Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/240

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
222
Harald Haardraade.

Apoſtelen: naar vi have Føde og Klæder, ſkulle vi dermed lade os nøje[1]. Thi deres Bjerge ere dem i Stedet for Byer, og deres Kilder for Nydelſer[2]. Dette Folk kalder jeg i Sandhed lykſaligt, da ingen misunder dets Fattigdom, og aller lykſaligſt deri, at de nu alle have antaget Chriſtendommen. Der er meget at berømme i deres Sæder, iſær deres Kjærlighed, der bevirker, at alt hos dem er fælles, ſaa vel for Fremmede ſom for Indſødte. Deres Biſkop lyde de ſom en Konge: paa hans Vink vogter det hele Folk; hvad han beſtemmer efter Guds Vilje, efter Skriften, eller efter andre Folks Sædvaner, det anſee de ſom en Lov“[3]. Her er det iſær merkeligt, hvad Mag. Adam ytrer om Biſkoppens — paa hans Tid endnu Isleifs — ſtore Magt og Anſeelſe. At det virkelig i det Væſentlige forholder ſig ſaaledes, derpaa faar man ej alene en Beſtyrkelſe i hvad der af Islændingerne ſelv fortælles om deres førſte Biſkopper, fornemmelig om Isleifs Søn og Efterfølger Gisſur, om hvem der ytres at han med Rette kunde kaldes baade Konge og Biſkop over Landet, ſaa længe han levede, og hvem det lykkedes at faa indført Tiende-Ydelſen, endnu førend man i Norge havde vovet et ſaadant Forſøg; men det maa tildeels endog anſees ſom en naturlig Følge af den Ærefrygt, hvormed man i Norge og paa Island endnu betragtede den ſaakaldte „Tign“ eller fyrſtelige Værdighed, hvilken ogſaa Biſkopperne efter de Tiders Begreber beſad[4].

Dog, om der end i denne forholdsviis rolige Tid, der kunde kaldes Biſkopsvældets Tid, og ſom vedvarede indtil de frygtelige politiſke Storme, der gik forud for og medførte den islandſke Uafhængigheds Ophør, forefaldt lidet, ſom var værd at optegne[5], ſaa ofrede derimod Islændingerne

  1. Pauli 1ſte Brev til Timoth. 6—8. At Mag. Adam her har taget Munden noget vel fuld, fremgaar ved Sammenligning med Hungrvakas nys anførte Ytringer om de Vanſkeligheder, hvormed Isleif havde at kæmpe.
  2. Ved Kilderne, der træde i Stedet for andre Nydelſer (pro deliciis), forſtaaes vel de varme Kilder, der brugtes til Bad.
  3. En Scholiaſt, maaſkee Adam ſelv (Schol. 150) tilføjer her: Hos dem er ingen anden Konge end Banen alene; „et peccare nefas, aut pretium mori“ (et Citat efter Horats, Odernes 4de Bog, carm. 24. v. 24). Der tilføjes og i Schol. 151: „Civitas ibi maxima Scaldholz“, hvor ſaaledes Skaalholt for førſte Gang nævnes ſom Biſkopsſæde.
  4. I Hungrvaka Cap. 2 ſtaar der udtrykkeligt i Anledning af Biſkop Rom Begravelſe ved Skaalholt Rede„ at denne var den førſte paa Island, der prydedes med en „tiginn“ Mands Grefte.
  5. Man behøver kun at gjennemgaa de førſte Bøger af Sturlungaſaga, ſammenholdt med Annalerne, for at ſee, hvor ſtille det nu i lang Tid var paa Island mod forhen. Ikke at der jo endnu ſtundom forefaldt enkelte Fejder, ledſagede af Drab og Fredløshedsſtraffe o. a. d., men de var kun faa og ubetydelige i Sammenligning med dem, der ryſtede Island i det 10de Aar-