Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/243

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
225
Thorſtein frode.

havde fortalt en Stund, bad Kongen ham holde op for den Dag. Blandt Tilhørerne, ſom ej vidſte noget om Kongens og Thorſteins Aftale, var der megen Tale om, hvor dumdriſtigt det var af denne Islænding at fortælle Kongens Saga i hans eget Paahør, og man undredes over, hvorledes Kongen vilde optage det. Nogle fandt at han ſkilte ſig vel derved, andre vare mindre tilfreds med hans Fortælling. Thorſtein fortſatte den de følgende Dage; Kongen overholdt ſtrengt, at man hørte opmerkſomt til, og pasſede det efter Løfte ſaaledes, at Sagaen var ude juſt ſom den egentlige Juul var til Ende, eller Trettendedagen. Samme Aften ſpurgte Kongen Thorſtein, om han ej var nysgjerrig efter at vide, hvad han ſelv ſyntes om Sagaen. „Nej jeg er ræd derfor“, ſvarede Thorſtein. „Jeg er kun ræd for Overdrivelſer“, ſagde Harald, „og kan berolige dig med, at jeg finder Sagaen meget godt fortalt, og ingenſteds afvigende fra Sandheden; men ſiig mig nu, af hvem du har lært den“. „Det var“, ſagde Thorſtein, „min Sædvane hjemme paa min Fædreneø, hver Sommer at drage til Althinget, og paa hvert Thing lærte jeg da et Stykke af Halldor Snorresſøn.“ „Ja, naar ſaa er“, ſagde Harald, „er det intet Under at du kan den godt; dette ſkal nu komme dig tilgode, faa at du altid ſkal være velkommen her hos mig, naar du vil“. Thorſtein blev nu den øvrige Deel af Vintren hos Kongen, og da Vaaren kom, gav han ham gode Varer at drage i Kjøbferd med, faa at han fra den Tid blev en velholden Mand. At denne Thorſtein havde et faa ſtort Saga-Forraad inde, at han kunde fortælle Dag efter Dag den hele Høſt og en ſtor Deel af Vintren, viſer at Sagabearbejdelſen, om end ikke den ſkriftlige, allerede paa denne Tid var kommen til ſtor Udvikling paa Island; thi en ſaadan Masſe af Sagaer vilde neppe kunne erindres eller fortælles paa en tilfredsſtillende Maade, uden at hver enkelt af dem havde faaet en beſtemt afrundet Form. Vi lære heraf ogſaa, hvor ivrigt man var om ſig efter at faa Stof til Sagaer fra dem, der ſelv havde været Deeltagere i og Øjevidner til Begivenhederne, ſaaledes ſom i nærværende Tilfælde Halldor Snorresſøn, og hvorledes endog mægtige og fornemme Mænd, ſom han, ikke anſaa det under deres Værdighed at fortælle hvad de havde oplevet. Da Halldor, ſom det nedenfor vil viſes, efter ſin Hjemkomſt til Island ſtod i et ſpendt Forhold til Harald, er dette en Borgen mere for Paalideligheden af Thorſteins Beretning. Noget af denne er vel bibeholdt i den, ſom nu findes i Sagaerne, men at den dog ogſaa desværre har lidt ſtore Forvanſkninger af ſenere uheldigere Kritikere, er allerede ovenfor viiſt[1].

  1. Harald Haardraades Saga Cap. 99, Morkinſkinna, fol. 12. Navnet, Thorſtein Frode, forekommer kun i et eneſte Haandſkrift. Muligt at Thorſtein