Apostelen: naar vi have Føde og Klæder, skulle vi dermed lade os nøje[1]. Thi deres Bjerge ere dem i Stedet for Byer, og deres Kilder for Nydelser[2]. Dette Folk kalder jeg i Sandhed lyksaligt, da ingen misunder dets Fattigdom, og aller lyksaligst deri, at de nu alle have antaget Christendommen. Der er meget at berømme i deres Sæder, især deres Kjærlighed, der bevirker, at alt hos dem er fælles, saa vel for Fremmede som for Indsødte. Deres Biskop lyde de som en Konge: paa hans Vink vogter det hele Folk; hvad han bestemmer efter Guds Vilje, efter Skriften, eller efter andre Folks Sædvaner, det ansee de som en Lov“[3]. Her er det især merkeligt, hvad Mag. Adam ytrer om Biskoppens — paa hans Tid endnu Isleifs — store Magt og Anseelse. At det virkelig i det Væsentlige forholder sig saaledes, derpaa faar man ej alene en Bestyrkelse i hvad der af Islændingerne selv fortælles om deres første Biskopper, fornemmelig om Isleifs Søn og Efterfølger Gissur, om hvem der ytres at han med Rette kunde kaldes baade Konge og Biskop over Landet, saa længe han levede, og hvem det lykkedes at faa indført Tiende-Ydelsen, endnu førend man i Norge havde vovet et saadant Forsøg; men det maa tildeels endog ansees som en naturlig Følge af den Ærefrygt, hvormed man i Norge og paa Island endnu betragtede den saakaldte „Tign“ eller fyrstelige Værdighed, hvilken ogsaa Biskopperne efter de Tiders Begreber besad[4].
Dog, om der end i denne forholdsviis rolige Tid, der kunde kaldes Biskopsvældets Tid, og som vedvarede indtil de frygtelige politiske Storme, der gik forud for og medførte den islandske Uafhængigheds Ophør, forefaldt lidet, som var værd at optegne[5], saa ofrede derimod Islændingerne
- ↑ Pauli 1ste Brev til Timoth. 6—8. At Mag. Adam her har taget Munden noget vel fuld, fremgaar ved Sammenligning med Hungrvakas nys anførte Ytringer om de Vanskeligheder, hvormed Isleif havde at kæmpe.
- ↑ Ved Kilderne, der træde i Stedet for andre Nydelser (pro deliciis), forstaaes vel de varme Kilder, der brugtes til Bad.
- ↑ En Scholiast, maaskee Adam selv (Schol. 150) tilføjer her: Hos dem er ingen anden Konge end Banen alene; „et peccare nefas, aut pretium mori“ (et Citat efter Horats, Odernes 4de Bog, carm. 24. v. 24). Der tilføjes og i Schol. 151: „Civitas ibi maxima Scaldholz“, hvor saaledes Skaalholt for første Gang nævnes som Biskopssæde.
- ↑ I Hungrvaka Cap. 2 staar der udtrykkeligt i Anledning af Biskop Rom Begravelse ved Skaalholt Rede„ at denne var den første paa Island, der prydedes med en „tiginn“ Mands Grefte.
- ↑ Man behøver kun at gjennemgaa de første Bøger af Sturlungasaga, sammenholdt med Annalerne, for at see, hvor stille det nu i lang Tid var paa Island mod forhen. Ikke at der jo endnu stundom forefaldt enkelte Fejder, ledsagede af Drab og Fredløshedsstraffe o. a. d., men de var kun faa og ubetydelige i Sammenligning med dem, der rystede Island i det 10de Aar-
