ald kan derfor neppe have haft nogen anden Hensigt end den, at erhverve hans Anbefaling til Erkebiskoppen og Kejseren. Denne fik han vistnok ogsaa, siden det fortælles at Sven indbød ham til sig i Aalborg og gjorde et herligt Gjestebud for ham. Ogsaa Kejseren viste ham megen Opmerksomhed, skjenkede ham store Gaver, og skaffede ham, som det heder, mange Heste til hans Rejse sydefter. Paven, sandsynligviis Leo den 9de, gav ham, som der fortælles, Absolution for alle hans Synder, og har vel ogsaa bifaldt hans Ansøgning om Oprettelsen af en fast Biskopsstol paa Orknøerne. Da han kom hjem til sit Rige, aflagde han, ifølge Sagaens Fortælling, al Hærfærd, men lagde meest Vind paa Landets Styrelse og Lovgivningen, oprettede Biskopsstolen ved sin sædvanlige Residens, Birgsaa i Birgishered paa Vestkanten af Øen, og opførte her den prægtige Kristkirke[1]. Fuldt saa rolig, som Sagaen synes at antage hans sidste Levetid for at have været, var den dog ej, som vi i det følgende ville see.
Om Færøerne tie vore Oldskrifter næsten ganske for disse Tiders Vedkommende. Vi erfare kun, at Leif Assurssøn, der havde faaet den hele Øgruppe til Len af Magnus den gode, døde i en høj Alder, saa vel som hans Svigermoder Thora, endnu under Magnus’s Regjering; at hans Hustru Thora Sigmundsdatter overlevede ham, og opholdt sig hos Sønnen Sigmund Leifssøn, der boede paa Suderø efter sin Fader, og var en meget anseet Mand[2]. Det sandsynligste er derfor, at Sigmund, har faaet Forleninger efter sin Fader, og at han igjen er efterfulgt af sin Søn Hafgrim[3]. Men saameget er vist, at Færøerne siden Thrond i Gøtas Død aldrig forsøgte paa at løsrive sig fra Norge. Hvorledes Øernes kirkelige Anliggender paa denne Tid forvaltedes, nævnes ingensteds. Egen Biskop fik de først senere, og der er størst Sandsynlighed for, at de imidlertid stundom besøgtes af den Lydbiskop, hvis Hverv det var at berejse Gulathingslagen.
Hvad Syderøerne angaar, da er det allerede ovenfor omtalt at Thorfinn Jarl havde underkastet sig dem, og at Kalf Arnessøn idetmindste til en Tid, var hans Statholder der. Det er for Resten, som det nedenfor skal vises, ikke usandsynligt, at hans Herredømme over disse Øer, især de sydligere hvoriblandt Man, rokkedes ved den før omtalte fordrevne skotske Kongesøn Mælkolms Broder Donald Bane, der, som det fortælles, da Macbeth — følgelig ogsaa Thorfinn — fik Overhaand i Skotland,
- ↑ Se Orknøinga Saga S. 84 86.
- ↑ Færeyingasaga, sidste Capitel.
- ↑ At Forleningen med, eller den kongelige Syssel paa Færøerne holdt sig paa en Maade arvelig eller gik fra Mand til Mand i Leifs Æt, synes ogsaa at kunne sluttes deraf at Færeyingasaga nævner Medlemmer af denne, der paa dens Affattelsestid vare Sysselmænd paa Færøerne.
