Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/233

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
215
Isleif Gisſursſøn Biſkop paa Island.

Efter at have tilbragt den følgende Vinter i Norge, begav han ſig hjem til Island, hvor lign tog ſit Sæde paa ſin Fædrenegaard Skaalholt. Her oprettede han en Art af Skole eller Preſte-Seminarium, thi, ſom Are frode ſiger, da Høvdinger og gode Mænd ſaa, at Isleif var meget dueligere end de øvrige Gejſtlige, der kom til Landet, ſendte mange ham ſine Sønner til Oplærelſe og lode dem indvie til Preſter. Dog, ſiges det paa et andet Sted, havde Isleif meget at kæmpe med formedelſt Folkets Ulydighed, Vantro og Uſædelighed, der endog gik ſaa vidt, at Lovſigemanden ſelv var gift med Moder og Datter;nogle gave ſig paa Vikingetog eller toge ſig andre ſlette Ting til; derhos tom der andre Biſkopper, ſom i mange Stykker vare meget mildere end han, hvorfor de bleve venneſæle blandt alle de onde Mænd, ſaa at Adalbert omſider blev nødt til at ſende et Brev ud til Island, hvori han forbød alle og enhver at modtage nogen aan-

    contractus ved d. A., Pertz VII. S. 132); til Adalbert maa han være kommen tilbage omtrent ved Midſommerstider, og har da opholdt ſig hos ham i eet eller to Aar, indtil han modtog Indvielſen. Men om dette ſkede 1055 eller 1056, er Spørgsmaalet. I Tillægget til Landnamsbogen ſiges, at den førſte Vinter, Isleif efter ſin Tilbagekomſt tilbragte paa Island, var der megen Dødelighed formedelſt den Sult, det med hans Indvielſe ſamtidige Uaar havde frembragt. At Isleif virkelig var paa Island Vintren efter Uaaret, ſees af hvad der udtrykkeligt fortælles om hans Forſlag om Julefaſten. (Se nedf. S. 220). Da vi nu tillige have ſeet, at Uaaret indtraf i 1056, bliver altſaa den førſte Vinter derefter 1056—1057. Men nu læſe vi hos Are frode, at Isleif ikke rejſte til Island den næſte Vinter efter at han blev indviet, men at han tilbragte den i Norge. Dette bliver følgelig Vintren 1055—1056; Isleifs Indvielſe falder følgelig ved Pints 1055, og Skardsaabogens Udſagn om at Uaaret var ſamtidigt med hans Indvielſe, bliver kun at anſee ſom mindre nøjagtigt, eller ſom om man derved kun har villet betegne, at Uaaret indtraf førend Isleif endnu var kommen hjem. Hertil kommer end videre, at de forſkjellige Haandſkrifter af Hungrvaka vakle mellem Tallet 21 og 25 i Angivelſen af, hvor mange Vintre den om Sommeren 1080 afdøde Isleif var Biſkop, øjenſynligt fordi nogle regne de fulde Vintre efter Indvielſen, hvorved Vintren 1055—1056 bliver den førſte, 1079—1080 den 25de; andre derimod, hvoriblandt itide, kun de Vintre, han fungerede ſom Biſkop paa Island, hvorved 1056—57 bliver den førſte, 1080 den 24de. Heller ikke er det ſandſynligt, at Isleif ſkulde have tilbragt ſaa lang Tid ſom halvtredie Aar (1053—56) hos Adalbert. Men hvad der iſær ſynes at gjøre Udſlaget, er Hungrvakas Udſagn, at den Pintſedag, paa hvilken Isleif ordineredes, var fire Nætter før St. Columbæ Mesſe. Denne er nemlig den 9de Juni, og regnes af vore Forfædre at begynde Natten mellem 8de og 9de, og fjerde Nat før denne er Natten mellem 4de og 5te Juni; Indvielſesdagen bliver ſaaledes den 4de Juni, og paa denne Dag falder juſt Pintſedagen 1055, medens derimod Pintſedag 1056 falder paa 26de Mai, 13 Nætter tidligere, og ſom derhos er St. Auguſtin af Canterburys Dag, efter hvilken den i ſaa Fald vilde være bleven benævnt. Man tør vel ſaaledes antage for viſt, at Isleif indviedes 4de Juni 1055.