Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/28

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
10
Magnus den gode.

Grund til at antage, en Datterſøn af Harald Gormsſøn, og ſandſynligviis beſtemt til hans Arving, da hans egen Søn Sven Tjugeſkegg ſværmede om ſom en landflygtig Viking. Derhos var Sprakalegg-Ætten ſelv en umiddelbar Green af Lodbroke-Ætten, da Styrbjørn, Thorgils’s Fader, var en ſvenſk Kongeſøn. Der var ſaaledes mange Grunde, ſom talte for, at Sven efter Hardeknuts Død optraadte ſom den gamle Knytlinge- og Lodbroke-Æts Repræſentant og Arving. Endog de, der ej vare hans umiddelbare Tilhængere, maatte finde det haardt, at han ſkulde være udelukket fra Arven, og at denne ſkulde gaa over til en Ætten aldeles uvedkommende Mand. Aarſagen, hvorfor Hardeknut i ſin Arvepagt med Magnus ikke tog mindſte Henſyn til ham, er ellers let at indſee. Lige fra Harald Gormsſøns Dage havde der-hvad man trods det Mørke, der hviler over denne Periode af Danmarks Hiſtorie, tydeligt kan ſkimte — herſket Skinſyge og kjendeligt Uvenſkab mellem den kongelige Hovedlinje og den Sprakaleggſke Æt. Dette Uvenſkab grundede ſig ej alene derpaa, at begge Linjer ønſkede Kongemagten, men ogſaa paa de politiſke Hovedpartiers gjenſidige Stilling i Danmark. Vi have allerede under Harald Gormsſøns Regjering paaviiſt Tilværelſen af disſe Partier, et nationalt-danſk, eller maaſkee rettere nationalt-gotiſk, der havde ſin kraftigſte Støtte i Ætter, hvis Medlemmer ſiden optraadte ſom Jomsvikingernes Høvdinger, og ſom efter al Sandſynlighed havde holdt ſig i Landet ſiden Leidrekongernes Tid, — fornemmelig i de mere afſidesliggende Dele, ſom Bornholm og Skaane —; og et andet, der dannedes af Efterkommerne og Tilhængerne af de nordiſke Høvdinger, der i ſin Tid med Sigurd Ring og hans Efterfølgere havde omſtyrtet Leidre-Riget og gjort ſig til Herrer i Danmark[1]. Vi have nævnt, hvad der taler for den Mening, at allerede før Gorm den gamles Død hans Søn Harald ſøgte at erhverve Magten ved at ſtøtte ſig til hiint nationale Parti, medens hans Broder Knut ſtøttede ſig til det andet[2]. Siden optraadte Haralds Søn Sven i Knuts Sted ſom Høvding for det nordiſke Parti, medens Harald fremdeles ſtøttede ſig til det andet Parti, idet han ogſaa, ſom vi have ſeet, ſluttede ſig til de vendiſke Fyrſter, og ſøgte at ſkaffe ſig Beſiddelſer i Vendland, udenfor det egentlige Danmark, for her at have et Tilflugtsſted mod ſine mægtige Fiender[3]. I den nøjeſte Forbindelſe hermed ſtod Oprettelſen af Jomsvikinge-Samfundet, der ſtiftedes, medens Styrbjørn, Thorgils Sprakaleggs Fader, havde Ivar i ſin Beſiddelſe[4]. At Thorgils af det nationale Parti betragtedes ſom den, der efter Harald ſkulde blive dets øverſte Høvding, og hvilken det endog ønſkede ſig til Konge, hvis det lykkedes

  1. Se ovenfor I. 2. S. 66.
  2. Sammeſteds S. 71.
  3. Sammeſteds S. 76.
  4. Sammeſteds S. 99—103.