Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/22

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
4
Magnus den gode.

hvortil Magnet Fader, Kong Olaf, havde udſtrakt det[1]. Mod Syd og Sydoſt dannede Gaut-Elven Grændſen, og ſom det ſydligſte Grændſepunkt opgives endog et Sted, kaldet Glaumſtein, der, hvis det ej er Navnet paa et Fjeld, enten paa Øen Hiſingen eller lige overfor, eller og paa et Skjer i den ſydlige Munding af Gaut-Elven, maa være Glomſteen i Nord-Halland; Spørgsmaalet, hvor vidt den nordenfor Glomſteen liggende Deel af Halland tilhørte Norge eller ej, var dog mindre vigtigt, efterat Magnus ogſaa var bleven Danmarks Konge[2]. Mod Øſt begrændſedes Norge af Eidſkogen, og derefter af Fjeldene, der adſkille Dalarne, Herjedalen og Jemteland fra Øſterdalen og Throndhjem. Nordenfor begyndte Finmarken,der betragtedes ſom Norges Skatland, og fem Yderpunkterne mod Nord nævnes deels Vegeſtav eller Ægeſtav paa den indre Nordſide af det hvide Hav, deels Forbjerget Naanes, der rimeligviis er at ſøge etſteds i Nærheden. I Veſterhavet havde Færøerne ganſke, og Orknøerne idetmindſte forſaavidt ſom de beherſkedes af Ragnvald Bruſesføn, erkjendt Magnus’s Højhed; den anden Jarl, Thorfinn, havde vel endnu ikke underkaſtet ſig, men hans Deel af Øerne var dog ligefuldt et norſkt Skatland, over hvilket Magnus med Rette betragtede ſig ſom den egentlige Overherre, og det ſamme kunde vel ogſaa ſiges om Sydrøerne, der nu beherſkedes af Thorfinn. Mod Veſten naaede ſaaledes Magnus’s Herredømme lige til det ſaakaldte Englandshav, om ej til Angelsø-Sund, der ſædvanligviis nævnes ſom Norges yderſte Grændſepunkt mod Veſten i de Tider. Da nu Magnus derhos, ſom Konge af Danmark, beherſkede alle de ſkjønne og frugtbare Lande lige fra Halland og Finveden til Ejderen, ej at tale om hans Fordringer paa de vendiſke Beſiddelſer, eller Diſtriktet Jom, der havde tilhørt de forrige Danekonger, er det tydeligt nok, at han ej alene var Nordens mægtigſte Konge, men ogſaa en af ſin Tids mægtigſte Konger i Europa, hvis Venſkab det maatte være Nabofyrſterne ligeſaa ønſkeligt at erhverve, ſom hans Fiendſkab maatte være at frygte. At hans forøgede Magt neppe kunde være Kong Anund i Sverige velkommen, hvor ſtort Venſkab der end havde været mellem denne og hans Fader ſynes næſten at ligge i Sagens Natur, og det bekræftes ogſaa derved at Anund, ſom det ſnart vil ſees, ſkjenkede Magnus’s Fiender et ſikkert Tilflugtsſted og Underſtøttelſe. Mellem Anund og Magnus var der heller ikke noget Svogerſkab eller Frændſkab, ſom det havde været mellem ham og Olaf. Magnus var kun en Stifſøn af Anunds Syſter Aaſtrid, og mellem hans rette Moder Alfhild og denne herſkede der

  1. Dette ſiges udtrykkeligt i Fagrſkinna Cap. 125.
  2. Glaumſtein, Naanes, Eidaſkog og Angelsø-Sund nævnes i den legnd. Olafsſaga Cap. 10 ſom Grændſerne for Olafs Rige. Muligt er det dog, at Forf. her nærmeſt har Forholdene under Magnus Barfod for Sira Han herjede det nordlige Halland, og underkaſtede ſig Sydrøerne m. m., ſe nedenfor.