saa meget mere deres Tid og Evner paa at samle og opbevare Beretningerne om de forrige Tiders brogede Begivenheder, og om de Tildragelser, der havde skeet og fremdeles skede i Moderlandet Norge. Fra denne Tid af var det at Islændingerne, jo mindre de selv grebe ind i Historien og saa at sige gjorde Historie, desto ivrigere lagde Vind paa at skrive Historie, det vil sige at samle, ordne og opbevare de faa vel i Landet selv som i Norge herskende og efterhaanden opstaaende historiske Sagn, at forevige dem i Kvad, og tillige at bevare de ældre Skaldes vigtigste Arbejder. Det synes næsten som om Nordmændene nu, selv alt for ivrigt optagne med at ordne deres kirkelige, politiske og sociale Anliggender, og senere hen med indenlandske Krige vil bestige Partistridigheder, til at kunne beskjeftige sig med Begivenhedernes Foregivelse i Sang og Skrift, fra Harald Haardraades Tid af ved en stiltiende Overeenskomst overlode alt saadant til Islændingerne, der fra deres afsides Ø roligere kunde betragte Begivenhederne og opfatte dem fra et mere upartisk Standpunkt, end det i Norge selv var muligt. Thi efter Haralds Tid optræder ikke længer nogen norsk Skald. Alle de kongelige Hofskalde, hvis Vers anføres til Bekræftelse af Sagaernes Udsagn, vare Islændinger[1], og de norske Kongesagaer selv, skjønt øjensynligt gjengivende Traditioner, der allerede ved den mundtlige Overleverelse i Norge have faaet deres bestemte Form[2], ere dog, som man tydeligt kan see, aller først optegnede af Islændinger. Det var dog ikke førend henved et Par Menneskealdre efter Haralds Tid, at virkelig Sagaskrivning begyndte[3]; i hans Dage lagde man endnu kun Vind paa den mundtlige Overleverelse, og især paa Skaldekunsten, der da fornemmelig kunde siges at være i sin Blomstren. Dette er maaskee væsentligt at tilskrive hans egen personlige Indflydelse; thi han var selv en af sin Tids ypperste Skalde, ansaaes for den kyndigste og sikreste Bedømmer af alle poetiske Præstationer, og interesserede sig saa lidenskabe-
- ↑ De ville blive nærmere omtalte og opregnede længere nede Side 228.
- ↑ Et merkeligt Vidnesbyrd herom findes endog hos Snorre, Harald Haardraades Saga Cap. 69, hvor han, skjønt Islænding, dog øjensynligt fordi han fandt det saaledes skrevet for sig, siger om Fortællingen om Sven Ulfssøns Taknemmelighed mod sin Frelser, Karl i Halland: „dette blev bekjendt og vide omtalt: det kom ogsaa nord hid til Norge“. Dette Tillæg har aabenbart været optaget uforandret fra den første mundtlige Beretning, og er gaaet fra Haandskrift til Haandskrift.
- ↑ Nemlig, som Snorre udtrykkeligt siger i sin Fortale, over 240 Aar efter Islands Bebyggelse (870+240=1110).
hundrede, og som gave Stoffet til de egentlige Familie-Sagaer. Længst synes de alvorligere Ættefejder at have holdt sig paa Nordlandet, eller omkring Eyjafjorden, hvor Gudmund den mægtiges Søn Eyjulf havde mest at sige efter hans Død, og ved sit Overmod opvakte mange Fiender mod sig.
