Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/219

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
201
Kjøbſtaden Oslo anlagt.

anlagdes, og hvor Byggetomter udviſtes, nemlig mellem Tadvin- (Tøjen-) Bekken og Ekeberg, maa dog have været kongelig Ejendom, eller beſtaaet af Marker, tilhørende en Kongsgaard, der laa paa dette Sted, og hvor vel ofte de tidligere Konger ſtundom have holdt til: det omtales i det mindſte een Gang, at Kong Olaf den hellige opholdt ſig der[1]. Om det nu var denne Kongsgaards Navn, der gik roer paa den nye Bo, eller om Navnet Oslo var eget for det hele Hered, lader ſig ikke afgjøre: det ſidſte er dog det rimeligſte[2]. Man maa formode, at Harald har begyndt By-Anlæg-

    tægt. Sagaens Ord i Cap. 65 ere ſaa merkelige, at de fortjene at anføres fuldſtændigt. „Egil og Thorſtein“, ſtaar der, „kom til Norge øſter i Viken, og ſtyrede med Skibet ind i Oslofjorden — der havde Thorſtein ſtore Gaarde oppe paa Landet — og fremdeles lige ind paa Raumarike; da Thorſtein kom i Land der, gjorde han Fordring paa ſin Fædrenearv“ m. v. Her ſynes det aabenbart, ſom om Sagaſkriveren har regnet Raumarike lige ned til Oslofjorden; da man nu veed, at dette i alle Fald ſenere hen ej var Tilfældet, antydes kun herved Oslos og det ſydlige Raumarikes nøje Forbindelſe, og man kan ſaaledes være vis paa, at Thorſteins og de øvrige mægtige Raumarikingers Nauſt netop have ſtaaet her. Deres Plads har ſandſynligviis varet ved Oslo-Elvens Udløb, hvor der var bedſt Lejlighed til Havn. At Pakboder fandtes der, ſynes at fremgaa af Egils Saga S. 534. Op ad Oslo-Elvens Dalføre gik ogſaa den tidligere Hovedvej til Raumarike. Denne nøje Sammenhæng mellem Oslo og Raumarike, ſom heller ikke er ſtort over en Miil fjernet fra Røken„ bar vel og givet Anledning til at Raumarike ſiden lagdes til Oslo Biſpedømme.

  1. Se den legendariſke St. Olafsſaga Cap. 29, ſe ovf. I. 2. S. 612. Det er heraf tydeligt, at Olafs Vej fra Ringerike til Raumarike gik over Oslo. Alt den Grund, hvorpaa Oslo blev anlagt, tilhørte Kongen, ligger i Sagens Natur, thi ellers vilde han ej have kunnet bortgive den. Som de yderſte Grændſer (takmörk) for Oslo — det vil ſige for den Staden tilhørende, om juſt ej bebyggede Grund, hvilken man ſaaledes maa antage at Harald allerede har anviiſt — nævnes i Byloven af 1276 Tøjenbekken paa den ene, og Ekeberg paa den anden Side. (Norges gamle Love II. 265).
  2. Det er urigtigt, naar enkelte have villet udlede Navnet „Oslo“ af óss (Elvemunding) og det foregivne Navn „Loen“ paa Oslo-Elven. Elven har aldrig haft dette Navn, og en Sammenſætning ſom denne, er aldeles uhørt, ligeſom ogſaa Stadens Navn lige ſaa ofte i ældre Skrifter ſtaves „Aslo“ ſom „Oslo“, og i Diplomer, affattede paa Latin, ſaa godt ſom udelukkende „Asloia“. Om óss kan der ſaaledes ikke være Spørgsmaal, men vel om áss (Aas, Bjergaas), hvilket Ord, anvendt i en ſaadan Sammenfatning, lige ſaa let ved en ſkjødesløs Udtale kunde forkortes til as eller os, ſom det dermed i ydre Form overeensſtemmende áss (hedenſk Gud), der endnu, ſom bekjendt, i enkelte Navnſammenſætninger udtales „As“, f. Ex. „Asbjørn“, „Aslak“; i andre „Os“ f. Ex. „Osmund“. Ásló eller Oslo ſkulde ſaaledes egentlig ſkrives Ásló (man finder det og hos Fremmede ſkrevet Anslo (og a. d.), og det er ſammenſat af áss (Aas) og (lav Forſtrand Under en Højde, hvoraf ogſaa Navnet Lóar, dat. Lóm, nu „Lom“ i Gudbrandsdalen) Men deels denne Sammenſætning, der ſynes at betegne den hele frugtbare