Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/215

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
197
St. Hallvard.

Side. Hallvards Fader var den rige og anſeede Bonde Vebjørn paa Huſeby i Lider ved Dramsfjorden, hans Moder Thorny, en Datter af Gudbrand Kula, og Syſter af Aaſta, Olafs og Haralds Moder[1]. Om Hallvard fortælles det, at han allerede under Opvæxten i det fædrene Huus udmerkede ſig ved ſit ivrige Chriſtenſind, ſin Lydighed mod ſine Forældre, ſin Velvillighed, Redelighed og ſine rene Sæder. Da han havde naaet Ynglingsalderen, heder det aabne, begyndte han at hjelpe ſin Fader i hans Handelsforretninger, og lagde herved en ſaa ſamvittighedsfuld Redelighed for Dagen, at han, til Delingen af Fortjeneſten med ſin Broder, lod ſig gjøre to Vegtlodder, et ſtørre, hvormed han afvejede ſin Broders, et mindre, hvormed han vejede ſin egen Deel[2]. En Vaar, da han ſkulde

  1. Saaledes angives Slægtſkabsforholdet i Legenden om St. Hallvard efter den utrechtſke Kodex (Langebek Script. III. 604, ſaa vel ſom efter Breviarium Nidrosiense, ſammeſteds S. 607, og i Eimunds Thaatt i Flatøbogen (Fornmanna Sögur V. 267). I det Brudſtykke af den paa norſk forfattede Beretning om St. Hallvard, der meddeles af Langebek (Script. III. 603) ſtaar der at Thorny af nogle ſiges at vare en Datter, af andre en Datterdatter af Gudbrand Kula. Hun kaldes Ulfhild i den legendariſke Olafsſaga, ſe ovf. I. 2. S. 664.
  2. Den utrechtſke Kodex indſkyder her en Fortælling, omtrent ſaalydende: „Da Hallvard engang i Handelsforretninger beſøgte „Gotlandia“ (her bliver det uviſt, om det er Øen Gotland eller Gulland, ſom er meent, eller Gautland, der af fremmede, paa Latin ſkrivende, Forfattere ogſaa kaldtes Gotlandia) kom en af Landets Indbyggere, en rig Mand, ved Navn Botvid, ned til Havnen, og da han fik de fremmede at ſee, gik han hen til dem og ſpurgte dem, hvad de hed. Enhver navngav ſig, efter ſom Raden kom til ham, ſaaledes ogſaa Hallvard. Da Botvid hørte, hvo han var, ſagde han: dine Anſigtstræk ere merkelige og af et ædlere Prag end alle de andres: jeg ſeer godt, at du er beſtemt til noget underbart i Fremtiden, og derfor indbyder jeg dig med alle dine Staldbrødre til Gjeſtebud hos mig. Hallvard modtog Indbydelſen taknemmeligt; Botvid bevertede dem paa det ypperligſte og gav dem ſtore Gaver. Da de ſkulde afſejle, gav han Hallvard alt hvad han behøvede, og lod ham ſejle bort i Fred: ſaaledes kom den hellige Mand med alle ſine i god Behold hjem til ſit Fædreland“. Denne Beretning vilde vel neppe være bleven optagen i Legenden, med mindre man lagde megen Vegt paa den af Botvid udtalte Spaadom din Hallvards fremtidige Berømmelſe. Der maa ſaaledes have været noget merkeligt ved denne ſamme Botvid og den Tanke ligger derfor temmelig nær, at Legendeforfatteren ved ham har meent den bekjendte ſødermannlandſke Helgen, St. Botvid, om hvis Levetid man hidtil har været uenig, idet nogle henføre den til anden Halvdeel af det 11te, andre til det 12te Aarhundrede. Der er dog intet i den hele Fortælling om St. Botvid, ſaadan ſom den læſes i Fants Scriptores rer. Svec. II. S 377 fgg., der ſtrider imod at antage, at han kan have levet ſom en rig og anſeet ung Mand paa 25 Aar omkring 1040, til hvilken Tid omtrent St. Hallvards Øſterſø-Rejſe maa henføres, og at han længe derefter er bleven dræbt, omtrent 60 Aar gammel, ved 1075, hvilket paa det nærmeſte ſtemmer med Mesſenius’s Antagelſe, der henfører hans Død til