Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/234

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
216
Harald Haardraade.

delig Tjeneſte af dem, og ſagde at de deels vare banſatte, deels havde begivet ſig til Landet uden hans Tilladelſe. Disſe Biſkopper vare ſandſynligviis en vis Henrik, der opholdt ſig paa Island to Aar efter Bernhard eller ſamtidigt med ham, og fem andre, der, ſom det ſiges, udgave ſig for at være Biſkopper, af hvilke to efter Navnene at dømme vare tydſke, de tre derimod udtrykkeligt ſiges at have været armeniſke, hvilket ogſaa deres Navne bekræfter: ſandſynligviis have de fundet Vejen til Island over Grækenland, Rusland og Norge[1]. Om Bernhard, der tilbragte mange Aar paa Øen ſamtidigt med Isleif, kan man neppe tro, at ogſaa han var ham til Hinder: ſnarere maa man formode, at han med hans Samtykke virkede ſom Hjelpebiſkop for Nordlandet. Isleif beklædte med Ære ſit Biſkops-Embede indtil ſin Død, 5te Juli 1080. Fra hans Tid og lige til vore Dage har Island havt faſte Biſkopper.

Ogſaa over Orknøerne, Norges Skatland, ſøgte Adalbert at virkeliggjøre det kirkelige Supremati, ſom ved tidligere Pavebuller var hjemlet den hamburg-bremiſke Erkeſtol. Men paa Orknøerne var Chriſtendommen indført ved irſk-ſkotſke Misſionærer (Paper) ældre end det norſke Herredømme, og den irſke eller ſkotſke Kirkes Fordringer maatte her komme i Strid ſaavel med den engelſkes, ſom med den bremiſkes. Iſær gjorde Erkebiſkoppen af York Paaſtand paa Overhøjheden over Skotland med de nærliggende Øer, hvoriblandt ogſaa Orknøerne udtrykkeligt nævnes. Dette Supremati maatte være Thorfinn Jarl, hvis Magt, ſom vi nedenfor ville ſee, netop truedes fra Northumberland, lige ſaa modbydeligt, ſom det bremiſke maatte være for Harald i Norge. Naar vi nu læſe hos Mag. Adam af Bremen, at Orknøingerne ſendte Bud til Adalbert for at udbede ſig Lærere af ham[2], og vi tillige af vore egne Sagaer erfare, at Thorfinn Jarl i de førſte Aar af Haralds Regjeringstid, eller omkring 1048, 1049 eller 1050[3], gjorde en Rejſe til Rom, for at faa Abſolution af Paven, paa hvilken Rejſe han beſøgte ſaa vel Kong Sven i Aalborg, ſom Kejſer Henrik i Saxland, og efter ſin Hjemkomſt lod bygge en Chriſtkirke og op-

  1. Se Islendingabok Cap. 8, Hungrvaka Cap. 3. Henrik maa ſaaledes have opholdt ſig paa Island mellem 1071 og 1073, hvis han ellers ikke var ſamtidig med Bernhard. De fem ſidſt omtalte Biſkopper vare Arnulf og Godſkalk, hvis Navn vidne om deres tydſke Herkomſt; Peter, Abraham og Stefan, hvis Navne, fornemmelig Abrahams, virkelig ſynes at viſe at Are frodes Benævnelſe „ermskir“ betegner „armeniſke“ eller i det mindſte monofyſitiſke fra Orienten.
  2. Dette ſtaar baade i III. 23 og III. 70, og næſten med ſamme Ord: inter quos (aquilonis populos) extremi venerant Islani, Gronlani et Orchadum legati, petentes ut prædicatorcs illuc dirigeret, quod et fecit.
  3. Se herom ſtrax nedenfor S. 218.