Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/25

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
7
Magnus’s Fordring paa England.

længe han, Edward, var i Live. Magnus, heder det i vore Sagaer, blev saa rørt over den Beskrivelse, Edward havde givet over alle sine Gjenvordigheder, og gjennemtrængtes af en saadan Ærbødighed for hans hellige Liv, at han strax opgav al Tanke om at bekrige ham, men lod ham beholde Riget i Fred. Den sande Grund var dog den, at Magnus og hans Raadgivere ind-

    (Cap. 35), og tilbringer Vintren i Danmark (Cap. 36). Men i den paafølgende Haralds Saga, Cap. 20, forekommer og hos Snorre hiin ovenfor paapegede Modsigelse, nemlig at Magnus siges at vare dragen tilbage til Norge endnu samme Høst, som Helganes-Slaget havde staaet. Thi Snorre følger her og langt hen i det Følgende næsten Ord til andet Hrokkinskinnas Beretning Holder man sig kun til Angivelsen i Cap. 20, bliver Haralds og Magnus’s Møde i 1045; deres næste Tog til Danmark og Magnus’s Død 1046. Dog maa det hermed ogsaa sammenholdes, at i Harald Haardraades Saga, Cap. 76 lader Snorre Harald herske i 15 Vintre, 2 Vintre og 3 Halvaar efter Magnus’s Død og, som det synes, indtil Edward Confessors Død, der middelbart foranledigede hans sidste Tog til England. Edward døde 5 Jan. 1066. Sytten Vintre og tre Halvaar, d. e. atten Vintre og en Sommer før denne Vinter, gjør Vintren 104748 til Haralds første, hvoraf følger, at Magnus’s Død her henføres til 1047. I den vidtløftige Haralds Saga, Cap. 91 findes egentlig den samme Angivelse, men „15“ er her forvansket til „12“, i det mindste i den trykte Text i Fornm. Sögur, uden at nogen berigtigende Variant anføres; da det dog ej kan vare Meningen at Magnus døde 1049, er man vel berettiget til at betragte Tallet „12“ som om det ene grundede sig paa Skriv- eller Læse-Fejl.
     Fagrskinna, Cap. 135 —37, lader Magnus overvintre i Danmark efter Tronbestigelsen og derpaa tilskrive Kong Edward; denne Vinter bliver saaledes 11042/43. Derpaa heder det (Cap. 137) at Magnus drog hjem til Norge i det tredie Aar efter, og, medens han laa i Elven, forlenede Sven med Danmark. Dette skulde saaledes være skeet 1046. Men da det neppe kan have været Sagaskriverens Mening, at skyde denne og de paafølgende Begivenheder faa langt ned i Tiden, maa man vel antage at en Fejl her er indløben, f. Ex. þriðja i Stedet for því, og betragte Stedet, som om Forfatteren meente at Magnus noget senere det samme Aar, efter at han havde skrevet Brevet til Edward, lod Sven tilsværge sig Ed. Dette knade dog endnu vare i Løbet af den første Vinter, for saa vidt man ej vilde lægge Vegt paa den Omstændighed, at Edward i Svarskrivelsen omtaler sin Kroning (Paaske 1043), thi det er heel uvist, hvor vidt Brevet virkelig lyder saaledes som han skrev det, eller hvor vidt den, der forfattede det, kjendte tilstrækkeligt til den engelske Tidsregning. Samme Sommer, heder det, (1043) drog Magnus tilbage til Danmark og indsatte Sven til sin Jarl i Jylland, men tilbragte Vintren i Norge. Samme Vinter (1043—44) antog Sven Kongenavn (Cap. 140); Aaret derefter (1044) gjorde Magnus sit første Felttog til Danmark, bekrigede Jom, m. m., sejrede paa Lyrskovshede, overvandt Sven ved Aaros og overvintrede i Jylland (Cap. 141—144); Sommeren efter (1045) stod Slaget ved Helgenes og de følgende smaa Herjetog (Cap. 145, 146); men derpaa heder det (Cap. 147) at medens Magnus laa ved Skaane, nemlig paa dette Herjetog, kom Harald til ham, den Sommer, da der var hengaaet 16 Vintre efter St. Olafs Fald, og da han selv havde varet Konge i 10 Vintre, hvoriblandt to (i Variant 5) baade over Danmark og Norge. Det første af disse Tal giver for Haralds