anlagdes, og hvor Byggetomter udvistes, nemlig mellem Tadvin- (Tøjen-) Bekken og Ekeberg, maa dog have været kongelig Ejendom, eller bestaaet af Marker, tilhørende en Kongsgaard, der laa paa dette Sted, og hvor vel ofte de tidligere Konger stundom have holdt til: det omtales i det mindste een Gang, at Kong Olaf den hellige opholdt sig der[1]. Om det nu var denne Kongsgaards Navn, der gik roer paa den nye Bo, eller om Navnet Oslo var eget for det hele Hered, lader sig ikke afgjøre: det sidste er dog det rimeligste[2]. Man maa formode, at Harald har begyndt By-Anlæg-
- ↑ Se den legendariske St. Olafssaga Cap. 29, se ovf. I. 2. S. 612. Det er heraf tydeligt, at Olafs Vej fra Ringerike til Raumarike gik over Oslo. Alt den Grund, hvorpaa Oslo blev anlagt, tilhørte Kongen, ligger i Sagens Natur, thi ellers vilde han ej have kunnet bortgive den. Som de yderste Grændser (takmörk) for Oslo — det vil sige for den Staden tilhørende, om just ej bebyggede Grund, hvilken man saaledes maa antage at Harald allerede har anviist — nævnes i Byloven af 1276 Tøjenbekken paa den ene, og Ekeberg paa den anden Side. (Norges gamle Love II. 265).
- ↑ Det er urigtigt, naar enkelte have villet udlede Navnet „Oslo“ af óss (Elvemunding) og det foregivne Navn „Loen“ paa Oslo-Elven. Elven har aldrig haft dette Navn, og en Sammensætning som denne, er aldeles uhørt, ligesom ogsaa Stadens Navn lige saa ofte i ældre Skrifter staves „Aslo“ som „Oslo“, og i Diplomer, affattede paa Latin, saa godt som udelukkende „Asloia“. Om óss kan der saaledes ikke være Spørgsmaal, men vel om áss (Aas, Bjergaas), hvilket Ord, anvendt i en saadan Sammenfatning, lige saa let ved en skjødesløs Udtale kunde forkortes til as eller os, som det dermed i ydre Form overeensstemmende áss (hedensk Gud), der endnu, som bekjendt, i enkelte Navnsammensætninger udtales „As“, f. Ex. „Asbjørn“, „Aslak“; i andre „Os“ f. Ex. „Osmund“. Ásló eller Oslo skulde saaledes egentlig skrives Ásló (man finder det og hos Fremmede skrevet Anslo (og a. d.), og det er sammensat af áss (Aas) og ló (lav Forstrand Under en Højde, hvoraf ogsaa Navnet Lóar, dat. Lóm, nu „Lom“ i Gudbrandsdalen) Men deels denne Sammensætning, der synes at betegne den hele frugtbare
tægt. Sagaens Ord i Cap. 65 ere saa merkelige, at de fortjene at anføres fuldstændigt. „Egil og Thorstein“, staar der, „kom til Norge øster i Viken, og styrede med Skibet ind i Oslofjorden — der havde Thorstein store Gaarde oppe paa Landet — og fremdeles lige ind paa Raumarike; da Thorstein kom i Land der, gjorde han Fordring paa sin Fædrenearv“ m. v. Her synes det aabenbart, som om Sagaskriveren har regnet Raumarike lige ned til Oslofjorden; da man nu veed, at dette i alle Fald senere hen ej var Tilfældet, antydes kun herved Oslos og det sydlige Raumarikes nøje Forbindelse, og man kan saaledes være vis paa, at Thorsteins og de øvrige mægtige Raumarikingers Naust netop have staaet her. Deres Plads har sandsynligviis varet ved Oslo-Elvens Udløb, hvor der var bedst Lejlighed til Havn. At Pakboder fandtes der, synes at fremgaa af Egils Saga S. 534. Op ad Oslo-Elvens Dalføre gik ogsaa den tidligere Hovedvej til Raumarike. Denne nøje Sammenhæng mellem Oslo og Raumarike, som heller ikke er stort over en Miil fjernet fra Røken„ bar vel og givet Anledning til at Raumarike siden lagdes til Oslo Bispedømme.
