saa, at det neppe vilde lykkes ham med Magt at gjøre denne Fordring gjeldende. Thi de engelske Annaler fortælle udtrykkeligt, at Magnus truede Edward med Krig, og at denne derfor nødsagedes til at holde en Flaade ud-
Ankomst Sommeren 1046; det andet 1045; det tredie (vi see bort fra den aabenbart urigtige Variant, der maaskee staar i nogen Forbindelse med det oven omtalte þridja ári) henfører hans Erhvervelse af Danmark til 1043 eller 1044. Fremdeles Modsigelser. Der følger nu ingen nærmere Angivelse af hvor længe Magnus’s og Haralds Strid varede, men deres Forlig henføres til 122 Vintre efter Harald Haarfagres Død (Cap. 175); dette er aabenbart en Inkurie i Stedet for 112, der giver Aaret 1045; dernæst omtales een Vinter, de regjerede i Fællesskab, (Cap. 176, 177 jvfr. 114), og endelig (Cap. 178) deres seneste Tog til Danmark „een Vinter efter Ragnvald Brusessøns Fald“; samt endelig, samme Aar, Magnus’s Død. Hertil maa føjes, at Nisaaslaget henføres til Haralds 16de Aar (Cap. 195), Forliget med Sven til det 3die derefter, og Edward Confessors Død samt Haralds Fald til hans 19de Aar (Cap. 197—207).
Orkneyinga Saga omtaler Ragnvald Brusessøns første Ankomst til Orknøerne som forefalden strax efter Magnus’s Tronbestigelse i Norge, altsaa rimeligviis 1035; derpaa nævnes den følgende Vaar (1036) og Vintren derefter (1036—37); dernæst omtales endnu 8 Vintre (altsaa fra og med 1037—38 til og med 1044—1045), hvori Ragnvald besad ⅔ af Jarldømmet; Lidt før den følgende Juul (1045—46) synes hans Drab at have fundet Sted, dog er det ikke ret tydeligt,.om de Stridigheder med Thorfinn, der bevirkede hans Død, varede kun i eet, eller i to Aar: det er saaledes heller ikke ret klart, om Ragnvalds Drab forefaldt i 1015 eller i 1046. Vaaren efter (altsaa 1046 eller 1047) kom Efterretningen om Drabet til Norge, og samme Vaar, synes det, tiltraadte Kongerne det Tog til Danmark, der blev Magnus’s sidste.
Mag. Adam af Bremen angiver intet nøjagtigt om Magnus’s Regjeringsaar, men omtaler dog hans Død efter at have talt om Kejser Henrik den 3dies Kroning den 25 December 1046. Chron. Sax. omtaler vel Magnus og Sven, men kun i den 3die Codex’s Optegnelser fra det 12te Aarhundrede, hentede fra Florents af Worcester, hvori de og findes. Denne siger at Magnus i 1045 truede med at bekrige Edward, men hindredes ved den ham af Sven paaførte Krig; at han i 1046 slog og fordrev Sven, at han i 1047 overvandt ham i et Hovedslag og tvang Danerne til at betale Penge, herskede derpaa en Stund, og døde kort efter. Dette er i den 3die Codex af Chron. Sax. henført til Aarene 1046, 1047, 1048. Men det er tydeligt nok, at de Felttog, her omtales, ere de første, som Magnus gjorde til Danmark, at det sidste Slag, som omtales, er Helgenes-Slaget, og at Florents, forvexlende Magnus’s sidste Tog til Danmark 1047, hvorved intet Slag med Sven forefaldt, med det i 1044 eller 1045, har flyttet samtlige Felttog to eller tre Aar for langt ned i Tiden. Man lærer saaledes kun heraf, at Magnus’s Fordring paa England virkelig fremførtes, førend han kom i Krig med Sven.
Sagaerne meddele imidlertid et Vers af den samtidige Arnor Jarlaskalds Kvad over Magnus, som her er af stor og afgjørende Vigtighed. Efter at have omtalt Slaget ved Helgenes, og de paafølgende Herjetog i Skaane og Falster, overalt med Citater fra hiint Kvad, nævnes Angrebet paa Fyen; og i det her citerede Vers tales der i den første Halvdeel om dette Angreb, i den anden om at Magnus fyldte sit tyvende Aar. (Magnus den godes Saga, Cap. øm, hos Snorre, Cap. 35, Fagrskinna, Cap. 146). Saa vel den større Magnus den godes Saga, som Fagrskinna tilføje her endvidere, at dette Kvad antyder, hvorledes Magnus fyldte sit 20de Aar. Da han nu var fød Vaaren
