Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/238

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
220
Harald Haardraade.

flygtede til Øerne, og da vel nærmeſt til Man, der laa ligeoverfor Cumberland, hans Broders Beſiddelſe, og hvor vi i den ſenere Tid af Kong Haralds Regjering finde en egen Konge[1].

Ligeſom Olaf den hellige, ſaaledes ſøgte ogſaa Harald at vinde Islændingerne. Han gjorde alt, hvad der ſtod i hans Magt, for at erhverve deres Hengivenhed, og paa alle Maader at drage dem til ſig. Ej alene ſmigrede han dem enkeltviis, gav dem ſtore Gaver, og viſte dem megen Udmerkelſe, naar de beſøgte ham, hvoriblandt endog Isleifs egen Søn Gisſur[2], ophøjede endog flere, f. Ex. Ulf Uſpaksſøn, til ſtor Magt og Værdighed; men da der 1056 indtraf ſaa ſtort et Uaar, at man, ſom det heder, ſpiſte alt hvad Tanden kunde fæſte ſig paa, og mange døde af Sult[3], ſendte Harald fire Skibe, ladede med Mad, til Island, med den Forſkrift, at Skippundet ej ſkulde ſælges dyrere end et Hundrede i Vaadmaal eller omtrent 3 Merker Sølv. Derhos ſendte han endnu en Klokke til den Kirke, hvortil Olaf den hellige havde ſendt Tømmeret og den ene Klokke, og ſom blev opført paa Thingvolden[4]. Derfor, ſiges der ogſaa, har ingen Høvding været ſaa yndet paa Island, ſom han. At det

  1. Se nedenfor, hvor der handles om Haralds Tog til England.
  2. Se Morkinſkinna fol. 17 a. Her ſiges det at Harald ſkal have ytret om Gisſur, at man kunde gjøre tre Slags Mænd af ham, Vikingehøvding, Konge, og Biſkop, og at han i enhver af disſe tre Stillinger vilde være udmerket; dog vilde han kun komme til at indtage den ſidſte, og heri indlægge ſig megen Berømmelſe. Ogſaa i Hungrvaka Cap. 5 ſlaar der, at-Harald ſkal have ſagt at Gisſur var ſkikket til at bære hvilket ſom helſt „Tignar“-Navn.
  3. Se Tillægget til Landnaama af Skardsaa-Bogen. Der fortælles her, at Isleif foreſlog og fik vedtaget paa Althinget, at der i 3 Aar ſkulde faſtes hver 12te Dag Juul, „thi ſaaledes bar man ſig ad i Hervorden i Saxland, da han gik i Skole der“. Hidtil, ſiges der, havde der været ſaa megen Sne at man maatte gaa til Althinget (altſaa Midſommers), men ſtrax efter at Loftet var aflagt, forbedredes Vejret, og Sommeren blev god, og Vintren derefter ſaa mild, at der ej kom Thele i Jorden.
  4. Harald Haardraades Saga Cap. 51, Snorre Cap. 36. Det er Flatøbogen, ſom iſtedetfor et Hundrede i Vaadmaal nævner 3Mark Sølv; dette ſlaar nogenlunde til, thi da 6 Alen regnedes = 1 Øre, blev et Hundrede (120 Alen) = 20 Ører; 3 Mk. er 24 Ører. Denne Priis er imidlertid, ſammenlignet med de nuværende, ſaa overhaands ſtor, at man næſten ſkulde formode at en Fejl her har indſneget ſig. Priſen for et Skippund Bygmeel overſtiger nemlig for nærværende Tid ikke 11 Spdlr. Nu var maaſkee hine Tiders Skippund noget ſtørre end vore, de indbefattede nemlig 346 Pd., medens et Skippund nu indeholder 320; Forſkjellen er imidlertid ikke ſaa ſtor, at den, om end Dyrtiden tages i Betragtning, ſkulde kunne gjøre en Priis af 20 til 24 Sølvſpecier for et Pund Bygmeel i en Tidsalder, da man ellers fik ſaa godt ſom det tidobbelte af hvad der nu faaes for een og ſamme Pengeſum, paa nogen Maade rimelig.