Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/256

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
238
Harald Haardraade.

Danerne, ſiger Skalden Bolverk, vare ilde ſtedte, da de ſaa Nordmændenes Skejder ligge ladede ved deres Kyſt; men, tillægge Sagaerne paa den anden Side, det lykkedes dog ikke Harald den Sommer at fæſte Fod i Danmark (1048). Han vendte tilbage til Norge om Høſten, og tilbragte, ſom man maa formode, Vintren i Viken, for at være ſaa meget nærmere ved Haanden næſte Aar, naar Krigen atter ſkulde begynde[1]. Og denne ſamme Høſt var det ſandſynligviis, at han, ſom vi ovenfor have viiſt, anlagde Kjøbſtaden Oslo, og fik St. Hallvards Helligdom anerkjendt, deels for at have et faſt Tilhold i Viken, hvorfra han med Lethed kunde angribe Danmark og holde Øje med Svens Bevægelſer, paa ſamme Tid ſom han ogſaa var de urolige Oplændinger nærmere, deels for at give Viken baade i religiøs og politiſk Henſeende et Sammenholds- og Tilknytnings- Punkt, hvorved den droges bort fra den danſk— bremiſke Interesſe[2]. Sven Ulfsſøn tilbragte, ligeſom Harald, Vintren i Ro, men for at ſpare Landet for flere Plyndringer og afgjøre Sagen paa een Gang, ſendte han med ſine Høvdingers Raad Geſandter til Harald, for at udæſke ham til et Hovedſlag i Gøta-Elven, hvor begge Riger mødtes. Geſandterne hilſede Harald fra Sven og alle Danehøvdingerne, og vade ham indfinde ſig paa det beſtemte Sted med ſin Hær; Sven ſkulde ligeledes komme med ſin, og da kunde de enten kæmpe med hinanden til det yderſte, eller ogſaa ſlutte Fred. Harald erklærede dette for et hæderligt Tilbud af Sven og Danerne, og lovede ganſke viſt at komme; han haabede nok, lagde han til, at Danerne ſkulde mindes dette Mode. Paa begge Sider fik man nu travlt med Udruſtninger til den foreſtaaende, afgjørende Kamp.

Da Tiden kom, indfandt Harald ſig i Gøta-Elven med ſin Flaade. Men Sven lod ſig ikke ſee, og Harald fik at høre, at han endnu laa ved Sjæland med ſine Skibe. Harald ſagde da haanligt:

Logit hefir baldr at baldri

og Thjodolf Skald tog ſtrax Ordet, i det han udfyldte Reſten af Verſet ſaaledes:

brynþings fetilstinga
– linns–, sá er land á sunnan
– láðbrjótr–, fyrir ráða;
sá mun Njörðr hinn nerðri
– norðr– glymhriðar borða
– gramr! ertu flestum fremri–
fastmálari hála[3].

  1. Se ovf. S. 233.
  2. Se ovf. S. 196 flg.
  3. Dette Vers, ſom ej lader ſig gjengive i Overſættelſe uden at andre Ord, end