Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/234

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
216
Harald Haardraade.

delig Tjeneste af dem, og sagde at de deels vare bansatte, deels havde begivet sig til Landet uden hans Tilladelse. Disse Biskopper vare sandsynligviis en vis Henrik, der opholdt sig paa Island to Aar efter Bernhard eller samtidigt med ham, og fem andre, der, som det siges, udgave sig for at være Biskopper, af hvilke to efter Navnene at dømme vare tydske, de tre derimod udtrykkeligt siges at have været armeniske, hvilket ogsaa deres Navne bekræfter: sandsynligviis have de fundet Vejen til Island over Grækenland, Rusland og Norge[1]. Om Bernhard, der tilbragte mange Aar paa Øen samtidigt med Isleif, kan man neppe tro, at ogsaa han var ham til Hinder: snarere maa man formode, at han med hans Samtykke virkede som Hjelpebiskop for Nordlandet. Isleif beklædte med Ære sit Biskops-Embede indtil sin Død, 5te Juli 1080. Fra hans Tid og lige til vore Dage har Island havt faste Biskopper.

Ogsaa over Orknøerne, Norges Skatland, søgte Adalbert at virkeliggjøre det kirkelige Supremati, som ved tidligere Pavebuller var hjemlet den hamburg-bremiske Erkestol. Men paa Orknøerne var Christendommen indført ved irsk-skotske Missionærer (Paper) ældre end det norske Herredømme, og den irske eller skotske Kirkes Fordringer maatte her komme i Strid saavel med den engelskes, som med den bremiskes. Især gjorde Erkebiskoppen af York Paastand paa Overhøjheden over Skotland med de nærliggende Øer, hvoriblandt ogsaa Orknøerne udtrykkeligt nævnes. Dette Supremati maatte være Thorfinn Jarl, hvis Magt, som vi nedenfor ville see, netop truedes fra Northumberland, lige saa modbydeligt, som det bremiske maatte være for Harald i Norge. Naar vi nu læse hos Mag. Adam af Bremen, at Orknøingerne sendte Bud til Adalbert for at udbede sig Lærere af ham[2], og vi tillige af vore egne Sagaer erfare, at Thorfinn Jarl i de første Aar af Haralds Regjeringstid, eller omkring 1048, 1049 eller 1050[3], gjorde en Rejse til Rom, for at faa Absolution af Paven, paa hvilken Rejse han besøgte saa vel Kong Sven i Aalborg, som Kejser Henrik i Saxland, og efter sin Hjemkomst lod bygge en Christkirke og op-

  1. Se Islendingabok Cap. 8, Hungrvaka Cap. 3. Henrik maa saaledes have opholdt sig paa Island mellem 1071 og 1073, hvis han ellers ikke var samtidig med Bernhard. De fem sidst omtalte Biskopper vare Arnulf og Godskalk, hvis Navn vidne om deres tydske Herkomst; Peter, Abraham og Stefan, hvis Navne, fornemmelig Abrahams, virkelig synes at vise at Are frodes Benævnelse „ermskir“ betegner „armeniske“ eller i det mindste monofysitiske fra Orienten.
  2. Dette staar baade i III. 23 og III. 70, og næsten med samme Ord: inter quos (aquilonis populos) extremi venerant Islani, Gronlani et Orchadum legati, petentes ut prædicatorcs illuc dirigeret, quod et fecit.
  3. Se herom strax nedenfor S. 218.