Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/249

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
231
Haralds Krig med Danmark.

hans Stridskræfter ej at have forſlaaet, da han ingenſteds fik Medhold hos den danſke Befolkning, hvilken, om den end ikke holdt ſaameget af Sven, dog i det mindſte frygtede Harald, og foreſtillede ſig ham grummere og haardere, end han i Virkeligheden var[1]. Krigen fik derfor kun Udſeende af regelmæsſigt gjentagne Vikingetog, anſtillede deels for at vinde Bytte, deels for at tilføje Sven ſaa megen Skade ſom muligt, om det end ikke lykkedes at forjage ham. Hver Vinter tilbragte Harald hjemme i Norge. Ledings-fylket, der hver Sommer blev opbudt, fandt ſig vel nogenledes erſtattet for alt dette Bryderi ved det erhvervede Bytte, og paa enkelte Undtagelſer nær har vel ogſaa det Antal Ledingsſkibe, ſom fremmødte, være ſaare lidet, iſær da Harald var langt fra at ſtaa ſig godt med Bønderne, allermindſt i det vel befolkede Thrøndelagen, hvor Einar Thambarſkelve havde ſaa meget at ſige[2]. Hvad der ſynes at viſe, at Harald dog paa en vis Maade havde Overtaget over Sven, er den Omſtændighed, at denne, ſaa vidt vides, aldrig gjengjeldte Haralds Herjetog ved lignende Angreb paa Norge[3], uagtet han ej ſjelden truede dermed og at han oftere blev ſlagen. Men faſt Fod kunde Harald ikke faa i Danmark.

Ved Siden af denne Krig udenfor Landet havde Harald ogſaa i Norge ſelv, iſær i Førſtningen af ſin Regjeringstid, at arbejde mod den ovenfor ſkildrede Oppoſition af det mægtige Lendermands-Parti, der var ham ſaa meget farligere, ſom der er temmelig visſe Tegn til, at Sven Ulfsſøn ikke lod denne Lejlighed til at ſvække Haralds Magt ubenyttet, men ved hemmelige Udſendinger og alle Slags Løfter ſøgte, ſom Gamle-Knut forhen, at puſte til Oppoſitionen og drage de Misfornøjede ind i ſin Interesſe[4]. Disſe Beſtræbelſer, ſaa vel ſom Haralds Modbeſtræbelſer og hans mere end ellers ſpendte Forhold til de mægtige i Folket ſporer man iſær under to Perioder af Haralds Regjering, nemlig de fire eller fem førſte Aar, og de fire eller fem ſidſte. I Mellemtiden ſynes det at have været forholdsviis ſtille. Disſe Perioder falde tildeels ſammen med de Tider, hvori han fornemmelig ſtod paa

  1. Man foreſtillede ſig ham vel omtrent ſaaledes ſom Mag. Adam ſkildrede ham, ſe ovf. S. 208.
  2. Et Par Gange omtales udtrykkeligt at Harald udbød halv Leding, men det var ogſaa, naar han gjorde overordentlige Anſtrengelſer. Stundom tales igjen om at han medbragte faa Stridskræfter, ſaaledes ſom det nedenfor i Fortællingens Løb vil ſees.
  3. Sven truede oftere med at hjemſøge Norge (Snorre Cap. 34), men der blev intet af hans Truſel.
  4. Man kan ſlutte det deels deraf, at norſke Magnater, ſom Finn Arnesſøn og Haakon Ivarsſøn, virkelig tyede til Sven, deels deraf at Harald ſelv benyttede ſig af foregivne danſke Udſendinger til at prøve ſine Underſaatters Troſkab. Se herom nedenfor.