Danerne, siger Skalden Bolverk, vare ilde stedte, da de saa Nordmændenes Skejder ligge ladede ved deres Kyst; men, tillægge Sagaerne paa den anden Side, det lykkedes dog ikke Harald den Sommer at fæste Fod i Danmark (1048). Han vendte tilbage til Norge om Høsten, og tilbragte, som man maa formode, Vintren i Viken, for at være saa meget nærmere ved Haanden næste Aar, naar Krigen atter skulde begynde[1]. Og denne samme Høst var det sandsynligviis, at han, som vi ovenfor have viist, anlagde Kjøbstaden Oslo, og fik St. Hallvards Helligdom anerkjendt, deels for at have et fast Tilhold i Viken, hvorfra han med Lethed kunde angribe Danmark og holde Øje med Svens Bevægelser, paa samme Tid som han ogsaa var de urolige Oplændinger nærmere, deels for at give Viken baade i religiøs og politisk Henseende et Sammenholds- og Tilknytnings- Punkt, hvorved den droges bort fra den dansk— bremiske Interesse[2]. Sven Ulfssøn tilbragte, ligesom Harald, Vintren i Ro, men for at spare Landet for flere Plyndringer og afgjøre Sagen paa een Gang, sendte han med sine Høvdingers Raad Gesandter til Harald, for at udæske ham til et Hovedslag i Gøta-Elven, hvor begge Riger mødtes. Gesandterne hilsede Harald fra Sven og alle Danehøvdingerne, og vade ham indfinde sig paa det bestemte Sted med sin Hær; Sven skulde ligeledes komme med sin, og da kunde de enten kæmpe med hinanden til det yderste, eller ogsaa slutte Fred. Harald erklærede dette for et hæderligt Tilbud af Sven og Danerne, og lovede ganske vist at komme; han haabede nok, lagde han til, at Danerne skulde mindes dette Mode. Paa begge Sider fik man nu travlt med Udrustninger til den forestaaende, afgjørende Kamp.
Da Tiden kom, indfandt Harald sig i Gøta-Elven med sin Flaade. Men Sven lod sig ikke see, og Harald fik at høre, at han endnu laa ved Sjæland med sine Skibe. Harald sagde da haanligt:
Logit hefir baldr at baldri
og Thjodolf Skald tog strax Ordet, i det han udfyldte Resten af Verset saaledes:
brynþings fetilstinga
– linns–, sá er land á sunnan
– láðbrjótr–, fyrir ráða;
sá mun Njörðr hinn nerðri
– norðr– glymhriðar borða
– gramr! ertu flestum fremri–
fastmálari hála[3].
