Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/228

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
210
Harald Haardraade.

ſandtſkab og Brev havde ingen anden Virkning paa Harald, end at opvække hans Vrede og bringe ham til at udtale med tydelige Ord, hvor lidet han brød ſig om Erkebiſkoppen og hans Formaninger. „Jeg veed ikke“, ſagde han, „hvem anden der er ret Erkebiſkop og Herſker her i Norge, end jeg ſelv, Kong Harald Sigurdsſøn“; han bad Geſandterne haanligt at pakke ſig bort, og gjorde, fortælles der, endnu meget andet, hvoraf man kunde ſpaa at Hovmod gaar for Fald. Adalbert klagede til Pave Alexander. Denne udfærdigede ſtrax et Brev, ſaa lydende: „Alexander o. ſ. v. ſender Harald, Nordmændenes Konge, ſin Hilſen og apoſtoliſke Velſignelſe. Da I endnu ere ferſke i Troen, og paa en vis Maade halte i den kirkelige Diſciplin, bør det os, hvem hele Kirkens Styrelſe er betroet, hyppigere at hjemſøge eder med guddommelige Paamindelſer. Men da den lange og møjſommelige Vej hindrer os ſelv fra at gjøre dette, ſaa viid at vi have overladt alt dette ganſke til vor Vikar, Adalbert, Erkebiſkop i Hamburg. Men denne ærværdige Erkebiſkop, vor Legat, har klaget i ſine Breve til os, at Biſkopperne i eders Provins enten ſlet ikke ere indviede, eller paa en ſkjendig Maade ere indviede i England eller Frankrige for Penge, tvertimod de Privilegier, der fra Rom ere givne ham og hans Kirke. Jeg paaminder eder derfor ifølge Apoſtlerne Peters og Pauls Fuldmagt, at I og eders Biſkopper viſe bemeldte ærværdige Erkebiſkop, vor Vikar og Udfører af vore Forretninger, den ſamme Underdanighed og Ærbødighed, ſom I ſkylde det apoſtoliſke Sæde ſelv“[1]. Hvad Harald ſvarede hertil, ſiges ingenſteds, men man kan være forvisſet om at han, ſom under ſit lange Ophold blandt Grækerne, i den Alder, da hans Chriſtendomskundſkab juſt ſkulde befæſtes, ej kan have været oplært til nogen Hengivenhed for Paven i Rom, og ſom desuden nu, efter hvad der ovenfor er viiſt, neppe engang erkjendte Alexander for retmæsſig Pave, ej bred ſig det ringeſte om hans Paamindelſer. Adalbert ſelv hvirvledes nu ogſaa, lige indtil Haralds Død, ſaaledes ind i Hof-Intriger og Dagens Politik, at han ikke kunde beſkjeftige ſig ſynderligt med kirkelige Anliggender, og derfor heller ikke kan have foretaget yderligere Skridt mod Harald, der altſaa fik frie Hænder. Det lykkedes ſaaledes ikke den bremiſke Erkeſtol at haandhæve ſit Supremati over Norge, ſaa længe Harald ſad paa Tronen.

  1. Brevet meddeles fuldſtændigt, ſandſynligviis efter Afſkrift i det bremiſke Archiv, i Schol. 70 til Mag. Adam, III. 16, hvor Indholdet korteligt omtales. Brevet nævner dog intet om den foregivne Udplyndring af St. Olafs Skat, maaſkee fordi et ſaadant Tilgreb fra Haralds Side dog nogenledes kunde beſmykkes. I hvilket Aar Brevet er udſtedt, lader ſig vanſkeligt beſtemme. Man har kun de fem Aar fra 1061, da Alexander valgtes, til 1066, da Harald faldt, at vælge imellem. Snarere ſkulde man henføre det til den ſildigere, end til den tidligere Deel af denne Periode.