Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/21

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
3
Anseede Mænd i Norge.

Død, havde faaet et fuldkomment Omsving med Hensyn til Danevældet og det nationale norske Kongedømme. Paa Oplandene levede flere Ætlinger af Haakon Jarl, navnlig den mægtige Orm Eilifssøn, som enten allerede ved denne Tid var Jarl, eller kort efter fik Jarletitlen[1], men Einar var selv gift med Haakon Jarls Datter, Bergljot, og da de saaledes vare i det nærmeste Svogerskab med ham, bidrog denne Omstændighed snarere til at styrke, end til at svække Kongens Magt. Oplandene var desuden Hovedsædet for Kong Magnus’s egne mægtige Frænder: der levede Ketil Kalf paa Ringenes, gift med hans Faders Halvsyster Gunnhild; i Gudbrandsdalen levede den mægtige Thord paa Steig, gift med Dronning Aastas Syster Isrid. I Viken og paa Agder levede Slægtninger af Kong Olaf Tryggvessøn. I det mindste var, som der fortælles, dennes Morbroder, Thorkell Dyrdill, endnu i Live[2]. Til de mægtigste Ætter i Viken hørte især den vettalandske, der alene skyldte Olaf sin Forfremmelse, og derfor selv havde den største Interesse af at være hans Søn tro. Brynjulf, der allerførst forlenedes med Vettaland, var paa denne Tid maaskee allerede død, men hans Søn Halldor var i sin kraftigste Alder, og bidrog vist ikke lidet til at værne om Kongens Autoritet i den Deel af Landet. Der er saaledes al Anledning til at antage, at Magnus’s Herredømme over Norge var mere befestet og almindeligere anerkjendt, end nogen Konges siden Harald Haarfagres og Haakon den godes Dage, og at Einar næst Rangen selv var den indflydelsesrigeste Mand i Landet.

Ved Kongens Side stod ligeledes endnu hans Faders og hans egen prøvede Ven og redelige Raadgiver, Sighvat Skald. Om han overlevede Magnus, eller døde for ham, vides ikke, da hans Dødsaar ingensteds nøjagtigt angives, men vist er det dog, at han ikke døde førend i det mindste nogle Aar efter at Magnus var bleven Danmarks Konge, og det sandsynligste er derfor, at han overlevede ham. Hvilken velgjørende Indflydelse Sighvats frimodige Advarsel og vise Raad havde paa Magnus, da han gav sin Hevnlyst alt for megen Luft og var paa gode Veje til at blive en Tyran, have vi allerede seet. Der er neppe nogen Tvivl om, ligesom der heller ikke mangler Antydninger til, at denne Indflydelse vedblev saa længe de begge levede.

Det norske Riges Grændser vare paa denne Tid de samme, som de,

  1. Han kaldes Jarl allerede kort efter Kong Haralds Tronbestigelse, se nedf. Om hans Slægtskabsforhold se ovf. I. 2. S. 662.
  2. Magn. d. g. S., Cap. 43 meddeler en Historie om Thorkell Dyrdill og Magnus, der rigtignok er noget mistænkelig, men af det ovenfor I. 2. S. 235 omtalte Kvad Rekstefja sees dog temmelig tydeligt at Thorstein levede paa dets Forfatter Hallarsteins Tid, eller omtr. 1049—50.