(den bremiske) Kirke vandt ved dette Forbund, og hvor stor Fremgang Missionen til de nordlige Lande gjorde ved Svens Medvirkning[1]“. Den nærmeste Følge af Svens Forlig med Adalbert var sandsynligviis den Oprettelse af flere nye Bispedømmer i Danmark selv, der paa denne Tid omtales[2]. Men ogsaa Adalberts Planer og Udsigter bleve derved endmere højtflyvende, end førhen. Sven, som allerede under sin Uenighed med Adalbert var kommen paa den Tanke, at faa oprettet en egen Erkestol for Danmark, følte sig saa meget mere opfordret til at holde fast derved, efter at Antallet af Bispedømmerne var blevet saa meget større[3], og han smigrede sig vel og med Tanken om, at en dansk Erkestol, hvilken i saa Fald det øvrige Norden vilde blive underlagt, ogsaa tillige vilde give Danmark en tilsvarende politisk Overvegt. Adalbert viste sig villig til at gaa ind derpaa, naar derimod hans egen Erkestol ophøjedes til et Patriarchat. Denne Tanke blev hans Yndlingstanke, som han ivrigt efterhang. Han lagde til den Ende den meest ubegrændsede Gjestfrihed og Gavmildhed for Dagen, og søgte at udbrede en hidtil useet Glands over sin Stad. Han vilde, siges der, at Bremen skulde glimre som et andet Rom, hvortil Folk fra alle Nationer, især de nordiske, gjorde Pilegrimsrejser[4]. Af sit egentlige Bispedømme tænkte han at faa oprettet ikke færre end 12 nye, deels i Saxland og Frisland, deels i Vendland. Disse højtflyvende Planer forfulgte han gjennem hele sit urolige Liv, endog efter at de politiske Storme, der rystede Tydskland efter Kejser Henriks Død (5 Octbr 1056), ogsaa, som det nedenfor nærmere skal vises, havde revet ham med sig, og forresten bragte ham til, i mangt og meget at efterhænge verdslig Glimmer og Magt til Skade for sit gejstlige Embede og sin Erkestol.
Kong Harald kunde ikke med Ligegyldighed betragte det fortrolige Venskab, som herskede mellem Kong Sven og Erkebiskoppen, lige saa lidet som han kunde være uvidende om de Planer, de lagde til at grundfæste det bremiske Hierarchi og til Norges kirkelige Afhængighed af Danmark. Selv
- ↑ Mag. Adam, III. 17. Hermannus Contr. (Pertz. VII. 132).
- ↑ Dette er de forhen berørte, ved Wals Død oprettede, Bispedømmer, nemlig Ribe, Aaros, Viborg og Vendsyssel. Mag. Adam IV. 2. jvfr. III. 24.
- ↑ Se herom det ovenfor anførte. Det siges ikke udtrykkeligt, men det ligger saa at sige i Sagens Natur, og kan næsten sluttes deraf at Pave Leo nævnes som den, under hvem Forhandlingerne herom tildeels førtes. I III. 32 siger Mag. Adam ogsaa udtrykkeligt, at Sven havde indledet Sagen om Erkestolen med Paven, og at den næsten var kommen istand, men at alene Adalberts Samtykke manglede, og at denne gjorde Patriarchatets Oprettelse til en Betingelse derfor.
- ↑ Mag. Adam, III. 23. jvfr. III. 70, hvoraf sees, at denne Stræben ikke udelukkende indskrænkede sig til Tiden før 1055, hvilket ellers af III. 23 kunde synes.
