Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/227

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
209
Harald alt for mørkt ſkildret af en bremiſk Gejſtlig.

alt ſaadant Uvæſen i ſit Rige. Men uagtet hiin af Gud forladte Synder ſaa disſe Mirakler, lod han ſig deraf ikke i mindſte Maade anfegte, ja endog de Gaver og Skatte, ſom andægtige Troende havde ſkjenket til hans Broders Grav, rev han til ſig med graadig Haand, og uddeelte dem blandt fine Krigere[1]“. Vi have ſeet, hvor uſkaanſomt Mag. Adam bedømte Olaf Tryggvesſøn, hvilken han ogſaa beſkyldte for at benytte ſig af Troldmænd, uagtet Olaf dog, ſom vi vide, forfulgte dem til det yderſte[2]. End mindre kunne vi da undres over, at han bagvaſker Harald, der var i aabenbart Fiendſkab med Adalbert, iſær da hans Hjemmelsmand vel i mange Stykker her, ſom ellers, var Kong Sven i Danmark, og de bremiſke Gejſtlige desuden ſtadigt ærgrede ſig over det Indpas, de engelſke Gejſtlige fik i Norge, faa at endog en af Adams Scholiaſter udraaber: „vi kunne rigtignok ſige at vore have forrettet Arbejdet, men Englænderne fortrængt dem“[3]. Hvad den foregivne Plyndring af St. Olafs Helligdom angaar, da maa dog nok nogen Sandhed ligge til Grund derfor, om end Sagen er betydeligt overdreven, ſiden Mag. Adam, der maatte vide nøje Beſked om Adalberts kirkelige Foretagender, fortæller at denne ſendte et Geſandtſkab til Harald med et Advarſelsbrev, hvor han deels paatalte hiin Forgribelſe paa Gaverne til St. Olafs Helligdom, der ej maatte anvendes til Lægmænds Brug, deels klagede over at Harald havde ladet fine Biſkopper ordinere i England og Frankrige imod al lovlig Ret og med Forbigaaelſe af ham ſelv, den eneſte, af hvem Indvielſen ifølge Pavens egen udtrykkelige Anordning burde forrettes. Harald behøvede visſelig mange Penge ſaa vel til ſine beſtandige Krige med Danmark, ſom til fine Bygningsarbejder; ſin egen, fra Grækenland hjembragte Skat vilde han, ſom man ſeer[4], efter Delingen med Magnus nødig angribe; at han anvendte det Finansmiddel at ſlaa daarlig Mynt, er allerede omtalt[5], og uſandſynligt er det derfor ikke, at han ogſaa har grebet til den anden Udvej, at ſætte ſig i Beſiddelſe af en Deel af de Gaver, der efterhaanden vare opdyngede ved St. Olafs Skriin. Han havde ſaa meget bedre Paaſkud dertil, ſom han kunde ſige at Opførelſen af den ſtore, koſtbare Mariekirke ſkede til St. Olafs Hæder, og at han derfor var berettiget til at dække ſit Udlæg ved de til St. Olafs Skriin indkomne Gaver. Lejligheden var der, da Skrinet flyttedes fra Olafskirken til Mariekirken. Adalberts Ge-

  1. Mag. Adam, III. 16.
  2. Se ovenfor I. 2. S. 292.
  3. Schol. 142 til Mag. Adam, IV. 33.
  4. Han havde den nemlig endnu ſaa godt ſom ubeſkaaren med til England 1066, ſe Schol. 84 til Mag. Adam, III. 51.
  5. Se ovenfor S. 183.