Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/21

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
3
Anſeede Mænd i Norge.

Død, havde faaet et fuldkomment Omſving med Henſyn til Danevældet og det nationale norſke Kongedømme. Paa Oplandene levede flere Ætlinger af Haakon Jarl, navnlig den mægtige Orm Eilifsſøn, ſom enten allerede ved denne Tid var Jarl, eller kort efter fik Jarletitlen[1], men Einar var ſelv gift med Haakon Jarls Datter, Bergljot, og da de ſaaledes vare i det nærmeſte Svogerſkab med ham, bidrog denne Omſtændighed ſnarere til at ſtyrke, end til at ſvække Kongens Magt. Oplandene var desuden Hovedſædet for Kong Magnus’s egne mægtige Frænder: der levede Ketil Kalf paa Ringenes, gift med hans Faders Halvſyſter Gunnhild; i Gudbrandsdalen levede den mægtige Thord paa Steig, gift med Dronning Aaſtas Syſter Isrid. I Viken og paa Agder levede Slægtninger af Kong Olaf Tryggvesſøn. I det mindſte var, ſom der fortælles, dennes Morbroder, Thorkell Dyrdill, endnu i Live[2]. Til de mægtigſte Ætter i Viken hørte iſær den vettalandſke, der alene ſkyldte Olaf ſin Forfremmelſe, og derfor ſelv havde den ſtørſte Interesſe af at være hans Søn tro. Brynjulf, der allerførſt forlenedes med Vettaland, var paa denne Tid maaſkee allerede død, men hans Søn Halldor var i ſin kraftigſte Alder, og bidrog viſt ikke lidet til at værne om Kongens Autoritet i den Deel af Landet. Der er ſaaledes al Anledning til at antage, at Magnus’s Herredømme over Norge var mere befeſtet og almindeligere anerkjendt, end nogen Konges ſiden Harald Haarfagres og Haakon den godes Dage, og at Einar næſt Rangen ſelv var den indflydelſesrigeſte Mand i Landet.

Ved Kongens Side ſtod ligeledes endnu hans Faders og hans egen prøvede Ven og redelige Raadgiver, Sighvat Skald. Om han overlevede Magnus, eller døde for ham, vides ikke, da hans Dødsaar ingenſteds nøjagtigt angives, men viſt er det dog, at han ikke døde førend i det mindſte nogle Aar efter at Magnus var bleven Danmarks Konge, og det ſandſynligſte er derfor, at han overlevede ham. Hvilken velgjørende Indflydelſe Sighvats frimodige Advarſel og viſe Raad havde paa Magnus, da han gav ſin Hevnlyſt alt for megen Luft og var paa gode Veje til at blive en Tyran, have vi allerede ſeet. Der er neppe nogen Tvivl om, ligeſom der heller ikke mangler Antydninger til, at denne Indflydelſe vedblev ſaa længe de begge levede.

Det norſke Riges Grændſer vare paa denne Tid de ſamme, ſom de,

  1. Han kaldes Jarl allerede kort efter Kong Haralds Tronbeſtigelſe, ſe nedf. Om hans Slægtſkabsforhold ſe ovf. I. 2. S. 662.
  2. Magn. d. g. S., Cap. 43 meddeler en Hiſtorie om Thorkell Dyrdill og Magnus, der rigtignok er noget mistænkelig, men af det ovenfor I. 2. S. 235 omtalte Kvad Rekſtefja ſees dog temmelig tydeligt at Thorſtein levede paa dets Forfatter Hallarſteins Tid, eller omtr. 1049—50.