Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/245

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
227
Stuf Skald.

Sengs, kvad Stuf en Flokk[1] for ham; Kongen bad ham derefter kvæde andre Kvad, og ſaaledes fortſatte nu Stuf til langt ud paa Natten, idet Kongen af lutter Fornøjelſe ved at høre Kvadene ej kunde falde i Søvn. Endelig ſpurgte Kongen ham om han havde holdt Regning med, hvor mange Kvad han havde kvædet. „Nej jeg troede at I ſelv talte efter“, ſvarede Stuf. „Det har jeg ogſaa gjort“, ſagde Kongen, „og det er i alt 30 Flokker; men kan du da ingen Draaper?“ „Jo“, ſvarede Stuf, „jeg kan ikke færre Draaper end Flokker, og dog er der ogſaa af disſe flere tilbage, ſom jeg endnu ikke har kvædet“. „Du kan da en overordentlig Mængde Kvad“, ſagde Kongen; „men hvem vil du da underholde med dine Draaper, ſiden du kun har ladet mig høre Flokkerne?“ „Dig ſelv, Konge“, ſvarede Stuf, „naar vi næſte Gang mødes“. „Hvorfor da heller end nu“, ſpurgte Kongen. „Fordi jeg ønſkede med Henſyn til min Underholdning, ſom med alt andet, der vedkommer mig, at I ſkulde ſynes bedre derom, jo mere I blev kjendt dermed“, var Stufs Svar. De lagde ſig nu til at ſove, men Morgenen efter, da Kongen ſkulde rejſe videre, bad Stuf ham at opfylde en Bøn, han vilde gjøre ham. „Hvad er det“, ſiger Kongen. „Ja lov mig det, førend jeg ſiger det“, ſagde Stuf. „Sligt er juſt ikke min Sædvane“, ſvarede Kongen, „men til Løn for din behagelige Underholdning ſkal jeg vove det“. „Henſigten med min Rejſe hid“, ſagde da Stuf, „er at hente noget Dannefæ øſter i Viken, og dertil vilde jeg gjerne udbede mig eders Brev og Indſegl“. Kongen lovede ham det. Da rykkede Stuf ud med endnu en Bøn, og fremdeles paa den Betingelſe at Kongen ſkulde ſige Ja paa Forhaand. „Du er en underlig Mand“, ſagde Kongen, „og ingen har hidtil talt med mig paa denne Maade, dog ſkal jeg endnu vove paa at opfylde din Begjæring“. „Den er“, ſagde Stuf. „at jeg maa faa Tilladelſe til at digte et Kvad om eder“. „Er du noget beſlægtet med Skalde“, ſpurgte Kongen. „Glum Geiresſøn var min Farfaders Fader“, ſvarede Stuf. „Digter du ſaa godt ſom han“, ſagde Kongen, „da er du god Skald nok“. Stuf meente, at han ej ſtod tilbage for ham, og Kongen ſagde: „det er heller ikke urimeligt at du forſtaar dig paa at digte, ſaamange Kvad ſom du kan, derfor giver jeg dig min Tilladelſe til at digte om mig“. „Vil du endnu opfylde en Bøn, jeg beder dig om“, ſpurgte Stuf. „Hvad er det da“, ſpurgte Kongen. Stuf vilde atter have Kongens Samtykke forud. „Nej“, ſagde Kongen, „det har nu ſkeet længe nok, og gaar ikke mere an; ſig mig førſt din Bøn“. Stuf ſagde at han gjerne vilde blive Kongens Hirdmand. „Det var vel, at jeg ikke forud ſamtykkede heri“, ſagde Kongen, „thi dertil maa jeg høre mine Hirdmænds Raad; henvend dig til mig desangaaende nord i Nidar-

  1. D. e. Kvad af kortere Udſtrækning, ſom tidligere viiſt.