rustet i Sandwich, men at det alene var Krigen med Sven Ulfssøn, der hindrede Magnus fra at foretage noget Angreb[1].
Vi have allerede ovenfor omtalt Sven Ulfssøn, og de Fordringer, han troede at have paa den danske Kongetrone, efter at Knut den mægtiges lige nedstigende mandlige Linje var uddøet. Sven var en Systersøn af Knut; hans Farfader Thorgils Sprakalegg var, som man har al
- ↑ Codex 3 (D) af Chron. Sax. ved 1046; Florents ved 1045.
1024, skulde Helgenes-Slaget efter dette have fundet Sted 1043. Men Meningen af Arnors Ord er her aabenbart misforstaaet. Han taler ej om nogen „paafølgende Vaar“; men efter at have gjort Regnskab for den næsten uafbrudte Følge af berømmelige Bedrifter, som Magnus udførte i mindre end et Aar, fra Indtagelsen af Jomsborg og Slaget paa Lyrskovshede indtil Slaget ved Helgenes, og efter hvilken der nu indtraadte en kort Rolighedstid, udhæver han udtrykkeligt, at dette var Magnus’s 20de Aar. Dette fremgaar end tydeligere af et Vers, som anføres af et andet Kvad af Arnor, den saakaldte Hrynhenda, hvilken han kvad for Magnus selv; her staar det udtrykkeligt, at Magnus i een Vinter (det vil her sige i eet Aar) havde holdt fire Slag; han mener Slagene paa Lyrskovshede, ved Re, Aaros og ved Helgenes; ligeledes anføres et Vers af den samtidige Thjodolf, hvor der tales om tre Slag, som om de havde fundet Sted kort efter hinanden, nemlig Slagene paa Lyrskovshede, ved Aaros, og ved Helgenes. (Magnus den godes Saga, Cap. 41, Snorre, Cap. 37). Hvis de nu alle forefaldt i eller omkring Magnus’s 20de Aar, er det klart, at Helgenes-Slaget maa have fundet Sted noget senere, ikke tidligere, end han fyldte det, og følgelig maa det ansees som vist, at det indtraf ud paa Sommeren 1044. Dette Punkt er saaledes at ansee for sikkert. Af hvad der ovenfor er anført om Haralds Regjeringstid, maa det ligeledes ansees for sikkert, at han drog til England i sit 19de Regjeringsaar, eller med andre Ord, at Magnus døde 1047. Vi have saaledes tre visse og ufravigelige Punkter, efter hvilke den hele øvrige Tidsregning for Magnus’s Regjeringstid maa lempes, nemlig Tronbestigelsen i Danmark 1042, Helgenes-Slaget Sommeren eller Begyndelsen af Høsten 1044, og hans Død 1047. Efter denne Tillempning faar man saaledes ud, at Snorres Tidsregning, hiin Modsigelse fraregnet, bliver den bedste. Magnus er endnu om Høsten 1042 vendt tilbage til Norge, udnævnte i Kongehelle Sven til Jarl, har maaskee atter ledsaget ham til Jylland og indsat ham i Jarldømmet, og er derpaa Naalen til Throndhjem. Samme Vinter bar Sven gjort Oprør. I det følgende Aar (1043) har Magnus fordrevet Sven og sejret ved Lyrskovshede og Aaros. I 1044 leverede han Slaget ved Helgenes, og forblev Vintren derefter i Danmark. Han er da neppe endnu strax kommen i Berørelse med Harald, men har tilbragt, som det heder i Magnus den godes Saga, hele denne Vinter fredeligt. Sommeren efter (1045) har Harald meldt sig hos ham, og er bleven afviist, derpaa er Magnus dragen til Norge, og har overvintret der; med andre Ord, denne Vinter er af Sagaskriverne bleven forvexlet med den foregaaende. Vaaren efter (1046) have Harald og Sven i Fællesskab angrebet Danmark; samme Høst har Magnus og Harald sluttet Forlig med hinanden, og Aaret efter (1047) er Magnus død. — Denne Tidsregning bestyrkes ogsaa ved andre Omstændigheder, som i det følgende ville blive omtalte.
