de bifaldt alle hans Gjerninger, viser et Vers af Islændingen Thorleik fagre[1], der just var kommen til Norge, da Harald nys var afsejlet, og som paa denne Tid digtede en Flokk om Sven Ulfssøn. „Den, der ikke veed det før“, siger han, „behøver kun at spørge Fyrstens Ledsagere, for at faa vide, hvorledes den hevngjerrige Konge bar hjemsøgt Heidaby; uden nogen Nødvendighed sejlede Harald aarle en Morgen til denne Stad, hvilket han bedst burde have undladt[2]“.
Efter denne Ødelæggelse tiltraadte Harald Tilbagetoget, og sejlede nordefter med sin Flaade, der bestod af 60 Skibe, de fleste store, og alle belæssede med Bytte. Han havde imidlertid alt for meget undervurderet Sven og hans Stridskræfter. Det synes som om Aarsagen, hvorfor Sven ikke indfandt sig i Gøta-Elven, alene var den, at han ej i Betids
