Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/225

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
207
Mariekirkerne i Oslo og Nidaros.

rige Præbender[1], og dette giver, ſom ovenfor antydet, Anledning til at tro at Harald ved en lignende gavmild Dotering til Mariekirken i Oslo har lagt Grunden til den Rigdom, hvoraf vi ſenere finde denne Kirke i Beſiddelſe[2].

Men endnu, ſom man maa formode, førend Mariekirkerne vare færdige, var Harald kommen i aabenbart Fiendſkab med Adalbert. Den Indflydelſe, ſom denne opnaaede efter Kejſer Henrik den 3dies Død, førſt under Kejſerinde Agnes’s Regjering, ſiden efter at Erkebiſkop Anne af Kølln havde faaet den umyndige Kong Henrik den 4de i ſin Magt[3], men havde anſeet ſig nødſaget til at antage ſin Modſtander Adalbert til Medformynder, maatte forekomme Harald betænkelig, hvorhos det ogſaa maa tages i Betragtning, at den i Aaret 1062 afdøde ſaxiſke Hertug Bernhards Søn og Efterfølger Ordulf, St Olafs Svigerſøn, allerede længe havde ligget og fremdeles laa i heftig Fejde med Adalbert[4]. Den tilſyneladende Enighed mellem Adalbert og Anne varede, ſom bekjendt, ikke længe, og deres Uenighed viſte ſig ogſaa deri, at da der efter Pave Nikolaus den 2dens Død (1061) af to forſkjellige Partier var udvalgt tvende Paver, Honorius II og Alexander II, erklærede Anno ſig for hiin, medens derimod Kejſerinden, ſaa vel ſom Adalbert, tog dennes Parti[5]. Heraf maatte det være en naturlig Følge, at alle Adalberts Venner, hvoriblandt Kong Sven i Danmark, erklærede ſig for Alexander, medens derimod hans Fiender, navnlig Hertug Ordulf og Kong Harald, erklærede ſig for Honorius. Under disſe Omſtændigheder er det let at forſtaa, hvorledes Harald maaſkee endnu mere end forhen ſøgte at undgaa at have noget med Adalbert at beſtille, eller at lade ſine Biſkopper indvie af ham, men derimod ſendte

    kun ſaa længe Mariekirken ſtod under Bygning. Da Olaf Kyrre ſiden havde bygget Chriſtkirken, flyttedes, ſom det udtrykkeligt heder, Olafs Liig did.

  1. Fagrſkinna Cap. 189, jvfr. Flatøbogen (Fornm. Sögur VI. 267 Note 3); Morkinſkinna har her en Lakune.
  2. Den var, ſom bekjendt, en af de rigeſte Kirker i Norge, og Kollegiatkirke, dens Provſt eller Konventforſtander var fra 1314 Rigets Kantſler.
  3. Dette ſkede, ſom bekjendt, ved Pintſetid 1062, ſe Lambert af Hersfeld ved dette Aar.
  4. Se herom iſær Mag. Adam, III. 42, 43, 44, 48.
  5. Honorius II., forhen Cadalous, Biſkop af Parma, blev førſt udvalgt, ſom det heder af Kong Henrik ſelv, det vil ſige hans Moder, Kejſerinden, og den ſtørſte Deel af den romerſke Gejſtlighed paa et Mode i Sum; omtrent paa ſamme Tid derimod fik Hildebrand, ſiden bekjendt ſom Gregor VII., Anshelm af Milano, Biſkop af Lucca, udvalgt paa et andet Møde; han kaldte ſig Alexander II, og blev, ſandſynligviis iſær ved Hildebrands mægtige Underſtøttelſe, anſeet for den rette Pave. Anno havde i Førſtningen ſelv hjulpet til at afſætte Honorius, ſom dog ſtedſe beholdt et Parti for ſig. (Lambert af Hersfeld, Pertz, VII. 167, 168). Se Pfiſter, Geſch. der Teutſchen II. 205.