Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/251

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
233
Haralds Krig mod Danmark.



19. Haralds førſte Krigstog mod Danmark.


Kong Harald tilbragte, ſom vi allerede bade nævnt, den førſte Vinter efter Magnus’s Død i Nidaros. Samme Vinter havde Sven ladet ſig tage til Konge, førſt paa Iisøre-Thing og ſiden paa Viborg Thing,

    33) har varet nævnt, at Harald tilbragte Vintren 1048—49 i Norge, heder det, at han næſte Vaar paany drog i Leding til Danmark og ſaaledes Sommer efter Sommer; i Cap. 50 (Snorre Cap. 34) beder det ligeledes at Kong Sven ſad ſtille om Vintrene, men laa lide i Leding om Somrene, og truede at fare til Norge; derpaa ſiges der at Sven om Vintren udæſkede Harald til Kamp i Elven, hvorefter da Slaget den følgende Sommer beſkrives, Angrebet paa Heidaby, Flugten ved Lesø o. ſ. v. (Harald Haardraades Saga Cap. 50—53, Snorre Cap. 34, 35). Morkinſkinna tog Flatøbogen) nævner endog to Sommere mellem Haralds førſte Tog og det, hvorpaa Flugten ved Lesø forefaldt. Her kunde der altſaa ved førſte Øjekaſt være Tvivl om, til hvilket Aar dette Søtog er at henføre. Men da Ytringerne om Haralds og Svens aarlige Søtog aabenbart kun ere indſkudte ſom en almindelig Bemerkning, der gjelder den hele Krigstid, og da Afvigelſen mellem Morkinſkinna og Hrokkinſkinna ſamt Snorre netop viſer, at man ej var paa det Rene med Sagen og at de meddeelte Beſkrivelſer over hine Mellemtog kun angive Sommertogenes almindelige Charakteer, uden at holde ſig til noget enkelt, er det utvivlſomt, at „Vintren“ paa ſidſte Sted nøje ſlutter ſig til det ſamme Udtryk i Cap. 49, og at altſaa Vintren 1048—49 hermed er meent; dette bliver og ſaa meget ſandſynligere, ſom det er viſt, at Harald opholdt ſig Vintren 1049—50 i Throndhjem, hvorhen det maatte være vanſkeligt for Sven at faa Bud, medens han derimod efter al Rimelighed opholdt ſig Vintren 1048—49 i Oslo, ſom nys omtalt. Hiint Søtog henføres derfor retteſt til 1049. Hvad der end videre beſtyrker dette, er at Mag. Adam (11, 12, 13) omtaler den under det her omſpurgte Søtog forefaldne Ødelæggelſe af Slesvig ſom ſamtidig (simul eo tempore) med de oven omhandlede Uroligheder i England og navnlig Bjørn Ulfsſøns Død i 1049, hvilken, ſom vi ovenfor have viiſt, her er den Hovedbegivenhed, der beſtemmer Chronologien. Vintren (1049—50) tilbragte Harald, ſom oven anført, i Throndhjem, og lod Einar dræbe. Vaaren efter (1050) drog han med Halldor til Oslo, og tog Vejtſler i Viken (Harald Haardraades Saga Cap. 44, 45); ligeſom det og forſtaar ſig, at han maa have gjort et Tog til Danmark; hvor vidt han derimod mod Slutningen af Sommeren vendte tilbage til Throndhjem, og tilbragte Vintren der, ſom det ſammeſteds ſiges, bliver mere tvivlſomt. Til 1050 eller 1051 henføre Annalerne Einar Thambarſkelves Drab, og at dette virkelig forefaldt ved 1050, indlyſer af hvad Snorre derefter anfører, thi førſt omtaler han Underhandlingerne mellem Finn Arnesſøn og Haakon Ivarsſøn, der vel omtrent kunne have medtaget nogle Maaneder (Cap. 46—48), derpaa (Cap. 53) Kalf Arnesſøns Hjemkomſt, fremdeles (Cap. 54) hans Død den paafølgende Sommer, og Finns Rejſe til Danmark (Cap. 55); derefter (Cap. 56) Guthorm Ketilsſøns Vinterophold hos Kong Margad i Dublin, og endelig Man. 57) Slaget ved Angelsey mellem ham og Margad den paafølgende Sommer. Da nu dette Slag, ſom ovenfor (S. 171) viiſt, ſkede 1052, og Guthorms Vinterophold i Dublin ſaaledes bliver 1051, maa følgelig Kalfs Drab henføres til Sommeren 1051, og hans Hjemkomſt til Aaret forud,