Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/218

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
200
Harald Haardraade.

ſnarere ſkulde antage, at det ſkede i et af de foregaaende Aar. Da vi nu virkelig finde Oslo omtalt ſom Reſidens allerede i 1050[1], og hiin ovennævnte Nødvendighed for Harald, at have et faſt Tilhold i Viten, opſtod ſamtidigt med den danſke Krig, altſaa i Begyndelſen af hans Regjering, bliver det aller ſandſynligſt, at Anlægget af Oslo var et af Haralds førſte Regjeringlsforetagender, og at det ſaaledes nærmeſt er at henføre til 1048. Samtidigt, og i Forbindelſe hermed, maa man og ſætte den foregivne Opdagelſe af St. Hallvards Liig og Erkjendelſen af hans Hellighed. At St. Hallvards Skriin bragtes til Oslo, og fik ſit faſte Opbevaringsſted der, ikke ved Dramnsfjorden, hvor det dog nærmeſt hørte hjemme, vilde nemlig vanſkeligt kunne forklares, uden ved den Antagelſe, at Harald ſelv har forordnet det ſaaledes, for at give ſit nye Kjøbſtads-Anlæg ſtørre Anſeelſe, og befordre dets Opkomſt. Og at Harald foretrak at anlægge den nye Kjøbſtad i Oslo, og paa en vis Maade at gjøre den til Vikens Hovedſtad, fremfor at anlægge Byen ved Dramnsfjorden, eller at lade St. Hallvards Helligdom bringe til en af de allerede tilværende vikſke Byer, Tunsberg, Sarpsborg eller Kongehelle, finder maaſkee deels ſin Forklaring deri, at han har anſeet disſe ſidſt nævnte Byer altfor udſatte for Angreb af Danerne, til at han torde vove at lade Helligdommen opbevare der — vi ville i det Følgende ſee, at den ikke engang var ganſke ſikker i Oslo[2] —; deels deri, at det var ham magtpaaliggende, tillige at være nærmere ved Oplandene, fornemmelig Raumarike, hvor der herſkede megen Utilfredshed, ſaa at Kongen endog, ſom vi nedenfor ville erfare, fandt det nødvendigt at dæmpe en Opſtand der med væbnet Haand. Oslo-Egnen havde desuden, ſom en Følge af Stedets Beliggenhed, fra umindelige Tider været Havn, og følgelig vel ogſaa en Art af Handelsplads, for en ſtor Deel af Oplandene, fornemmelig Raumarike, hvortil den endog ſtundom, ſkjønt uegentligt, ſynes at have været regnet. Her maa Raumarikes, tildeels ogſaa Hedemarkens, fornemſte og mægtigſte Beboere have haft deres Skibsnauſt og Pakboder, ſaa at Stedet allerede tidligt havde Udſeendet af en By[3]. Strækningen ſelv, paa hvilken Byen

  1. Morkinſkinna, i Fortællingen om Halldor Snorresſøn, ſe Varianten i Fornmanna Sögur VI. 247.
  2. Nemlig, da den danſke Konge Erik Emuine brændte Oslo i 1137, og det var nødvendigt at flotte St. Hallvards Helligdom op paa Raumarike, ſe Snorre, Harald Gilles Sønners Saga Cap. 3. Da blev Hallvardskirken brændt, hvilket viſer, at den var en Torn i Øjnene paa Danerne.
  3. Dette ſees allerbedſt af Egils Saga S. 469 (ſe ovf. I. 1. S. 738, 742), hvor der tales om at Thorſtein fra Raumarike ſejlede med Egil Skallagrimsſøn op ad Oslofjorden for at komme til hiins Gaard, og at Egil, da han drog i Viking til Guttorm, ſendte ſit Handelsſkib ind til Oslo eller i Oslofjorden, øjenſynligt for at det der kunde være under Thorſteins Vare-