Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/235

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
217
Biſkopsſtol paa Orknøerne.

rette en Biſkopsſtol ved ſin Reſidens Birgsaa paa Roſsø: ſaa ligger den Slutning temmelig nær, at Thorfinn ſelv har været den, der overbragte Adalbert ſine Underſaatters Ønſker. Denne Slutning bliver til Vished, naar vi hermed ſammenholde, hvad Mag. Adam paa et andet Sted fortæller, nemlig at Adalbert, uagtet Orknøerne forhen ſtode tinder Englands eller Skotlands Biſkopper, dog „paa Pavens Bud“ indviede en vis Thorolf, om hvis Herkomſt og Fædreneland forreſten intet vides, til Biſkop i hiint ſelvſamme Birgsaa, hvor Thorfinn havde ſtiftet Biſpeſtolen[1]. Thorolf blev, ſom det lader, ſenere hen fortrengt af en Rodulf, der var indviet af Erkebiſkoppen i York[2]; der er ellers al Sandſynlighed for, at han er den ſamme Thorolf, der nævnes ſom Aasgauts nærmeſte Efterfølger i Oslo[3]. Men hverken Thorolf eller Rodulf regnes i Biſkopsfortegnelſerne eller af den ſenere orknøiſke Gejſtlighed blandt Biſkoppernes Tal[4]. Deres Indvielſe til Orknøernes Biſkopsſtol maa derfor have været betragtet ſom mangelagtig. Aarſagen hertil er maaſkee iſær den, at den orknøiſke Kirke ſenere betragtedes ſom en Deel af den norſke, og derfor hverken erkjendte den bremiſke eller den yorkſke Erkebiſkops Højhed, hvortil ogſaa kom, at den førſte Biſkop paa Orknø, der betragtedes ſom retmæsſigt indviet, levede ſaa længe, at Oprettelſen af en uafhængig norſk Erkeſtol indtraf under hans Embedstid[5].

17. Haralds Forhold til Skatlandene og Island.


At Harald, der med ſaadan Strenghed og Beſtemthed hævdede Kronens Rettigheder lige overfor de mægtige i Landet og den bremiſke Erkebi-

  1. Mag. Adam IV. 34, jvfr. III. 70. Paa førſtnævnte Sted ſiges der, at Thorolf indviedes in civitatem Blasconam, hvilket, ſammenholdt med Orkn. Saga S. 84, tydelig viſer ſig at vare en enten ved falſk Lydopfatning eller Afſkriverfejl opſtaaet Fordrejelſe af „Birgsanam“ d. e. Birgsá eller Staðr í Birgisheraði, det nuværende Birsa paa Nordveſtkanten af Roſsø, hvor der endnu findes Ruiner af den gamle Kirke eller Thorfinns Chriſtkirke. At han virkelig havde til Henſigt at oprette en faſt Biſkopsſtol her, ſees endog af Benævnelſen „Chriſtkirken“, der ikke anvendes uden om de biſkoppelige Kathedralkirker.
  2. Se herom Stubbs Acta Pontif. Eborac. hos Twysden, S. 1709. I de bartholinſke Annaler hos Langebek, Scr. rer. Dan. I. 338, henføres Rodulfs Indvielſe, uviſt med hvad Hjemmel, til 1085. En tidligere ſaakaldet Biſkop af Orknø var Henrik, Kong Knut den mægtiges Kapellan og Skatmeſter, der ſiden blev Biſkop i Lund, og der drak ſig ihjel (Mag. Adam. IV. 8).
  3. Se Norſk Tidsſkrift V. 33, 44.
  4. Dette ſees ſaa vel af Biſperækken i Norſk Tidsſkrift V. 42, 41, ſom af Orkn. Saga S. 136, Annalerne ved 1168, og iſær af Indſkriften paa Blypladen i Biſkop Viljams Grav, hvor han kaldes primus episcopus.
  5. Maaſkee ogſaa den Omſtændighed, at Orknø førſt paa Viljams Tid fik ſin egen Nationalhelgen i St. Magnus, og at Biſpeſtolen da flyttedes til Kirkevaag.