dem enten lige til Rom eller til Frankrige, for at modtage Indvielsen. En af disse var Aasgaut, hvilken Harald synes at have bestemt til at rejse om i Viken, og, naar han var i Ro, at forrette Tjeneste ved Mariekirken i Oslo; i de gamle Bisperækker opføres han nemlig som den første Biskop i Oslo[1]. Men da Aasgaut vendte tilbage fra Rom, hvor han havde modtaget Vielsen, og, som man maa formode, lagde Vejen over Tydskland, lod Adalbert, der nu havde Magt nok dertil, ham gribe, og slap ham ikke løs, førend han havde svoret ham Troskabs-Eed; derefter skjenkede han ham Gaver og lod ham rejse videre[2]. Harald blev vistnok overmaade opbragt herover, maaskee han og sendte Aasgaut bort, som tidligere Bernhard, dog nævnes herom intet, og var det end Tilfældet, faa er det dog vist, at Aasgaut, ligesom Bernhard, var kommen tilbage efter Haralds Død[3]. Hvor stort Fiendskabet var, som herskede mellem Harald og Adalbert, sees bedst af den bremiske Gejstlige Magister Adams overdrevne og aabenbart usandfærdige Skildringer af Haralds Ondskab og slette Færd. Han synes ret at have behaget sig i at afmale Harald med mørke Farver. „Harald“, siger han, „overgik alle rasende Tyranner i Grumhed. Mange Kirker har han forstyrret, mange Christne ere af ham blevne henrettede, men, som ikke vidste nøjere Besked, skulde heraf næsten kunne tro, at Harald var en Hedning). Han var en mægtig og sejrsæl Mand, der tidligere i Grækenland og Skythiens Egne havde kæmpet mangen Kamp mod Barbarerne, og da han kom hjem, hvilede han aldrig fra Krig, han var Nordens Lyn, alle de danske Øers Svøbe. Han herjede alle de vendiske Kyster, han underkastede sig Orknøerne, han udstrakte sit blodige Herredømme lige til Island[4]. Men skjønt han herskede over mange Nationer, var han dog formedelst sin Graadighed og Grumhed forhadt af alle. Han betjente sig endog af Trolddomskunster, i det han i sin Forblindelse ej betænkte, at hans hellige Broder, der led Martyrdøden for Christendommen, og hvis Fortjenester noksom bevises ved de Mirakler, der dagligen skee ved hans Hvilested i Throndhjem, netop havde søgt at udrydde
- ↑ Se Norsk Tidsskrift, V. 41, 43.
- ↑ Mag. Adam, III. 70, IV. 33, Schol. 69.
- ↑ Han omtales nemlig af Mag. Adam, som endnu levende, IV. 33.
- ↑ Dette sidste er ikke bogstavelig sandt, da Harald aldrig egentlig underlagde sig Island, om han end maaskee ved at smigre Islændingerne har forsøgt derpaa; hvorledes det vor forstaaes, vil nedenfor blide viist. Med Orknøernes Undertvingelse har det for saa vidt sin Rigtighed, som Thorfinn Jarl sandsynligviis hyldede Harald, og Harald selv senere,især ved sin Ankomst til Øerne 1066, opførte sig som Landskabets Herre. At Harald derhos paa et eller flere af fine mange Herjetog til Danmark, hvoraf kun de færreste særskilt omtales i Sagaerne, har hjemsøgt Vendland, ligesom Magnus forhen, er meget sandsynligt.
