Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/257

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
239
Slesvig eller Heidaby herjet.


„Du har Ret, Skald“, ſagde Harald, „at Sven ej har holdt Ord, og det kan vel hænde, at Danerne finde det mageligere at drive Sviin til Skovs, end at ſtride med os; men ſiden de ikke ere komne efter Aftale, ſkulle vi hjemſøge dem i deres eget Rige, og behandle dem ſom før, eller endnu værre. Harald lod nu den Deel af ſine Ledingsfolk, der hørte hjemme nordenfjelds, drage hjem, men beholdt hos ſig dem, der vare fra de ſydligere og nærmere Danmark beliggende Egne, ſaavel ſom ſine Lenstropper, eller Hirden og Lendermændene. Med denne Styrke ſejlede han over til Vendſysſel i Jylland, og herjede førſt her, ſiden i Thy. Bygderne brændtes og alle de Folk, man fik fat paa, bleve gjorte til Fanger, dog undkom de fleſte. Nordmændene gjorde ſaa ſtort Herverk, ſtaar der i en Saga, at det forrige Angreb var kun ſom en Skygge i Sammenligning dermed. De fortſatte derpaa Toget ſydefter langs Veſt— Kyſten, og herjede med Ild og Sverd, hvor de kom. De fleſte af Indbyggerne ſendte deres Kvinder og Løsøre til Heidaby[1], hvor de troede dem i Sikkerhed. Men heri forregnede de ſig. I Heidaby var det rigeſte

    de charakteriſtiſke „logit“ o. ſ. v. lægges Harald i Munden, og ſom jeg derfor har maattet anføre i Oldſproget, lyder, overſat uden Henſyn til hvad der er af Harald, og hvad der er af Thjodolf, ſaaledes: „Gavmilde Konge (linns láðdbrjótr)! den Brynjethings-Herre, d. v. ſ. Hærſtyrer (brynþings baldr), ſom har Landet ſøndenfor at raade over, (Sven) har lejet for den ſverdprydede Herre (fetilstinga baldri), d. v. ſ. Harald; den ſtridbare Fyrſte nordenfra (glymhríðar borða Njörðr hinn nerðri) er dog langt mere ordholden (hála fastmálari); du er ypperligere (fremri) end de fleſte i Norden“. Tages imidlertid Haralds Linje for ſig ſelv, giver den ogſaa Mening, nemlig „løjet har Fyrſten for Fyrſten“ (baldr bruges nemlig her i Betydningen „Fyrſte“) og det var et ſaa meget ſtørre Kunſtſtykke af Thjodolf, at anvende disſe Ord, der maaſkee ej vare henkaſtede for at fortſættes, til et ordentligt Vers.

  1. At Toget gik langs Veſtkyſten, ſees af mange Omſtændigheder. Førſt heder det at Harald fra Elven ſejlede ſydefter til Jylland (man betragtede altid Jylland ſom liggende ſøndenfor det norſk-ſvenſke Faſtland) og ſøndenfor (eller ſyd til) Skagen, derpaa ſyd om Thy; da nu Thy er den ſydveſiligſte Deel af det Stykke Land, der ligger nordenfor Limfjorden, er det.tydeligt, at Harald har taget Vejen omkring Skagen, og langs med hele den ſaakaldte Nordſtrand eller Kyſten førſt af Vendſysſel, ſiden af Thy. Det ſees ogſaa af hvad der nedenfor vil blive berettet, nemlig at Sven, da Harald paa Tilbagevejen fra Slesvig kom forbi Thy, udæſkede ham til Kamp paa Land, ſkjønt Sven havde hele ſin Flaade hos ſig, øjenſynligt fordi denne, der var kommen øſtenfra, laa i Limfjorden og ſaaledes her ej kunde benyttes, hvorimod vi erfare, at da Harald var kommen forbi Skagen, og Nordveſtenvind havde drevet ham under Lesø, var Sven ſtrax ude med Flaaden for at opſnappe ham. Dette forklarer ogſaa, hvorfor de Danſke troede deres Kvinder og Skatte ſikre i Slesvig, der laa paa Øſtkyſten, medens Harald herjede paa Veſtkyſten. At Thorleik fagre i det nedenfor berørte Vers lader Harald „ſejle“ til Slesvig, gjør intet til Sagen, da han ſom fraværende kan have udtrykt ſig mindre nøjagtigt, hvorhos Harald ogſaa virkelig maa have ſejlet ſaa langt opad Heveren, ſom muligt.