Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/19

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
Femte Afsnit.
Selvstændighedstiden indtil Kirkeforfatningens Organisation og Tronstridighedernes Begyndelse.
1. Magnus’s Vælde. Einar Thambarskelves Indflydelse. Magnus’s Fordringer paa England.


Vi forlode i forrige Afsnit Magnus den gode som Konge ej alene i Norge, men ogsaa i Danmark, eller som den erkjendte og lovlige Arving saa vel af den gamle danske Kongeæts Besiddelser som af dens Fordringer. Kunde det end ansees som en tilfældig Omstændighed, der nærmest skyldtes Lykken, at Hardeknut døde førend Magnus, og at denne saaledes blev hiins, ikke hiin dennes, Arving, saa var det dog at tilskrive St. Olafs utrættelige Virksomhed, at Magnus saa vel af Hardeknut selv, som af Danernes Høvdinger kunde erkjendes som dennes Ligemand, der var berettiget til at slutte en Arvepagt med ham. Thi Olafs Bestræbelser for Norges politiske Konsolidation havde gjort dette Rige lige saa mægtigt som Danmark selv, medens hans Helgenglands hævede Ynglinge-Ætten op paa Lodbroke-Ættens Side. Dette følte ej alene Magnus, men ogsaa hans Efterfølgere meget vel under deres Stridigheder, baade med udenlandske Konger og med indenlandske Tronprætendenter og Oprørsflokke. De værnede stedse om Olafs Helligdom, og plejede om hans Minde som den Talisman, hvilken de skyldte deres Magt, og hvorved de bedst kunde bekæmpe deres Modstandere. Strengt taget kan man næsten sige, at St. Olaf betragtedes som Norges egentlige Konge[1], og de selv kun som hans Statholdere. Denne Betragtningsmaade maatte vel paa den ene Side bidrage saare meget baade til at ophjelpe og bevare Christendommen, saa vel som Olafs øvrige geistlige og verdslige Foranstaltninger, og til at værne om Kongens egen Magt og Anseelse. Men paa den anden Side var den ogsaa meget skikket til at fremkalde et Hierarchi, naar Geistligheden i Norge havde faaet sin rette Organisation og lært sine Kræfter

  1. Olaus, perpetuus rex Norvegiæ, kaldes han i Historia Norvegiæ p. 12.