sandtskab og Brev havde ingen anden Virkning paa Harald, end at opvække hans Vrede og bringe ham til at udtale med tydelige Ord, hvor lidet han brød sig om Erkebiskoppen og hans Formaninger. „Jeg veed ikke“, sagde han, „hvem anden der er ret Erkebiskop og Hersker her i Norge, end jeg selv, Kong Harald Sigurdssøn“; han bad Gesandterne haanligt at pakke sig bort, og gjorde, fortælles der, endnu meget andet, hvoraf man kunde spaa at Hovmod gaar for Fald. Adalbert klagede til Pave Alexander. Denne udfærdigede strax et Brev, saa lydende: „Alexander o. s. v. sender Harald, Nordmændenes Konge, sin Hilsen og apostoliske Velsignelse. Da I endnu ere ferske i Troen, og paa en vis Maade halte i den kirkelige Disciplin, bør det os, hvem hele Kirkens Styrelse er betroet, hyppigere at hjemsøge eder med guddommelige Paamindelser. Men da den lange og møjsommelige Vej hindrer os selv fra at gjøre dette, saa viid at vi have overladt alt dette ganske til vor Vikar, Adalbert, Erkebiskop i Hamburg. Men denne ærværdige Erkebiskop, vor Legat, har klaget i sine Breve til os, at Biskopperne i eders Provins enten slet ikke ere indviede, eller paa en skjendig Maade ere indviede i England eller Frankrige for Penge, tvertimod de Privilegier, der fra Rom ere givne ham og hans Kirke. Jeg paaminder eder derfor ifølge Apostlerne Peters og Pauls Fuldmagt, at I og eders Biskopper vise bemeldte ærværdige Erkebiskop, vor Vikar og Udfører af vore Forretninger, den samme Underdanighed og Ærbødighed, som I skylde det apostoliske Sæde selv“[1]. Hvad Harald svarede hertil, siges ingensteds, men man kan være forvisset om at han, som under sit lange Ophold blandt Grækerne, i den Alder, da hans Christendomskundskab just skulde befæstes, ej kan have været oplært til nogen Hengivenhed for Paven i Rom, og som desuden nu, efter hvad der ovenfor er viist, neppe engang erkjendte Alexander for retmæssig Pave, ej bred sig det ringeste om hans Paamindelser. Adalbert selv hvirvledes nu ogsaa, lige indtil Haralds Død, saaledes ind i Hof-Intriger og Dagens Politik, at han ikke kunde beskjeftige sig synderligt med kirkelige Anliggender, og derfor heller ikke kan have foretaget yderligere Skridt mod Harald, der altsaa fik frie Hænder. Det lykkedes saaledes ikke den bremiske Erkestol at haandhæve sit Supremati over Norge, saa længe Harald sad paa Tronen.
- ↑ Brevet meddeles fuldstændigt, sandsynligviis efter Afskrift i det bremiske Archiv, i Schol. 70 til Mag. Adam, III. 16, hvor Indholdet korteligt omtales. Brevet nævner dog intet om den foregivne Udplyndring af St. Olafs Skat, maaskee fordi et saadant Tilgreb fra Haralds Side dog nogenledes kunde besmykkes. I hvilket Aar Brevet er udstedt, lader sig vanskeligt bestemme. Man har kun de fem Aar fra 1061, da Alexander valgtes, til 1066, da Harald faldt, at vælge imellem. Snarere skulde man henføre det til den sildigere, end til den tidligere Deel af denne Periode.
