Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/20

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
2
Magnus den gode.

at kjende. Thi det var da at befrygte, at dens Overhoved vilde anſee ſig nærmere berettiget til at repræſentere Landets Nationalhelgen, end Kongen ſelv, og de Stridigheder, ſom deraf nødvendigviis vilde opſtaa mellem Konge og Geiſtlighed, kunde have farlige Følger, ikke mindre for de relgiøſe Forhold ſelv end for Landets Fremgang i indre Velvære og ydre Anſeelſe. Vi ville i det Følgende komme til at ſee, hvorledes ſaadanne Stridigheder ej alene udbrød, men ogſaa havde ſaadanne Følger. Men inden dette ſkede, hengik dog en rum Tid, i hvilken Norge under en i verdslig Henſeende maadeholden, kun i ſit rette aandelige Kald nidkjær Geiſtlighed, og under kraftige Konger, arbejdede ſig op til en, i Forhold til Tidsalderen og de ydre Omſtændigheder, ſjelden Højde af Velſtand og Magt.

Da Magnus den gode beſteg Danmarks Trone, var han endnu ganſke ung. Han havde nys forud, om Vaaren, fyldt ſit 18de Aar[1]. Men han havde den ſamme Modenhed forud for ſin Alder, der var egen for de fleſte Konger af hans Æt, af hvilke ſaa mange udførte ſtore Bedrifter, men forholdsviis kun faa naaede Oldingsalderen; og ved hans Side ſtod den erfarne og ham oprigtigt hengivne Einar Thambarſkelve, der, om han end maaſkee under Uenigheden med Venderne forſigtigt traadte noget tilbage, dog i det mindſte efter hine Stridigheders Bilæggelſe og efter at Magnus havde beſteget Danmarks Trone, var hans fornemſte Raadgiver. Af Norges øvrige Stormænd nævnes ingen under Magnus’s hele Regjering ſom fremtrædende eller ſpillende nogen Rolle. Arnmødlingeætten var aabenbart bleven ſvækket ved Kalfs Fordrivelſe; ogſaa Finn opholdt ſig maaſkee udenlands, og Thorberg og Arne ſynes at have ſiddet ſtille hjemme paa deres Gaarde. Thore Hund havde forladt Landet i Samvittighedsnag[2], og var paa denne Tid maaſkee død; hans Søn Sigurd omtales ikke ſynderligt, og kan derfor neppe have gjort ſig ſynderligt gjeldende. Haarek af Thjøttø var, ſom ovenfor berettet, dræbt af Aasmund Grankellsſøn. De Fejder, der ifølge Sagaens Beretning ſkulle have herſket mellem ham og Haareks Sønner, kunne neppe endnu paa denne Tid have været komne til Udbrud; og om de end vare udbrudte, maatte de alene tjene til at ſvække begge Parters Magt[3]. Erling Skjalgsſøns Sønner maa have fundet det raadeligſt at holde ſig ſtille og ydmyge ſig for Kongen, da deres fornemſte Støtte, Kong Knut, ej længer var i Live, da Einar Thambarſkjelve, Hovedrepræſentanten for Haakon Jarls Æt, med hvilken Aaslak Erlingsſøn ved ſit Giftermaal med Gunnhild Sveinsdatter var beſvogret, nu var Kongens bedſte Ven, og da Folkeopinionen nu, efter Olafs

  1. Han var fød Vaaren 1024, ſe ovf. I. 2. S. 666.
  2. Se ovf. I. 2. S. 827.
  3. Se ovf. I. 2. S. 848, 849.