Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/226

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
208
Harald Haardraade.

dem enten lige til Rom eller til Frankrige, for at modtage Indvielſen. En af disſe var Aasgaut, hvilken Harald ſynes at have beſtemt til at rejſe om i Viken, og, naar han var i Ro, at forrette Tjeneſte ved Mariekirken i Oslo; i de gamle Biſperækker opføres han nemlig ſom den førſte Biſkop i Oslo[1]. Men da Aasgaut vendte tilbage fra Rom, hvor han havde modtaget Vielſen, og, ſom man maa formode, lagde Vejen over Tydſkland, lod Adalbert, der nu havde Magt nok dertil, ham gribe, og ſlap ham ikke løs, førend han havde ſvoret ham Troſkabs-Eed; derefter ſkjenkede han ham Gaver og lod ham rejſe videre[2]. Harald blev viſtnok overmaade opbragt herover, maaſkee han og ſendte Aasgaut bort, ſom tidligere Bernhard, dog nævnes herom intet, og var det end Tilfældet, faa er det dog viſt, at Aasgaut, ligeſom Bernhard, var kommen tilbage efter Haralds Død[3]. Hvor ſtort Fiendſkabet var, ſom herſkede mellem Harald og Adalbert, ſees bedſt af den bremiſke Gejſtlige Magiſter Adams overdrevne og aabenbart uſandfærdige Skildringer af Haralds Ondſkab og ſlette Færd. Han ſynes ret at have behaget ſig i at afmale Harald med mørke Farver. „Harald“, ſiger han, „overgik alle raſende Tyranner i Grumhed. Mange Kirker har han forſtyrret, mange Chriſtne ere af ham blevne henrettede, men, ſom ikke vidſte nøjere Beſked, ſkulde heraf næſten kunne tro, at Harald var en Hedning). Han var en mægtig og ſejrſæl Mand, der tidligere i Grækenland og Skythiens Egne havde kæmpet mangen Kamp mod Barbarerne, og da han kom hjem, hvilede han aldrig fra Krig, han var Nordens Lyn, alle de danſke Øers Svøbe. Han herjede alle de vendiſke Kyſter, han underkaſtede ſig Orknøerne, han udſtrakte ſit blodige Herredømme lige til Island[4]. Men ſkjønt han herſkede over mange Nationer, var han dog formedelſt ſin Graadighed og Grumhed forhadt af alle. Han betjente ſig endog af Trolddomskunſter, i det han i ſin Forblindelſe ej betænkte, at hans hellige Broder, der led Martyrdøden for Chriſtendommen, og hvis Fortjeneſter nokſom beviſes ved de Mirakler, der dagligen ſkee ved hans Hvileſted i Throndhjem, netop havde ſøgt at udrydde

  1. Se Norſk Tidsſkrift, V. 41, 43.
  2. Mag. Adam, III. 70, IV. 33, Schol. 69.
  3. Han omtales nemlig af Mag. Adam, ſom endnu levende, IV. 33.
  4. Dette ſidſte er ikke bogſtavelig ſandt, da Harald aldrig egentlig underlagde ſig Island, om han end maaſkee ved at ſmigre Islændingerne har forſøgt derpaa; hvorledes det vor forſtaaes, vil nedenfor blide viiſt. Med Orknøernes Undertvingelſe har det for ſaa vidt ſin Rigtighed, ſom Thorfinn Jarl ſandſynligviis hyldede Harald, og Harald ſelv ſenere,iſær ved ſin Ankomſt til Øerne 1066, opførte ſig ſom Landſkabets Herre. At Harald derhos paa et eller flere af fine mange Herjetog til Danmark, hvoraf kun de færreſte ſærſkilt omtales i Sagaerne, har hjemſøgt Vendland, ligeſom Magnus forhen, er meget ſandſynligt.