Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/239

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
221
Harald ſmigrer Islændingerne.

virkelig var Haralds Henſigt hermed, at tilvende ſig Herredømmet over Island, er indlyſende ſaa vel af hvad man forreſten kjender til hans Herſkelyſt, ſom af den Lighed, hans Fremgangsmaade havde med St. Olafs, hvis Beſtræbelſer for at blive Islands Herre ej vare nogen Hemmelighed. Noget Saadant fremgaar tillige af Mag. Adams ovenfor gjengivne Udſagn, at Harald udſtrakte ſit Rige lige til Island, thi vel er dette i ſig ſelv en Uſandhed eller Overdrivelſe, men enkelte Rygter maa dog have ligget til Grund derfor, der i det mindſte vidnede om et ſærdeles venſkabeligt Forhold mellem Harald og Islændingerne. I Sagaerne tilſkrives dog den Opmerkſomhed, Harald viſte Islændingerne, fornemmelig den Omſtændighed, at Islændingerne forevigede hans Bedrifter i Kvad, ſom de digtede til hans og hans Sønners Ære. Vel kan og dette have bidraget noget dertil, da Harald baade var forfængelig, og dertil ſelv en fortrinlig Skald: men han var dog altfor ſlu og ſtatsklog, til at man kan antage, at ingen anden Bevæggrund end denne ſkulde have bragt ham til at efterligne, hvad St. Olaf gjorde for at bringe Landets Høvdinger til at erkjende hans Højhed. Sagaerne tilføje ſelv, at mange af hans Bedrifter ej ere nedſkrevne, og man kan derfor nok antage, at ogſaa hans Beſtræbelſer for at underkaſte ſig Island ikke nøjagtigt ere blevne optegnede, ſaa meget mere ſom dette Tidsrum overhoved er fattigt paa Optegnelſer om Begivenheder paa Island. For en Deel har dog dette ogſaa ſin Grund deri, at Tidsrummet ſelv var fattigt paa Begivenheder, i det mindſte i Sammenligning med det foregaaende, kort før og efter Chriſtendommens Indførelſe. Thi det var virkelig, ſom om Folket nu trængte til Hvile efter de forrige Tiders Tummel og Uro, ſom om de mægtige Ætter, efter at have udtømt deres Kræfter i indbyrdes Kamp nu følte ſig udmattede, og ſom om der, under den nu grundigt befæſtede Chriſtendoms Indvirkning, ovenpaa de forrige Tiders Vildhed og overſpændte Kraft-Ytring indtraadte en forholdsviis ſtille og fredelig Periode[1], der ej havde merkelige Begivenheder at opviſe, men ſom ikke des mindre maa anſees for at have været Islands lykkeligſte Tid. Denne Tids Herlighed har Mag. Adam af Bremen ſkildret, maaſkee i noget vel glimrende Farver, men dog ſaaledes, at man ikke et Øjeblik kan tvivle om Skildringens Sandhed i det Væſentlige, eller om at han her har fulgt vel underrettede Mænds, maaſkee endog indfødte Islændingers Beretninger[2]. „Islændingerne“, ſiger han, „føre et reent Liv, i Eenfoldighed, da de ikke eftertragte mere end Naturen giver, ſaa at de kunne ſige gladeligen med

  1. Se herom ogſaa ovenfor I. 2. S. 455, 861.
  2. Mag. Adam IV. 35.