Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/245

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
227
Stuf Skald.

Sengs, kvad Stuf en Flokk[1] for ham; Kongen bad ham derefter kvæde andre Kvad, og saaledes fortsatte nu Stuf til langt ud paa Natten, idet Kongen af lutter Fornøjelse ved at høre Kvadene ej kunde falde i Søvn. Endelig spurgte Kongen ham om han havde holdt Regning med, hvor mange Kvad han havde kvædet. „Nej jeg troede at I selv talte efter“, svarede Stuf. „Det har jeg ogsaa gjort“, sagde Kongen, „og det er i alt 30 Flokker; men kan du da ingen Draaper?“ „Jo“, svarede Stuf, „jeg kan ikke færre Draaper end Flokker, og dog er der ogsaa af disse flere tilbage, som jeg endnu ikke har kvædet“. „Du kan da en overordentlig Mængde Kvad“, sagde Kongen; „men hvem vil du da underholde med dine Draaper, siden du kun har ladet mig høre Flokkerne?“ „Dig selv, Konge“, svarede Stuf, „naar vi næste Gang mødes“. „Hvorfor da heller end nu“, spurgte Kongen. „Fordi jeg ønskede med Hensyn til min Underholdning, som med alt andet, der vedkommer mig, at I skulde synes bedre derom, jo mere I blev kjendt dermed“, var Stufs Svar. De lagde sig nu til at sove, men Morgenen efter, da Kongen skulde rejse videre, bad Stuf ham at opfylde en Bøn, han vilde gjøre ham. „Hvad er det“, siger Kongen. „Ja lov mig det, førend jeg siger det“, sagde Stuf. „Sligt er just ikke min Sædvane“, svarede Kongen, „men til Løn for din behagelige Underholdning skal jeg vove det“. „Hensigten med min Rejse hid“, sagde da Stuf, „er at hente noget Dannefæ øster i Viken, og dertil vilde jeg gjerne udbede mig eders Brev og Indsegl“. Kongen lovede ham det. Da rykkede Stuf ud med endnu en Bøn, og fremdeles paa den Betingelse at Kongen skulde sige Ja paa Forhaand. „Du er en underlig Mand“, sagde Kongen, „og ingen har hidtil talt med mig paa denne Maade, dog skal jeg endnu vove paa at opfylde din Begjæring“. „Den er“, sagde Stuf. „at jeg maa faa Tilladelse til at digte et Kvad om eder“. „Er du noget beslægtet med Skalde“, spurgte Kongen. „Glum Geiressøn var min Farfaders Fader“, svarede Stuf. „Digter du saa godt som han“, sagde Kongen, „da er du god Skald nok“. Stuf meente, at han ej stod tilbage for ham, og Kongen sagde: „det er heller ikke urimeligt at du forstaar dig paa at digte, saamange Kvad som du kan, derfor giver jeg dig min Tilladelse til at digte om mig“. „Vil du endnu opfylde en Bøn, jeg beder dig om“, spurgte Stuf. „Hvad er det da“, spurgte Kongen. Stuf vilde atter have Kongens Samtykke forud. „Nej“, sagde Kongen, „det har nu skeet længe nok, og gaar ikke mere an; sig mig først din Bøn“. Stuf sagde at han gjerne vilde blive Kongens Hirdmand. „Det var vel, at jeg ikke forud samtykkede heri“, sagde Kongen, „thi dertil maa jeg høre mine Hirdmænds Raad; henvend dig til mig desangaaende nord i Nidar-

  1. D. e. Kvad af kortere Udstrækning, som tidligere viist.