Grund til at antage, en Dattersøn af Harald Gormssøn, og sandsynligviis bestemt til hans Arving, da hans egen Søn Sven Tjugeskegg sværmede om som en landflygtig Viking. Derhos var Sprakalegg-Ætten selv en umiddelbar Green af Lodbroke-Ætten, da Styrbjørn, Thorgils’s Fader, var en svensk Kongesøn. Der var saaledes mange Grunde, som talte for, at Sven efter Hardeknuts Død optraadte som den gamle Knytlinge- og Lodbroke-Æts Repræsentant og Arving. Endog de, der ej vare hans umiddelbare Tilhængere, maatte finde det haardt, at han skulde være udelukket fra Arven, og at denne skulde gaa over til en Ætten aldeles uvedkommende Mand. Aarsagen, hvorfor Hardeknut i sin Arvepagt med Magnus ikke tog mindste Hensyn til ham, er ellers let at indsee. Lige fra Harald Gormssøns Dage havde der-hvad man trods det Mørke, der hviler over denne Periode af Danmarks Historie, tydeligt kan skimte — hersket Skinsyge og kjendeligt Uvenskab mellem den kongelige Hovedlinje og den Sprakaleggske Æt. Dette Uvenskab grundede sig ej alene derpaa, at begge Linjer ønskede Kongemagten, men ogsaa paa de politiske Hovedpartiers gjensidige Stilling i Danmark. Vi have allerede under Harald Gormssøns Regjering paaviist Tilværelsen af disse Partier, et nationalt-dansk, eller maaskee rettere nationalt-gotisk, der havde sin kraftigste Støtte i Ætter, hvis Medlemmer siden optraadte som Jomsvikingernes Høvdinger, og som efter al Sandsynlighed havde holdt sig i Landet siden Leidrekongernes Tid, — fornemmelig i de mere afsidesliggende Dele, som Bornholm og Skaane —; og et andet, der dannedes af Efterkommerne og Tilhængerne af de nordiske Høvdinger, der i sin Tid med Sigurd Ring og hans Efterfølgere havde omstyrtet Leidre-Riget og gjort sig til Herrer i Danmark[1]. Vi have nævnt, hvad der taler for den Mening, at allerede før Gorm den gamles Død hans Søn Harald søgte at erhverve Magten ved at støtte sig til hiint nationale Parti, medens hans Broder Knut støttede sig til det andet[2]. Siden optraadte Haralds Søn Sven i Knuts Sted som Høvding for det nordiske Parti, medens Harald fremdeles støttede sig til det andet Parti, idet han ogsaa, som vi have seet, sluttede sig til de vendiske Fyrster, og søgte at skaffe sig Besiddelser i Vendland, udenfor det egentlige Danmark, for her at have et Tilflugtssted mod sine mægtige Fiender[3]. I den nøjeste Forbindelse hermed stod Oprettelsen af Jomsvikinge-Samfundet, der stiftedes, medens Styrbjørn, Thorgils Sprakaleggs Fader, havde Ivar i sin Besiddelse[4]. At Thorgils af det nationale Parti betragtedes som den, der efter Harald skulde blive dets øverste Høvding, og hvilken det endog ønskede sig til Konge, hvis det lykkedes
