Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/25

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
7
Magnus’s Fordring paa England.

længe han, Edward, var i Live. Magnus, heder det i vore Sagaer, blev ſaa rørt over den Beſkrivelſe, Edward havde givet over alle ſine Gjenvordigheder, og gjennemtrængtes af en ſaadan Ærbødighed for hans hellige Liv, at han ſtrax opgav al Tanke om at bekrige ham, men lod ham beholde Riget i Fred. Den ſande Grund var dog den, at Magnus og hans Raadgivere ind-

    (Cap. 35), og tilbringer Vintren i Danmark (Cap. 36). Men i den paafølgende Haralds Saga, Cap. 20, forekommer og hos Snorre hiin ovenfor paapegede Modſigelſe, nemlig at Magnus ſiges at vare dragen tilbage til Norge endnu ſamme Høſt, ſom Helganes-Slaget havde ſtaaet. Thi Snorre følger her og langt hen i det Følgende næſten Ord til andet Hrokkinſkinnas Beretning Holder man ſig kun til Angivelſen i Cap. 20, bliver Haralds og Magnus’s Møde i 1045; deres næſte Tog til Danmark og Magnus’s Død 1046. Dog maa det hermed ogſaa ſammenholdes, at i Harald Haardraades Saga, Cap. 76 lader Snorre Harald herſke i 15 Vintre, 2 Vintre og 3 Halvaar efter Magnus’s Død og, ſom det ſynes, indtil Edward Confesſors Død, der middelbart foranledigede hans ſidſte Tog til England. Edward døde 5 Jan. 1066. Sytten Vintre og tre Halvaar, d. e. atten Vintre og en Sommer før denne Vinter, gjør Vintren 104748 til Haralds førſte, hvoraf følger, at Magnus’s Død her henføres til 1047. I den vidtløftige Haralds Saga, Cap. 91 findes egentlig den ſamme Angivelſe, men „15“ er her forvanſket til „12“, i det mindſte i den trykte Text i Fornm. Sögur, uden at nogen berigtigende Variant anføres; da det dog ej kan vare Meningen at Magnus døde 1049, er man vel berettiget til at betragte Tallet „12“ ſom om det ene grundede ſig paa Skriv- eller Læſe-Fejl.
     Fagrſkinna, Cap. 135 —37, lader Magnus overvintre i Danmark efter Tronbeſtigelſen og derpaa tilſkrive Kong Edward; denne Vinter bliver ſaaledes 11042/43. Derpaa heder det (Cap. 137) at Magnus drog hjem til Norge i det tredie Aar efter, og, medens han laa i Elven, forlenede Sven med Danmark. Dette ſkulde ſaaledes være ſkeet 1046. Men da det neppe kan have været Sagaſkriverens Mening, at ſkyde denne og de paafølgende Begivenheder faa langt ned i Tiden, maa man vel antage at en Fejl her er indløben, f. Ex. þriðja i Stedet for því, og betragte Stedet, ſom om Forfatteren meente at Magnus noget ſenere det ſamme Aar, efter at han havde ſkrevet Brevet til Edward, lod Sven tilſværge ſig Ed. Dette knade dog endnu vare i Løbet af den førſte Vinter, for ſaa vidt man ej vilde lægge Vegt paa den Omſtændighed, at Edward i Svarſkrivelſen omtaler ſin Kroning (Paaſke 1043), thi det er heel uviſt, hvor vidt Brevet virkelig lyder ſaaledes ſom han ſkrev det, eller hvor vidt den, der forfattede det, kjendte tilſtrækkeligt til den engelſke Tidsregning. Samme Sommer, heder det, (1043) drog Magnus tilbage til Danmark og indſatte Sven til ſin Jarl i Jylland, men tilbragte Vintren i Norge. Samme Vinter (1043—44) antog Sven Kongenavn (Cap. 140); Aaret derefter (1044) gjorde Magnus ſit førſte Felttog til Danmark, bekrigede Jom, m. m., ſejrede paa Lyrſkovshede, overvandt Sven ved Aaros og overvintrede i Jylland (Cap. 141—144); Sommeren efter (1045) ſtod Slaget ved Helgenes og de følgende ſmaa Herjetog (Cap. 145, 146); men derpaa heder det (Cap. 147) at medens Magnus laa ved Skaane, nemlig paa dette Herjetog, kom Harald til ham, den Sommer, da der var hengaaet 16 Vintre efter St. Olafs Fald, og da han ſelv havde varet Konge i 10 Vintre, hvoriblandt to (i Variant 5) baade over Danmark og Norge. Det førſte af disſe Tal giver for Haralds