med Harald vilde forsøge paa at vinde Danmark[1]. Ogsaa i Norge lader det til, at man ikke for det første gjorde Regning paa Krig, thi da Vintren leed og Vaaren begyndte, gjorde Handelsmændene tidligt deres Skibe rede til at drage i Kjøbferd, da der nemlig, som det heder, i den sidste Tid kun havde været liden eller ingen Skibsfart fra Norge, formedelst den Ufred, der havde hersket mellem Norge og Danmark. Og da Harald om Vaaren merkede, at hans Stalbroder og Hirdmand Halldor Snorressøn led af Hjemvee, gav han ham ej alene Tilladelse til at drage til Island, men skjenkede ham ogsaa, ved at høre at han intet ejede uden sine Klæder, et heelt Skib og Ladning. Der var imidlertid saa mange Skibe, der skulde afgaa i Forhold til Antallet af de Rejsende, at Halldor ikke kunde faa nogen Bemanding paa sit Skib, og allerede tænkte paa at lade det blive tilbage, da Kongen hjalp ham af hans Forlegenhed ved at lade et Møde sammenkalde, paa hvilket han selv med en højst betænkelig Mine forkyndte, at der var kommet Efterretning om at Kong Sven havde angrebet Viken, hvorfor han herved nedlagde Forbud mod at noget som helst Skib skulde forlade Landet, førend han havde udtaget deraf hvad Mandskab og Proviant han behøvede; fra dette Forbud skulde alene Halldor Snorressøns Knarr være undtagen. Følgen heraf var, at Halldor blev formelig overløben af Folk, der ønskede at indskibe sig hos ham, saa at han næsten fik en større Besætning, end han behøvede. Da Aftalen var sluttet, lod han Kongen det vide, og denne sammenkaldte nu et nyt Møde, hvor han meldte, at Efterretningen om Svens Angreb paa Viken havde viist sig ugrundet, og at det stod enhver frit for at afsejle, naar og hvorhen han fandt for godt. Desuagtet udskrev Harald denne selvsamme Vaar Leding, for at bekrige Sven, og det ikke af nogle faa Fylker, Men halv Almenning af det hele Rige. Han maa altsaa have været temmelig vis paa, at spille Mester i de nordiske Farvande, og at kunne hindre Sven fra at tilføje Norges Handel nogen Skade[2].
- ↑ Harald Haardraades Saga Cap. 48, Snorre Cap. 32, Fagrskinna Cap. 182.
- ↑ Harald Haardraades Saga Cap. 42. Her findes forresten den store Fejl,
Flatøbogen henføre derimod Fredsslutningen til 3die Diar derefter, altsaa Vaaren 1065; da det dog overalt angives, at Haralds sidste Fejde med Haakon Ivarssøn og Sveriges Konge foregik Vintren efter Fredsslutningen, ligesom det udtrykkeligt siges af Snorre Cap. 76, Harald Haardraades Saga Cap. 91, at Harald efter Freden endnu i tre Halvaar, altsaa andet Halvaar 1064 og hele 1065, var i Fejde med Oplændingerne, hvorhos Annalerne henføre Haralds Fejde med Haakon og Steenkil til 1064, maa man vel ogsaa her nærmest holde sig til Snorres Tidsregning, hvorvel Sagen er temmelig tvivlsom. Vintren 1065—66 tilbragte Harald i alle Fald i Viken (Snorre Cap. 82), og Toget til England, paa hvilket han faldt, tiltraadte han ej førend i August 1066, som det nedenfor skal vises.
