Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/241

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
223
Islændingernes litterære Virkſomhed.

ſaa meget mere deres Tid og Evner paa at ſamle og opbevare Beretningerne om de forrige Tiders brogede Begivenheder, og om de Tildragelſer, der havde ſkeet og fremdeles ſkede i Moderlandet Norge. Fra denne Tid af var det at Islændingerne, jo mindre de ſelv grebe ind i Hiſtorien og ſaa at ſige gjorde Hiſtorie, deſto ivrigere lagde Vind paa at ſkrive Hiſtorie, det vil ſige at ſamle, ordne og opbevare de faa vel i Landet ſelv ſom i Norge herſkende og efterhaanden opſtaaende hiſtoriſke Sagn, at forevige dem i Kvad, og tillige at bevare de ældre Skaldes vigtigſte Arbejder. Det ſynes næſten ſom om Nordmændene nu, ſelv alt for ivrigt optagne med at ordne deres kirkelige, politiſke og ſociale Anliggender, og ſenere hen med indenlandſke Krige vil beſtige Partiſtridigheder, til at kunne beſkjeftige ſig med Begivenhedernes Foregivelſe i Sang og Skrift, fra Harald Haardraades Tid af ved en ſtiltiende Overeenskomſt overlode alt ſaadant til Islændingerne, der fra deres afſides Ø roligere kunde betragte Begivenhederne og opfatte dem fra et mere upartiſk Standpunkt, end det i Norge ſelv var muligt. Thi efter Haralds Tid optræder ikke længer nogen norſk Skald. Alle de kongelige Hofſkalde, hvis Vers anføres til Bekræftelſe af Sagaernes Udſagn, vare Islændinger[1], og de norſke Kongeſagaer ſelv, ſkjønt øjenſynligt gjengivende Traditioner, der allerede ved den mundtlige Overleverelſe i Norge have faaet deres beſtemte Form[2], ere dog, ſom man tydeligt kan ſee, aller førſt optegnede af Islændinger. Det var dog ikke førend henved et Par Menneſkealdre efter Haralds Tid, at virkelig Sagaſkrivning begyndte[3]; i hans Dage lagde man endnu kun Vind paa den mundtlige Overleverelſe, og iſær paa Skaldekunſten, der da fornemmelig kunde ſiges at være i ſin Blomſtren. Dette er maaſkee væſentligt at tilſkrive hans egen perſonlige Indflydelſe; thi han var ſelv en af ſin Tids ypperſte Skalde, anſaaes for den kyndigſte og ſikreſte Bedømmer af alle poetiſke Præſtationer, og interesſerede ſig ſaa lidenſkabe-

    hundrede, og ſom gave Stoffet til de egentlige Familie-Sagaer. Længſt ſynes de alvorligere Ættefejder at have holdt ſig paa Nordlandet, eller omkring Eyjafjorden, hvor Gudmund den mægtiges Søn Eyjulf havde meſt at ſige efter hans Død, og ved ſit Overmod opvakte mange Fiender mod ſig.

  1. De ville blive nærmere omtalte og opregnede længere nede Side 228.
  2. Et merkeligt Vidnesbyrd herom findes endog hos Snorre, Harald Haardraades Saga Cap. 69, hvor han, ſkjønt Islænding, dog øjenſynligt fordi han fandt det ſaaledes ſkrevet for ſig, ſiger om Fortællingen om Sven Ulfsſøns Taknemmelighed mod ſin Frelſer, Karl i Halland: „dette blev bekjendt og vide omtalt: det kom ogſaa nord hid til Norge“. Dette Tillæg har aabenbart været optaget uforandret fra den førſte mundtlige Beretning, og er gaaet fra Haandſkrift til Haandſkrift.
  3. Nemlig, ſom Snorre udtrykkeligt ſiger i ſin Fortale, over 240 Aar efter Islands Bebyggelſe (870+240=1110).