Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/253

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
235
Haralds Krig med Danmark.



med Harald vilde forſøge paa at vinde Danmark[1]. Ogſaa i Norge lader det til, at man ikke for det førſte gjorde Regning paa Krig, thi da Vintren leed og Vaaren begyndte, gjorde Handelsmændene tidligt deres Skibe rede til at drage i Kjøbferd, da der nemlig, ſom det heder, i den ſidſte Tid kun havde været liden eller ingen Skibsfart fra Norge, formedelſt den Ufred, der havde herſket mellem Norge og Danmark. Og da Harald om Vaaren merkede, at hans Stalbroder og Hirdmand Halldor Snorresſøn led af Hjemvee, gav han ham ej alene Tilladelſe til at drage til Island, men ſkjenkede ham ogſaa, ved at høre at han intet ejede uden ſine Klæder, et heelt Skib og Ladning. Der var imidlertid ſaa mange Skibe, der ſkulde afgaa i Forhold til Antallet af de Rejſende, at Halldor ikke kunde faa nogen Bemanding paa ſit Skib, og allerede tænkte paa at lade det blive tilbage, da Kongen hjalp ham af hans Forlegenhed ved at lade et Møde ſammenkalde, paa hvilket han ſelv med en højſt betænkelig Mine forkyndte, at der var kommet Efterretning om at Kong Sven havde angrebet Viken, hvorfor han herved nedlagde Forbud mod at noget ſom helſt Skib ſkulde forlade Landet, førend han havde udtaget deraf hvad Mandſkab og Proviant han behøvede; fra dette Forbud ſkulde alene Halldor Snorresſøns Knarr være undtagen. Følgen heraf var, at Halldor blev formelig overløben af Folk, der ønſkede at indſkibe ſig hos ham, ſaa at han næſten fik en ſtørre Beſætning, end han behøvede. Da Aftalen var ſluttet, lod han Kongen det vide, og denne ſammenkaldte nu et nyt Møde, hvor han meldte, at Efterretningen om Svens Angreb paa Viken havde viiſt ſig ugrundet, og at det ſtod enhver frit for at afſejle, naar og hvorhen han fandt for godt. Desuagtet udſkrev Harald denne ſelvſamme Vaar Leding, for at bekrige Sven, og det ikke af nogle faa Fylker, Men halv Almenning af det hele Rige. Han maa altſaa have været temmelig vis paa, at ſpille Meſter i de nordiſke Farvande, og at kunne hindre Sven fra at tilføje Norges Handel nogen Skade[2].

    Flatøbogen henføre derimod Fredsſlutningen til 3die Diar derefter, altſaa Vaaren 1065; da det dog overalt angives, at Haralds ſidſte Fejde med Haakon Ivarsſøn og Sveriges Konge foregik Vintren efter Fredsſlutningen, ligeſom det udtrykkeligt ſiges af Snorre Cap. 76, Harald Haardraades Saga Cap. 91, at Harald efter Freden endnu i tre Halvaar, altſaa andet Halvaar 1064 og hele 1065, var i Fejde med Oplændingerne, hvorhos Annalerne henføre Haralds Fejde med Haakon og Steenkil til 1064, maa man vel ogſaa her nærmeſt holde ſig til Snorres Tidsregning, hvorvel Sagen er temmelig tvivlſom. Vintren 1065—66 tilbragte Harald i alle Fald i Viken (Snorre Cap. 82), og Toget til England, paa hvilket han faldt, tiltraadte han ej førend i Auguſt 1066, ſom det nedenfor ſkal viſes.

  1. Harald Haardraades Saga Cap. 48, Snorre Cap. 32, Fagrſkinna Cap. 182.
  2. Harald Haardraades Saga Cap. 42. Her findes forreſten den ſtore Fejl,