Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/237

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
219
Thorfinn Jarl i Rom.

ald kan derfor neppe have haft nogen anden Henſigt end den, at erhverve hans Anbefaling til Erkebiſkoppen og Kejſeren. Denne fik han viſtnok ogſaa, ſiden det fortælles at Sven indbød ham til ſig i Aalborg og gjorde et herligt Gjeſtebud for ham. Ogſaa Kejſeren viſte ham megen Opmerkſomhed, ſkjenkede ham ſtore Gaver, og ſkaffede ham, ſom det heder, mange Heſte til hans Rejſe ſydefter. Paven, ſandſynligviis Leo den 9de, gav ham, ſom der fortælles, Abſolution for alle hans Synder, og har vel ogſaa bifaldt hans Anſøgning om Oprettelſen af en faſt Biſkopsſtol paa Orknøerne. Da han kom hjem til ſit Rige, aflagde han, ifølge Sagaens Fortælling, al Hærfærd, men lagde meeſt Vind paa Landets Styrelſe og Lovgivningen, oprettede Biſkopsſtolen ved ſin ſædvanlige Reſidens, Birgsaa i Birgishered paa Veſtkanten af Øen, og opførte her den prægtige Kriſtkirke[1]. Fuldt ſaa rolig, ſom Sagaen ſynes at antage hans ſidſte Levetid for at have været, var den dog ej, ſom vi i det følgende ville ſee.

Om Færøerne tie vore Oldſkrifter næſten ganſke for disſe Tiders Vedkommende. Vi erfare kun, at Leif Asſursſøn, der havde faaet den hele Øgruppe til Len af Magnus den gode, døde i en høj Alder, ſaa vel ſom hans Svigermoder Thora, endnu under Magnus’s Regjering; at hans Huſtru Thora Sigmundsdatter overlevede ham, og opholdt ſig hos Sønnen Sigmund Leifsſøn, der boede paa Suderø efter ſin Fader, og var en meget anſeet Mand[2]. Det ſandſynligſte er derfor, at Sigmund, har faaet Forleninger efter ſin Fader, og at han igjen er efterfulgt af ſin Søn Hafgrim[3]. Men ſaameget er viſt, at Færøerne ſiden Thrond i Gøtas Død aldrig forſøgte paa at løsrive ſig fra Norge. Hvorledes Øernes kirkelige Anliggender paa denne Tid forvaltedes, nævnes ingenſteds. Egen Biſkop fik de førſt ſenere, og der er ſtørſt Sandſynlighed for, at de imidlertid ſtundom beſøgtes af den Lydbiſkop, hvis Hverv det var at berejſe Gulathingslagen.

Hvad Syderøerne angaar, da er det allerede ovenfor omtalt at Thorfinn Jarl havde underkaſtet ſig dem, og at Kalf Arnesſøn idetmindſte til en Tid, var hans Statholder der. Det er for Reſten, ſom det nedenfor ſkal viſes, ikke uſandſynligt, at hans Herredømme over disſe Øer, iſær de ſydligere hvoriblandt Man, rokkedes ved den før omtalte fordrevne ſkotſke Kongeſøn Mælkolms Broder Donald Bane, der, ſom det fortælles, da Macbeth — følgelig ogſaa Thorfinn — fik Overhaand i Skotland,

  1. Se Orknøinga Saga S. 84 86.
  2. Færeyingaſaga, ſidſte Capitel.
  3. At Forleningen med, eller den kongelige Sysſel paa Færøerne holdt ſig paa en Maade arvelig eller gik fra Mand til Mand i Leifs Æt, ſynes ogſaa at kunne ſluttes deraf at Færeyingaſaga nævner Medlemmer af denne, der paa dens Affattelſestid vare Sysſelmænd paa Færøerne.