Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/247

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
229
Haralds Indflydelſe paa Island.

nævnte Skaldes Familieforhold have ſeet, at den for en ſtor Deel gik i Arv i Ætterne[1].

De fleſte af disſe Skalde vare tillige, ſom Stuf, Kongens Hirdmænd. Dette var ogſaa Tilfældet med mange, ja vel endog de fleſte af de anſeede Islændinger, der beſøgte Harald, og gjorde ham deres Opvartning. Og da det er højſt ſandſynligt, at under Haralds lange Regjering Fleerheden af de islandſke Høvdinger i det mindſte eengang beſøgte ham og fandt en venlig Modtagelſe ved hans Hof, kan man vel ogſaa antage, at Fleerheden af dem vare hans Hirdmænd[2]. Men Hirdmandsværdigheden var paa den Tid ingen tom Titel. Den medførte, ſom vi allerede tidligere have viiſt, et beſtemt Afhængigheds- eller Vaſall-Forhold for Hirdmanden til Hirdens Herre, og et Brud paa denne Troſkabspligt betragtedes ſom Nidingsverk[3]. Vel ligger det i Sagens Natur, at nogen ſtreng Overholdelſe af denne Afhængighed ikke kunde tænkes i et ſaa langt bortliggende Land ſom Island, men at Harald ikke deſto mindre gjennem ſine Hirdmænd maa have udøvet nogen Indflydelſe paa Islands Anliggender, kan ej betvivles. Hertil er det maaſkee ogſaa, at Mag. Adam tildeels ſigter med de ovenfor anførte Udtryk[4].

Om Grønland og dets Forhold til Norge paa Harald Haardraades Tid tales der næſten ſlet ikke. Vi erfare kun, at Farten derpaa fremdeles ſkede umiddelbart fra Norge, ikke fra det langt nærmere beliggende Island, hvilket viſer, at dets Forbindelſe maa have været ſterkere med hiint, end med dette. Det er ovenfor nævnt, hvorledes Mag. Adam af Bremen udtrykkeligt nævner Grønlændingerne blandt de Nordboer, der ſendte Geſandter til Adalbert for at udbede ſig Lærere af ham, og at Adalbert med Isleif ſendte Breve til Grønland, medens det derimod er uviſt, hvor vidt han ogſaa opfyldte hiin Bøn om at ſende Lærere. At der

  1. Exempel herpaa er ej alene Stuf, Ætling af Glum Geiresſøn, men ogſaa Arnor, Thord Kolbeinsſøns Søn, ligeſom den Omſtændighed at Thjodolf og Bolverk vare Brødre, ogſaa beſtyrker det.
  2. Blandt Haralds Hirdmænd paa Island nævnes ſaaledes lejlighedsviis Bolle Bollesſøn, eller Bolle den prude, uagtet der ingenſteds omtales, naar han blev Kongen haandgangen. Sandſynligviis var dette ogſaa Tilfældet med Brand den gavmilde, om hvis Beſøg hos Harald vi nedenfor komme til at tale. Halldor Snorresſøn var Hirdmand, ligeſaa Sneglu-Halle, ſandſynligviis ogſaa den i Ljosvetninga Saga Cap. 29 omtalte Skegge.
  3. Det er ovenfor (I. 2. S. 686) viiſt, hvorledes Olaf den hellige, da han ſøgte at underkaſte ſig Island og Færøerne, førſt og fremſt henvendte ſig til ſine Hirdmænd. Endog til Halldor Snorresſøn henvendte Harald ſig i et Privat-Anliggende, efter at være bleven ueens med ham, ſe nedenfor.
  4. Merkeligt er det, at i Ljosvetn. Saga Cap. 29 kalder Harald Haardraade, ſom det nedenfor nærmere vil ſees, islandſke Mænd ſine Thegner.