alt saadant Uvæsen i sit Rige. Men uagtet hiin af Gud forladte Synder saa disse Mirakler, lod han sig deraf ikke i mindste Maade anfegte, ja endog de Gaver og Skatte, som andægtige Troende havde skjenket til hans Broders Grav, rev han til sig med graadig Haand, og uddeelte dem blandt fine Krigere[1]“. Vi have seet, hvor uskaansomt Mag. Adam bedømte Olaf Tryggvessøn, hvilken han ogsaa beskyldte for at benytte sig af Troldmænd, uagtet Olaf dog, som vi vide, forfulgte dem til det yderste[2]. End mindre kunne vi da undres over, at han bagvasker Harald, der var i aabenbart Fiendskab med Adalbert, især da hans Hjemmelsmand vel i mange Stykker her, som ellers, var Kong Sven i Danmark, og de bremiske Gejstlige desuden stadigt ærgrede sig over det Indpas, de engelske Gejstlige fik i Norge, faa at endog en af Adams Scholiaster udraaber: „vi kunne rigtignok sige at vore have forrettet Arbejdet, men Englænderne fortrængt dem“[3]. Hvad den foregivne Plyndring af St. Olafs Helligdom angaar, da maa dog nok nogen Sandhed ligge til Grund derfor, om end Sagen er betydeligt overdreven, siden Mag. Adam, der maatte vide nøje Besked om Adalberts kirkelige Foretagender, fortæller at denne sendte et Gesandtskab til Harald med et Advarselsbrev, hvor han deels paatalte hiin Forgribelse paa Gaverne til St. Olafs Helligdom, der ej maatte anvendes til Lægmænds Brug, deels klagede over at Harald havde ladet fine Biskopper ordinere i England og Frankrige imod al lovlig Ret og med Forbigaaelse af ham selv, den eneste, af hvem Indvielsen ifølge Pavens egen udtrykkelige Anordning burde forrettes. Harald behøvede visselig mange Penge saa vel til sine bestandige Krige med Danmark, som til fine Bygningsarbejder; sin egen, fra Grækenland hjembragte Skat vilde han, som man seer[4], efter Delingen med Magnus nødig angribe; at han anvendte det Finansmiddel at slaa daarlig Mynt, er allerede omtalt[5], og usandsynligt er det derfor ikke, at han ogsaa har grebet til den anden Udvej, at sætte sig i Besiddelse af en Deel af de Gaver, der efterhaanden vare opdyngede ved St. Olafs Skriin. Han havde saa meget bedre Paaskud dertil, som han kunde sige at Opførelsen af den store, kostbare Mariekirke skede til St. Olafs Hæder, og at han derfor var berettiget til at dække sit Udlæg ved de til St. Olafs Skriin indkomne Gaver. Lejligheden var der, da Skrinet flyttedes fra Olafskirken til Mariekirken. Adalberts Ge-
Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/227
Denne siden er korrekturlest
209
Harald alt for mørkt skildret af en bremisk Gejstlig.
