Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/236

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
218
Harald Haardraade.

ſkop, heller ikke undlod at gjøre ſit Herredømme over Skatlandene gjeldende, er hvad man af ham maatte vænte. Hvilken Reſpekt han indgød den ellers ſaa herſkeſyge Thorfinn Jarl, ſees bedſt deraf, at denne, ſaaſnart han erfoor Kong Magnus’s Død, ſendte Mænd til Kong Harald med det Budſkab, at han ønſkede at være hans Ven; og da Harald dertil gav et venligt Svar, ſtrax ſejlede afſted med to Tyveſesſer og over 120 Mand, for at gjøre Harald ſin Opvartning. Han traf ham paa Hørdeland, hvor han juſt opholdt ſig, fandt en venlig Modtagelſe, og fik ved Afrejſen gode Gaver[1]. Det ſtaar ikke udtrykkeligt, at Thorfinn tilſvor Harald Troſkabs-Ed, men det ſynes at ligge i Sagens Natur, og derhos at bekræftes af Mag. Adams før omtalte Udſagn, at Harald underkaſtede ſig Orknøerne, ſaa vel ſom af de ſenere Begivenheder. Thorfinn vilde dog vel neppe have fundet det ſaa nødvendigt at ſøge Haralds Venſkab, hvis han ikke havde anſeet det raadeligſt at ſikkre ſig fra den Kant, for deſto mere ubehindret at være rede til at møde et Uvejr, der truede hans og hans Frænde Kong Macbeths Magt fra den af Macbeth fældede Kong Duncans Søn Mælkolm, der havde taget ſin Tilflugt til ſine Lensbeſiddelſer i Cumberland, og havde en mægtig Beſkytter i ſin Frænde, den før omtalte Sigurd Jarl af Huntingdon, Sven Ulfsſøns Syſkendebarn, der ogſaa blev Jarl i Northumberland, og ſaaledes var rede til, ved førſte Lejlighed at gjøre et Indfald i Skotland, hvad der ogſaa faa Aar derefter ſkede. Da Thorfinn Jarl forlod Norge, drog han ej tilbage til Orknø, men tiltraadte den nys omtalte Rejſe til Rom, paa hvilken han efter Sagaens udtrykkelige Beretning beſøgte Kong Sven i Danmark og Kejſer Henrik i Saxland, og ſandſynligviis ogſaa havde en Sammenkomſt med Erkebiſkop Adalbert, for at aftale det nødvendige om Oprettelſen af en faſt Biſkopsſtol paa Orknø. Hans Beſøg hos Sven ſaa ſtrax efter at han havde hyldet Kong Har-

  1. Dette kunde ikke ſkee for 1049, efterſom Thorfinn neppe før ved Vintrens Begyndelſe 1047 fik Bud om Magnus den godes Død, derpaa ſendte Bud til Harald, og oppebiede hans Svar, ſaa at han, om han ſtrax efter var rejſt ud, maatte have tiltraadt Rejſen ved Vintertide. Der er endog al Sandſynlighed for, at han ikke tiltraadte Rejſen førend i 1048 eller 1049, og at han var i Rom ved Paaſketid 1050, da Paven juſt holdt en Synode (Herm. Contr.), ſiden det heder at han traf Paven og fik Abſolution af ham; thi da Klemens II. var død i Oktober 1047, og hans Eftermand Damaſus II kun var Pave i 22 Dage (fra 17 Juli til 8 Auguſt 1048), ſynes det, ſom om den Pave, Thorſtein traf, maa have været Leo IX, der førſt tiltraadte Pavedømmet i 1019; hertil kommer, at Marianus Scotus for Aaret 1050 udtrykkelig har de merkelige Ord: „Skotlands Konge Macbeth uddeelte Penge til de Fattige i Rom ved at udſtrø dem“ (seminando). Dette tyder paa at Macbeth ſelv var i Rom, og i ſaa Fald er intet rimeligere end at han og hans Frænde ſamt Allierede Thorfinn vare der tilſammen; og hvis Macbeth ſendte Pengene ved en anden, er heller intet rimeligere end at Thorfinn var Overbringeren.