Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/19

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
Femte Afſnit.
Selvſtændighedstiden indtil Kirkeforfatningens Organiſation og Tronſtridighedernes Begyndelſe.
1. Magnus’s Vælde. Einar Thambarſkelves Indflydelſe. Magnus’s Fordringer paa England.


Vi forlode i forrige Afſnit Magnus den gode ſom Konge ej alene i Norge, men ogſaa i Danmark, eller ſom den erkjendte og lovlige Arving ſaa vel af den gamle danſke Kongeæts Beſiddelſer ſom af dens Fordringer. Kunde det end anſees ſom en tilfældig Omſtændighed, der nærmeſt ſkyldtes Lykken, at Hardeknut døde førend Magnus, og at denne ſaaledes blev hiins, ikke hiin dennes, Arving, ſaa var det dog at tilſkrive St. Olafs utrættelige Virkſomhed, at Magnus ſaa vel af Hardeknut ſelv, ſom af Danernes Høvdinger kunde erkjendes ſom dennes Ligemand, der var berettiget til at ſlutte en Arvepagt med ham. Thi Olafs Beſtræbelſer for Norges politiſke Konſolidation havde gjort dette Rige lige ſaa mægtigt ſom Danmark ſelv, medens hans Helgenglands hævede Ynglinge-Ætten op paa Lodbroke-Ættens Side. Dette følte ej alene Magnus, men ogſaa hans Efterfølgere meget vel under deres Stridigheder, baade med udenlandſke Konger og med indenlandſke Tronprætendenter og Oprørsflokke. De værnede ſtedſe om Olafs Helligdom, og plejede om hans Minde ſom den Talisman, hvilken de ſkyldte deres Magt, og hvorved de bedſt kunde bekæmpe deres Modſtandere. Strengt taget kan man næſten ſige, at St. Olaf betragtedes ſom Norges egentlige Konge[1], og de ſelv kun ſom hans Statholdere. Denne Betragtningsmaade maatte vel paa den ene Side bidrage ſaare meget baade til at ophjelpe og bevare Chriſtendommen, ſaa vel ſom Olafs øvrige geiſtlige og verdslige Foranſtaltninger, og til at værne om Kongens egen Magt og Anſeelſe. Men paa den anden Side var den ogſaa meget ſkikket til at fremkalde et Hierarchi, naar Geiſtligheden i Norge havde faaet ſin rette Organiſation og lært ſine Kræfter

  1. Olaus, perpetuus rex Norvegiæ, kaldes han i Historia Norvegiæ p. 12.