Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/238

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
220
Harald Haardraade.

flygtede til Øerne, og da vel nærmest til Man, der laa ligeoverfor Cumberland, hans Broders Besiddelse, og hvor vi i den senere Tid af Kong Haralds Regjering finde en egen Konge[1].

Ligesom Olaf den hellige, saaledes søgte ogsaa Harald at vinde Islændingerne. Han gjorde alt, hvad der stod i hans Magt, for at erhverve deres Hengivenhed, og paa alle Maader at drage dem til sig. Ej alene smigrede han dem enkeltviis, gav dem store Gaver, og viste dem megen Udmerkelse, naar de besøgte ham, hvoriblandt endog Isleifs egen Søn Gissur[2], ophøjede endog flere, f. Ex. Ulf Uspakssøn, til stor Magt og Værdighed; men da der 1056 indtraf saa stort et Uaar, at man, som det heder, spiste alt hvad Tanden kunde fæste sig paa, og mange døde af Sult[3], sendte Harald fire Skibe, ladede med Mad, til Island, med den Forskrift, at Skippundet ej skulde sælges dyrere end et Hundrede i Vaadmaal eller omtrent 3 Merker Sølv. Derhos sendte han endnu en Klokke til den Kirke, hvortil Olaf den hellige havde sendt Tømmeret og den ene Klokke, og som blev opført paa Thingvolden[4]. Derfor, siges der ogsaa, har ingen Høvding været saa yndet paa Island, som han. At det

  1. Se nedenfor, hvor der handles om Haralds Tog til England.
  2. Se Morkinskinna fol. 17 a. Her siges det at Harald skal have ytret om Gissur, at man kunde gjøre tre Slags Mænd af ham, Vikingehøvding, Konge, og Biskop, og at han i enhver af disse tre Stillinger vilde være udmerket; dog vilde han kun komme til at indtage den sidste, og heri indlægge sig megen Berømmelse. Ogsaa i Hungrvaka Cap. 5 slaar der, at-Harald skal have sagt at Gissur var skikket til at bære hvilket som helst „Tignar“-Navn.
  3. Se Tillægget til Landnaama af Skardsaa-Bogen. Der fortælles her, at Isleif foreslog og fik vedtaget paa Althinget, at der i 3 Aar skulde fastes hver 12te Dag Juul, „thi saaledes bar man sig ad i Hervorden i Saxland, da han gik i Skole der“. Hidtil, siges der, havde der været saa megen Sne at man maatte gaa til Althinget (altsaa Midsommers), men strax efter at Loftet var aflagt, forbedredes Vejret, og Sommeren blev god, og Vintren derefter saa mild, at der ej kom Thele i Jorden.
  4. Harald Haardraades Saga Cap. 51, Snorre Cap. 36. Det er Flatøbogen, som istedetfor et Hundrede i Vaadmaal nævner 3Mark Sølv; dette slaar nogenlunde til, thi da 6 Alen regnedes = 1 Øre, blev et Hundrede (120 Alen) = 20 Ører; 3 Mk. er 24 Ører. Denne Priis er imidlertid, sammenlignet med de nuværende, saa overhaands stor, at man næsten skulde formode at en Fejl her har indsneget sig. Prisen for et Skippund Bygmeel overstiger nemlig for nærværende Tid ikke 11 Spdlr. Nu var maaskee hine Tiders Skippund noget større end vore, de indbefattede nemlig 346 Pd., medens et Skippund nu indeholder 320; Forskjellen er imidlertid ikke saa stor, at den, om end Dyrtiden tages i Betragtning, skulde kunne gjøre en Priis af 20 til 24 Sølvspecier for et Pund Bygmeel i en Tidsalder, da man ellers fik saa godt som det tidobbelte af hvad der nu faaes for een og samme Pengesum, paa nogen Maade rimelig.