Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/23

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
5
Magnus’s Fordring paa England.

endog, ſom vi have ſeet, et Fiendſkab, der nødte hiin til at fjerne ſig fra Hoffet, maaſkee endog fra Landet, hvor ærbødigt endog Magnus ſelv ſynes at have behandlet hende og hendes Datter, hans Halvſyſter Ulfhild. Derimod var Anund nær beſlægtet med Magnus’s Fiende, Sven Ulfsſøn, der næſten lige ſiden ſin Faders Drab havde opholdt ſig hos ham, og nu betragtede ſig ſom arveberettiget til Danmark. At Sven ikke undlod efter Evne at puſte til Anunds Skinſyge, og ſaa meget ſom muligt at ophidſe ham mod Magnus, kan man, at ſlutte fra hvad der ſiden ſandt Sted, anſee for afgjort.

Ved Forliget i Brennøerne var en fuldkommen Arvepagt bleven oprettet mellem Hardeknut og Magnus. Den længſt levende ſkulde efterfølge den anden i alle hans Beſiddelſer og Fordringer, og Magnus var ſaaledes ved Hardeknuts Død Arving ej alene til Danmark, men til det veie daværende Danevælde, det vil ſige ogſaa til England, ſom Hardeknut med fuld Ret beherſkede, da han døde. Englænderne havde imidlertid taget Hardeknuts ældre Halvbroder Edward, kaldet Confesſor, Ædhelreds og Emmas Søn, til deres Konge: han var en Ætling af deres forrige wesſexiſke Kongehuus, og de lagde derved tydeligt nok deres Henſigt for Dagen, at løsrive ſig fra Danevældet. Magnus lod dog ikke ſin Fordring paa Englands Trone gaa upaatalt hen, men ſendte — det ſiges ikke udtrykkeligt naar, men det maa efter al Sandſynlighed have været kort efter Regjeringstiltrædelſen i Danmark[1] — et Geſandtſkab til Edward med Brev, hvori han opfordrede denne til at vige for ham ſom Hardeknuts rette Arving, og afſtaa ham Riget, eller i modſat Fald forſøge Vaabenlykken. Edward lod

  1. Tiden, naar dette ſkede, er ſaa meget vanſkeligere at beſtemme, ſom Sagaerne ſelv omtale den ved forſkjellige Tidspunkter. Fagrſkinna, (Cap. 134—136) nævner den ſtrax efter Magnus’s Tronbeſtigelſe i Danmark. Magnus den godes Saga Cap. 42 omtaler den ſtrax efter Slaget ved Helganes, ligeſaa Snorre, Cap. 38, 39. Alle tre lade Edward i Brevet omtale ſin Kroning, der førſt fandt Sted Paaſkedag 1013; dette ſynes at viſe, at Forhandlingerne førſt ſenere foregik. Men i Chronologien af Magnus’s hele Regjering er der en ſtor Uorden og flere Modſigelſer; at en enkelt Begivenhed, ſom den her omhandlede, af nogle henføres til et, af andre til et andet Diar, er derfor ej at undres over, og til at beſtemme naar den fandt Sted, har man neppe anden Ledetraad at følge, end Erkjendelſen af, hvad der ſynes rimeligſt. Og det rimeligſte er, at Magnus ſøgte at gjøre ſine Fordringer gjeldende ſaa nær efter Arvetiltrædelſen ſom muligt. Det behøver dog ikke derfor at have fundet Sted ſtrax i 1042, da det vel altid tog nogen Tid, inden Magnus var bleven hyldet i Danmark og havde befatter ſit Herredømme der;Brevet er derfor neppe blevet afſendt førend i 1043. Dette beſtyrkes ogſaa af de engelſke Annalers Angivelſer, ret forklarede, ſe nedf. S. 8.
     Da vi her allerede ere komne ind paa at tale om Tidsregningen for Magnus’s Regjering, er det belejligt, med det ſamme at gjøre Rede for de Grunde, hvorpaa den af os i det følgende opſtillede Tidsregning er bygget.
     Den ſtørre Magnus den godes Saga i Hrokkinſkinna lader Magnus allerede