„Du har Ret, Skald“, sagde Harald, „at Sven ej har holdt Ord, og det kan vel hænde, at Danerne finde det mageligere at drive Sviin til Skovs, end at stride med os; men siden de ikke ere komne efter Aftale, skulle vi hjemsøge dem i deres eget Rige, og behandle dem som før, eller endnu værre. Harald lod nu den Deel af sine Ledingsfolk, der hørte hjemme nordenfjelds, drage hjem, men beholdt hos sig dem, der vare fra de sydligere og nærmere Danmark beliggende Egne, saavel som sine Lenstropper, eller Hirden og Lendermændene. Med denne Styrke sejlede han over til Vendsyssel i Jylland, og herjede først her, siden i Thy. Bygderne brændtes og alle de Folk, man fik fat paa, bleve gjorte til Fanger, dog undkom de fleste. Nordmændene gjorde saa stort Herverk, staar der i en Saga, at det forrige Angreb var kun som en Skygge i Sammenligning dermed. De fortsatte derpaa Toget sydefter langs Vest— Kysten, og herjede med Ild og Sverd, hvor de kom. De fleste af Indbyggerne sendte deres Kvinder og Løsøre til Heidaby[1], hvor de troede dem i Sikkerhed. Men heri forregnede de sig. I Heidaby var det rigeste
- ↑ At Toget gik langs Vestkysten, sees af mange Omstændigheder. Først heder det at Harald fra Elven sejlede sydefter til Jylland (man betragtede altid Jylland som liggende søndenfor det norsk-svenske Fastland) og søndenfor (eller syd til) Skagen, derpaa syd om Thy; da nu Thy er den sydvesiligste Deel af det Stykke Land, der ligger nordenfor Limfjorden, er det.tydeligt, at Harald har taget Vejen omkring Skagen, og langs med hele den saakaldte Nordstrand eller Kysten først af Vendsyssel, siden af Thy. Det sees ogsaa af hvad der nedenfor vil blive berettet, nemlig at Sven, da Harald paa Tilbagevejen fra Slesvig kom forbi Thy, udæskede ham til Kamp paa Land, skjønt Sven havde hele sin Flaade hos sig, øjensynligt fordi denne, der var kommen østenfra, laa i Limfjorden og saaledes her ej kunde benyttes, hvorimod vi erfare, at da Harald var kommen forbi Skagen, og Nordvestenvind havde drevet ham under Lesø, var Sven strax ude med Flaaden for at opsnappe ham. Dette forklarer ogsaa, hvorfor de Danske troede deres Kvinder og Skatte sikre i Slesvig, der laa paa Østkysten, medens Harald herjede paa Vestkysten. At Thorleik fagre i det nedenfor berørte Vers lader Harald „sejle“ til Slesvig, gjør intet til Sagen, da han som fraværende kan have udtrykt sig mindre nøjagtigt, hvorhos Harald ogsaa virkelig maa have sejlet saa langt opad Heveren, som muligt.
de charakteristiske „logit“ o. s. v. lægges Harald i Munden, og som jeg derfor har maattet anføre i Oldsproget, lyder, oversat uden Hensyn til hvad der er af Harald, og hvad der er af Thjodolf, saaledes: „Gavmilde Konge (linns láðdbrjótr)! den Brynjethings-Herre, d. v. s. Hærstyrer (brynþings baldr), som har Landet søndenfor at raade over, (Sven) har lejet for den sverdprydede Herre (fetilstinga baldri), d. v. s. Harald; den stridbare Fyrste nordenfra (glymhríðar borða Njörðr hinn nerðri) er dog langt mere ordholden (hála fastmálari); du er ypperligere (fremri) end de fleste i Norden“. Tages imidlertid Haralds Linje for sig selv, giver den ogsaa Mening, nemlig „løjet har Fyrsten for Fyrsten“ (baldr bruges nemlig her i Betydningen „Fyrste“) og det var et saa meget større Kunststykke af Thjodolf, at anvende disse Ord, der maaskee ej vare henkastede for at fortsættes, til et ordentligt Vers.
