Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/254

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
236
Harald Haardraade.

Haralds Tog gjaldt fornemmelig Jylland. Han lagde ind i Godnarfjorden eller Randersfjorden[1]. Thorkil Gøſas Gaard var ikke langt derfra, og det var at vænte at Harald vilde lade ham undgjelde fordi han havde givet Sven Kongenavn, og fordi hans overmodige Døtre havde ſpottet Nordmændene. Selv var han ej tilſtede, og havde ſandſynligviis begivet ſig til Sven, men hans Døtre vare hjemme. En af Udkigsmændene ſkyndte ſig derfor ſtrax, da man havde faaet Øje paa Haralds Flaade, at melde dem dette, men de vilde endnu ikke tro det, og ſvarede ſpodſk, at de ikke vidſte nogen Beſked om Haralds Rejſer. Førſt da Flaaden løb ind i Fjorden, fik de Øjnene op, og da Udkigsmanden ſagde: „I Gøſedøtre paaſtode at Harald ikke torde komme til Danmark, men hvad tro I nu:’“ kunde de ikke ſvare andet end: „ja, det var igaar“. Det var for ſildigt at flygte, thi Harald gjorde ſtrax Landgang, for at angribe Thorkil; „han er“, ſagde han til ſine Mænd, „en af vore ſtørſte Uvenner, og dertil en af de rigeſte Mænd her i Landet; vi ville gjøre ſtørre Bytte paa denne ene Gaard, end ellers vidt og bredt i Jylland, og det er ikke mere end billigt, at han faar føle at Nordmændene ere komne, og at hans Døtre kunne overbeviſe ſig om, hvor vidt vore Ankere ere af Oſt, eller af et faſtere Storm. Han henkaſtede ogſaa et Halvvers til Thjodolf Skald: „medens Kvinden kjeler for ſin Mand, lade vi vore Skibe ligge for Anker i Godnarfjord“. Thjodolf udfyldte ſtrax Verſet med disſe Ord: „Men næſte Sommer ſkal den kolde Jernklo holde Snekken faſt længer mod Syd, det ſpaar jeg ſikkert“. Thorkils Gaard omringedes, og Harald lod ſætte Ild paa den. Da bade Thorkils Døtre om at ſlippe ud, og Harald ſvarede, at uagtet det havde været tilpas til dem at brænde inde, vilde han dog helſt de ſkulde prøve, hvor vidt norſke Bøjler kunde ſlutte om danſke Legge. Gøſedøtrene bleve derfor førte bundne ned til Skibene, medens Gaarden fortæredes af Luerne, og i den norſke Hær ſang man triumferende en Viſe om, hvorledes de danſke Møer, der til Kongens Ærgrelſe havde ſkaaret Ankere af Oſt, nu kunde ſee mangen Jærnkrog holde hans Skibe faſt. Da Thorkil Gøſa erfoor ſine Døtres Fangenſkab, ſkyndte han ſig til Harald, bad ham om Naade for dem, og tilbød at betale Løſepenge. Harald ſvarede, at det var højt uvittigt at ſpotte Høvdinger ſaaledes ſent hans Døtre havde gjort, og at det ej var mere end billigt at de nu følte hans Magt; men endnu ſtørre Vegt lagde han dog paa det Fiendſkab, Thorkil havde viiſt ham ved at give Sven

    at der tales ene Halldors Fader Snorre, ſom om han endnu levede, og ſom om Harald beſøgte ham, uagtet Snorre Gode allerede var død 1031.

  1. Godnar-Fjord vil ikke ſige andet end „Gudenaa-Fjord“, ved hvilken, ſom bekjendt, Randers er beliggende.