havde fortalt en Stund, bad Kongen ham holde op for den Dag. Blandt Tilhørerne, som ej vidste noget om Kongens og Thorsteins Aftale, var der megen Tale om, hvor dumdristigt det var af denne Islænding at fortælle Kongens Saga i hans eget Paahør, og man undredes over, hvorledes Kongen vilde optage det. Nogle fandt at han skilte sig vel derved, andre vare mindre tilfreds med hans Fortælling. Thorstein fortsatte den de følgende Dage; Kongen overholdt strengt, at man hørte opmerksomt til, og passede det efter Løfte saaledes, at Sagaen var ude just som den egentlige Juul var til Ende, eller Trettendedagen. Samme Aften spurgte Kongen Thorstein, om han ej var nysgjerrig efter at vide, hvad han selv syntes om Sagaen. „Nej jeg er ræd derfor“, svarede Thorstein. „Jeg er kun ræd for Overdrivelser“, sagde Harald, „og kan berolige dig med, at jeg finder Sagaen meget godt fortalt, og ingensteds afvigende fra Sandheden; men siig mig nu, af hvem du har lært den“. „Det var“, sagde Thorstein, „min Sædvane hjemme paa min Fædreneø, hver Sommer at drage til Althinget, og paa hvert Thing lærte jeg da et Stykke af Halldor Snorressøn.“ „Ja, naar saa er“, sagde Harald, „er det intet Under at du kan den godt; dette skal nu komme dig tilgode, faa at du altid skal være velkommen her hos mig, naar du vil“. Thorstein blev nu den øvrige Deel af Vintren hos Kongen, og da Vaaren kom, gav han ham gode Varer at drage i Kjøbferd med, faa at han fra den Tid blev en velholden Mand. At denne Thorstein havde et faa stort Saga-Forraad inde, at han kunde fortælle Dag efter Dag den hele Høst og en stor Deel af Vintren, viser at Sagabearbejdelsen, om end ikke den skriftlige, allerede paa denne Tid var kommen til stor Udvikling paa Island; thi en saadan Masse af Sagaer vilde neppe kunne erindres eller fortælles paa en tilfredsstillende Maade, uden at hver enkelt af dem havde faaet en bestemt afrundet Form. Vi lære heraf ogsaa, hvor ivrigt man var om sig efter at faa Stof til Sagaer fra dem, der selv havde været Deeltagere i og Øjevidner til Begivenhederne, saaledes som i nærværende Tilfælde Halldor Snorressøn, og hvorledes endog mægtige og fornemme Mænd, som han, ikke ansaa det under deres Værdighed at fortælle hvad de havde oplevet. Da Halldor, som det nedenfor vil vises, efter sin Hjemkomst til Island stod i et spendt Forhold til Harald, er dette en Borgen mere for Paalideligheden af Thorsteins Beretning. Noget af denne er vel bibeholdt i den, som nu findes i Sagaerne, men at den dog ogsaa desværre har lidt store Forvanskninger af senere uheldigere Kritikere, er allerede ovenfor viist[1].
- ↑ Harald Haardraades Saga Cap. 99, Morkinskinna, fol. 12. Navnet, Thorstein Frode, forekommer kun i et eneste Haandskrift. Muligt at Thorstein
