Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/214

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
196
Harald Haardraade.

var han, ſom vi i det følgende ville ſee, hvert, eller ſaa godt ſom hvert Aar paa Fejde i Danmark, og de ſaxiſke Fyrſter, Adalberts ſvorne Fiender, undlode neppe heller at give Harald behørig Underretning om ethvert af Svens og Erkebiſkoppens mistænkeligere Skridt. Den nærmeſte Virkning, dette maatte have paa Haralds Politik, var den, at han afbrød ſin Forbindelſe med Adalbert.

Haralds Statsklogſkab havde imidlertid allerede ſtrax efter hans Tronbeſtigelſe lært ham at treffe ſæregne Foranſtaltninger til fat modarbejde den danſke og bremiſke Indflydelſe. Viken havde hidtil været det Landſkab, hvis Sammenhold med det øvrige Norge var mindſt at lide paa, og hos hvilket der altid havde været ſporet et viſt Drag til Danmark, deels paa Grund af de ældre politiſke Forhold, rinder hvilke Viken udgjorde en Deel af Danevældet, deels ogſaa formedelſt Landets Beliggenhed og Handelsforbindelſer med Danmark[1]. Vel var dette Drag nu under og efter St. Olafs Tid blevet ſvagere, men desuagtet maatte der endnu, ſaa vel paa Grund af de nys nævnte Omſtændigheder, ſom af andre Aarſager, være meget Gjæringsſtof tilbage. Viken var det Landſkab, for hvilket en langvarig Krig med Danmark var ubelejligſt, deels fordi hine Handelsforbindelſer derved afbrødes, deels ogſaa fordi det var nærmeſt udſat for Angreb af danſke Krigsflaader. Hertil kom, at derlige ſiden Rigets Forening havde herſket en kjendelig Skinſyge hos Vikverjerne over Thrøndernes ſtørre politiſke Vegt, der nu i den ſidſte Tid var forøget ved St. Olafs Helligdom i Nidaros. Naar Sven og Adalbert vilde benytte ſig af dette Gjæringsſtof, ſom herſkede i Viken, kunde det befrygtes, at det vilde lykkes dem at drage dette rige og vigtige Landſkab aldeles over i den danſke Interesſe. Det var derfor nødvendigt at finde et Middel, hvorved Vikverjerne knyttedes faſtere til det øvrige Norge, eller i det mindſte til Kongehuſet, et Middel, hvorved deres kirkelige Interesſer forenedes med det nordenfjeldſke Norges, og ſaaledes den danſk-kirkelige Indflydelſe modarbejdedes, medens tillige deres Forfængelighed ſmigredes og deres ſæregne Landſkabs-Nationalitet tiltaltes. Et ſaadant Middel fandtes i Oprettelſen af en National-Helligdom i Viken, der var for denne, hvad St. Olafs Helligdom var for Thrøndelagen, og ſom tillige udbredte den ſamme Legitimitetens Glands, ſom hiin, over Kongehuſet ſelv. Den Helgen, ſom hertil udkrævedes, maatte ſaaledes vaade være en Vikværing, eller i det mindſte have lidt Martyrdøden i Viken, og tillige være beſlægtet med Kongen. En ſlig Helgen var ogſaa juſt nu, i det belejlige Øjeblik, tilſtede. Det var den bekjendte, forhen omtalte, St. Hallvard, Olaf den helliges og Harald Sigurdsſøns kjødelige Syſkendebarn paa mødrene

  1. Se ovf. I. 1. og I. 2., hvor der tales om Skiringsſal-Kaupangen og ſenere Tunsbergs Handelsforbindelſer med Danmark og Saxland.