at kjende. Thi det var da at befrygte, at dens Overhoved vilde ansee sig nærmere berettiget til at repræsentere Landets Nationalhelgen, end Kongen selv, og de Stridigheder, som deraf nødvendigviis vilde opstaa mellem Konge og Geistlighed, kunde have farlige Følger, ikke mindre for de relgiøse Forhold selv end for Landets Fremgang i indre Velvære og ydre Anseelse. Vi ville i det Følgende komme til at see, hvorledes saadanne Stridigheder ej alene udbrød, men ogsaa havde saadanne Følger. Men inden dette skede, hengik dog en rum Tid, i hvilken Norge under en i verdslig Henseende maadeholden, kun i sit rette aandelige Kald nidkjær Geistlighed, og under kraftige Konger, arbejdede sig op til en, i Forhold til Tidsalderen og de ydre Omstændigheder, sjelden Højde af Velstand og Magt.
Da Magnus den gode besteg Danmarks Trone, var han endnu ganske ung. Han havde nys forud, om Vaaren, fyldt sit 18de Aar[1]. Men han havde den samme Modenhed forud for sin Alder, der var egen for de fleste Konger af hans Æt, af hvilke saa mange udførte store Bedrifter, men forholdsviis kun faa naaede Oldingsalderen; og ved hans Side stod den erfarne og ham oprigtigt hengivne Einar Thambarskelve, der, om han end maaskee under Uenigheden med Venderne forsigtigt traadte noget tilbage, dog i det mindste efter hine Stridigheders Bilæggelse og efter at Magnus havde besteget Danmarks Trone, var hans fornemste Raadgiver. Af Norges øvrige Stormænd nævnes ingen under Magnus’s hele Regjering som fremtrædende eller spillende nogen Rolle. Arnmødlingeætten var aabenbart bleven svækket ved Kalfs Fordrivelse; ogsaa Finn opholdt sig maaskee udenlands, og Thorberg og Arne synes at have siddet stille hjemme paa deres Gaarde. Thore Hund havde forladt Landet i Samvittighedsnag[2], og var paa denne Tid maaskee død; hans Søn Sigurd omtales ikke synderligt, og kan derfor neppe have gjort sig synderligt gjeldende. Haarek af Thjøttø var, som ovenfor berettet, dræbt af Aasmund Grankellssøn. De Fejder, der ifølge Sagaens Beretning skulle have hersket mellem ham og Haareks Sønner, kunne neppe endnu paa denne Tid have været komne til Udbrud; og om de end vare udbrudte, maatte de alene tjene til at svække begge Parters Magt[3]. Erling Skjalgssøns Sønner maa have fundet det raadeligst at holde sig stille og ydmyge sig for Kongen, da deres fornemste Støtte, Kong Knut, ej længer var i Live, da Einar Thambarskjelve, Hovedrepræsentanten for Haakon Jarls Æt, med hvilken Aaslak Erlingssøn ved sit Giftermaal med Gunnhild Sveinsdatter var besvogret, nu var Kongens bedste Ven, og da Folkeopinionen nu, efter Olafs
