Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/213

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
195
Sven forligt med Adalbert.

(den bremiſke) Kirke vandt ved dette Forbund, og hvor ſtor Fremgang Misſionen til de nordlige Lande gjorde ved Svens Medvirkning[1]“. Den nærmeſte Følge af Svens Forlig med Adalbert var ſandſynligviis den Oprettelſe af flere nye Biſpedømmer i Danmark ſelv, der paa denne Tid omtales[2]. Men ogſaa Adalberts Planer og Udſigter bleve derved endmere højtflyvende, end førhen. Sven, ſom allerede under ſin Uenighed med Adalbert var kommen paa den Tanke, at faa oprettet en egen Erkeſtol for Danmark, følte ſig ſaa meget mere opfordret til at holde faſt derved, efter at Antallet af Biſpedømmerne var blevet ſaa meget ſtørre[3], og han ſmigrede ſig vel og med Tanken om, at en danſk Erkeſtol, hvilken i ſaa Fald det øvrige Norden vilde blive underlagt, ogſaa tillige vilde give Danmark en tilſvarende politiſk Overvegt. Adalbert viſte ſig villig til at gaa ind derpaa, naar derimod hans egen Erkeſtol ophøjedes til et Patriarchat. Denne Tanke blev hans Yndlingstanke, ſom han ivrigt efterhang. Han lagde til den Ende den meeſt ubegrændſede Gjeſtfrihed og Gavmildhed for Dagen, og ſøgte at udbrede en hidtil uſeet Glands over ſin Stad. Han vilde, ſiges der, at Bremen ſkulde glimre ſom et andet Rom, hvortil Folk fra alle Nationer, iſær de nordiſke, gjorde Pilegrimsrejſer[4]. Af ſit egentlige Biſpedømme tænkte han at faa oprettet ikke færre end 12 nye, deels i Saxland og Frisland, deels i Vendland. Disſe højtflyvende Planer forfulgte han gjennem hele ſit urolige Liv, endog efter at de politiſke Storme, der ryſtede Tydſkland efter Kejſer Henriks Død (5 Octbr 1056), ogſaa, ſom det nedenfor nærmere ſkal viſes, havde revet ham med ſig, og forreſten bragte ham til, i mangt og meget at efterhænge verdslig Glimmer og Magt til Skade for ſit gejſtlige Embede og ſin Erkeſtol.

Kong Harald kunde ikke med Ligegyldighed betragte det fortrolige Venſkab, ſom herſkede mellem Kong Sven og Erkebiſkoppen, lige ſaa lidet ſom han kunde være uvidende om de Planer, de lagde til at grundfæſte det bremiſke Hierarchi og til Norges kirkelige Afhængighed af Danmark. Selv

  1. Mag. Adam, III. 17. Hermannus Contr. (Pertz. VII. 132).
  2. Dette er de forhen berørte, ved Wals Død oprettede, Biſpedømmer, nemlig Ribe, Aaros, Viborg og Vendſysſel. Mag. Adam IV. 2. jvfr. III. 24.
  3. Se herom det ovenfor anførte. Det ſiges ikke udtrykkeligt, men det ligger ſaa at ſige i Sagens Natur, og kan næſten ſluttes deraf at Pave Leo nævnes ſom den, under hvem Forhandlingerne herom tildeels førtes. I III. 32 ſiger Mag. Adam ogſaa udtrykkeligt, at Sven havde indledet Sagen om Erkeſtolen med Paven, og at den næſten var kommen iſtand, men at alene Adalberts Samtykke manglede, og at denne gjorde Patriarchatets Oprettelſe til en Betingelſe derfor.
  4. Mag. Adam, III. 23. jvfr. III. 70, hvoraf ſees, at denne Stræben ikke udelukkende indſkrænkede ſig til Tiden før 1055, hvilket ellers af III. 23 kunde ſynes.