Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/216

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
198
Harald Haardraade.

rejse hjemmefra paa Handelsforretninger i de nærmeste Egne, og just vilde stige i sin Baad, for at ro over Dramnsfjorden, kom en frugtsommelig Kone, skjelvende og bævende, og bad ham om at tage hende med, uden at tabe et Øjeblik. Han føjede hende, og lod hende sætte sig agter i Baaden. Da de vare komne et Stykke ud paa Vandet, saa de tre Mænd komme løbende ned til Stranden, stige i en Baad, og ro efter dem. Paa Hallvards Spørgsmaal, om hun kjendte dem, sagde hun ja, og at det netop var dem, for hvilke hun flygtede, da de nemlig uretfærdigt beskyldte hende for Tyveri. Da han spurgte, om hun turde underkaste sig Jærnbyrd for at bevise sin Uskyldighed, erklærede hun sig beredvillig dertil, naar man alene vilde skaane hendes Liv. Imidlertid kom Forfølgerne nærmere, raabte til Hallvard og bad ham udlevere hende; hun havde, sagde de, begaaet Indbrudstyveri hos deres Broder, og det var en Skam for ham, en Yngling af saa anseet Æt, at beskytte en saa ond Kvinde. Hallvard bad dem nærmere at beskrive, hvorledes Tyveriet var gaaet til. De sagde at hun havde rykket Bøjlen, der holdt Bommen, ud af Dørposten. Hallvard forestillede dem Usandsynligheden af denne Beskyldning, da en svag Kvindes Kræfter ikke vilde forslaa til et saadant Arbeide, som krævede en sterk Mands hele Kraft; han bad dem under alle Omstændigheder at lade hende faa Lejlighed til at frigjøre sig fra Beskyldningen, og tilbød sig tillige at betale Boder for hende, naar de blot vilde skaane hende paa Grund af den Tilstand, hvori hun befandt sig, Men alt var forgjeves. En af dem tog sin Bue, lagde Piil paa Strengen og skød den mod Hallvard, hvis Bryst den gjennemborede. De dræbte nu ogsaa Kvinden, og begrove hende paa Stranden, men om Hallvards Hals bandt de en Steen, og sænkede ham ned paa Fjorden. Men længe efter, fortæller Legenden, fandt man hans Legeme svømmende paa Vandet, skjønt Stenen endnu var fast derved. Dette var saaledes et Mirakel, hvorved Hallvards Hellighed ansaaes beviist. Hans Drab henføres til Aaret 1043, hvilket passer“godt med Tidsregningen, og rimeligviis grunder sig paa gamle, paalidelige Beretninger[1]. Men hvor længe det varede, indtil Miraklet skede med hans Liig,

    1076. Sødermanland og Østergøtland kunde af Legendeforfatteren let forvexles, ligesom i det mindste Mag. Adam ej synes at have været paa det rene med deres gjensidige Grændser. Usandsynligt er det heller ikke, for saa vidt Øen Gotland menes med Gotlandia, at St. Botvid, under et Ophold paa denne D, hvortil han ifølge Legendens udtrykkelige Vidnesbyrd kort før sin Død tænkte paa at gjøre en Rejse, os som han vel derfor meget ofte plejede at besøge, kunde have truffet St. Hallvard, og har indbudt ham til sig. At han i Legenden kaldes „Indbygger af Landet“, kan ej regnes saa nøje.

  1. Det er i de islandske Annaler, hvor St. Hallvards Passion henføres til