Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/258

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
240
Harald Haardraade.

Bytte at vænte, thi foruden de Rigdomme, ſom man nu havde bragt derhen for at de ej ſkulde falde i Nordmændenes Hænder, var Staden ſelv, ſom Danmarks førſte Handelsſtad og indtil de ſidſte Tider Kongens fornemſte Reſidens, i ſig ſelv meget blomſtrende og rig paa alſkens Herligheder; i den opbevaredes ogſaa en ſtor Deel af de kongelige Skatte. Det var vel et temmelig dumdriſtigt Foretagende for Harald at angribe den fra Veſtkyſten af Jylland, hvor han nu befandt ſig med ſine Skibe. Men Udſigten til Bytte overvandt alle Betænkeligheder, og uden at ændſe nogen Fare ſejlede han derfor opad Eideren eller Heveren, og ſtormede tvers igjennem Landet lige til Byen. Jo dumdriſtigere Angrebet var, deſto mere uvæntet var det dog ogſaa, og det lader til, at Staden ikke engang forſvaredes, men aldeles overrumpledes ved det førſte Anfald. Her anrettede nu Haralds Mænd en forfærdeligt Ødelæggelſe. Alt hvad der fandtes af Gods og Rigdomme, blev plyndret paa en eneſte Nat og derforuden gjorde man en Mængde Fanger, iſær de fornemme Fruer og Jomfruer, der her havde ſøgt Sikkerhed. „Om Danerne nok ſaa meget vægre ſig ved at erkjende mig ſom deres Konge, ſaa ere de dog ikke i Stand til at forſvare deres Kvinder og Ejendomme mod at falde i Nordmændenes Hænder“, ſagde Harald. Da Byen var plyndret, ſatte de Ild paa den, og lagde den aldeles i Aſke. De norſke Krigere jublede over dette Herverk. Hele Heidaby“, ſaaledes ſang de imellem ſig, Men opbrændt i Vrede fra Ende til Ende, og det, mener jeg, maa i Sandhed kaldes en tapper Bedrift; jeg tænker nok at vi ſkulle gjøre Sven Fortred; i Nat ſtod jeg paa Borgens Fløj, og faa hvorledes Luen ſlog højt mod Sky op af Huſene“. Hvorledes derimod de tænkte herom, der enten holdt med Sven, eller i det mindſte ikke vare ſaa erklærede Tilhængere af Harald, at de bifaldt alle hans Gjerninger, viſer et Vers af Islændingen Thorleik fagre[1], der juſt var kommen til Norge, da Harald nys var afſejlet, og ſom paa denne Tid digtede en Flokk om Sven Ulfsſøn. „Den, der ikke veed det før“, ſiger han, „behøver kun at ſpørge Fyrſtens Ledſagere, for at faa vide, hvorledes den hevngjerrige Konge bar hjemſøgt Heidaby; uden nogen Nødvendighed ſejlede Harald aarle en Morgen til denne Stad, hvilket han bedſt burde have undladt[2]“.

Efter denne Ødelæggelſe tiltraadte Harald Tilbagetoget, og ſejlede nordefter med ſin Flaade, der beſtod af 60 Skibe, de fleſte ſtore, og alle belæsſede med Bytte. Han havde imidlertid alt for meget undervurderet Sven og hans Stridskræfter. Det ſynes ſom om Aarſagen, hvorfor Sven ikke indfandt ſig i Gøta-Elven, alene var den, at han ej i Betids

  1. Thorleik fagre og hans Flokk er ovenfor omtalt, S. 24.
  2. Hvorledes ogſaa Mag. Adam (III. 12) omtaler denne Handling er ovenfor nævnt.