Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/216

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
198
Harald Haardraade.

rejſe hjemmefra paa Handelsforretninger i de nærmeſte Egne, og juſt vilde ſtige i ſin Baad, for at ro over Dramnsfjorden, kom en frugtſommelig Kone, ſkjelvende og bævende, og bad ham om at tage hende med, uden at tabe et Øjeblik. Han føjede hende, og lod hende ſætte ſig agter i Baaden. Da de vare komne et Stykke ud paa Vandet, ſaa de tre Mænd komme løbende ned til Stranden, ſtige i en Baad, og ro efter dem. Paa Hallvards Spørgsmaal, om hun kjendte dem, ſagde hun ja, og at det netop var dem, for hvilke hun flygtede, da de nemlig uretfærdigt beſkyldte hende for Tyveri. Da han ſpurgte, om hun turde underkaſte ſig Jærnbyrd for at beviſe ſin Uſkyldighed, erklærede hun ſig beredvillig dertil, naar man alene vilde ſkaane hendes Liv. Imidlertid kom Forfølgerne nærmere, raabte til Hallvard og bad ham udlevere hende; hun havde, ſagde de, begaaet Indbrudstyveri hos deres Broder, og det var en Skam for ham, en Yngling af ſaa anſeet Æt, at beſkytte en ſaa ond Kvinde. Hallvard bad dem nærmere at beſkrive, hvorledes Tyveriet var gaaet til. De ſagde at hun havde rykket Bøjlen, der holdt Bommen, ud af Dørpoſten. Hallvard foreſtillede dem Uſandſynligheden af denne Beſkyldning, da en ſvag Kvindes Kræfter ikke vilde forſlaa til et ſaadant Arbeide, ſom krævede en ſterk Mands hele Kraft; han bad dem under alle Omſtændigheder at lade hende faa Lejlighed til at frigjøre ſig fra Beſkyldningen, og tilbød ſig tillige at betale Boder for hende, naar de blot vilde ſkaane hende paa Grund af den Tilſtand, hvori hun befandt ſig, Men alt var forgjeves. En af dem tog ſin Bue, lagde Piil paa Strengen og ſkød den mod Hallvard, hvis Bryſt den gjennemborede. De dræbte nu ogſaa Kvinden, og begrove hende paa Stranden, men om Hallvards Hals bandt de en Steen, og ſænkede ham ned paa Fjorden. Men længe efter, fortæller Legenden, fandt man hans Legeme ſvømmende paa Vandet, ſkjønt Stenen endnu var faſt derved. Dette var ſaaledes et Mirakel, hvorved Hallvards Hellighed anſaaes beviiſt. Hans Drab henføres til Aaret 1043, hvilket pasſer“godt med Tidsregningen, og rimeligviis grunder ſig paa gamle, paalidelige Beretninger[1]. Men hvor længe det varede, indtil Miraklet ſkede med hans Liig,

    1076. Sødermanland og Øſtergøtland kunde af Legendeforfatteren let forvexles, ligeſom i det mindſte Mag. Adam ej ſynes at have været paa det rene med deres gjenſidige Grændſer. Uſandſynligt er det heller ikke, for ſaa vidt Øen Gotland menes med Gotlandia, at St. Botvid, under et Ophold paa denne D, hvortil han ifølge Legendens udtrykkelige Vidnesbyrd kort før ſin Død tænkte paa at gjøre en Rejſe, os ſom han vel derfor meget ofte plejede at beſøge, kunde have truffet St. Hallvard, og har indbudt ham til ſig. At han i Legenden kaldes „Indbygger af Landet“, kan ej regnes ſaa nøje.

  1. Det er i de islandſke Annaler, hvor St. Hallvards Pasſion henføres til