Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/212

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
194
Harald Haardraade.

han var en engelſk Munk fra Glaſtonbury: deſto merkeligere er det, at Harald desuagtet lod ham indvie af Adalbert, og deſto tydeligere vidner det om hans gode Forſtaaelſe med denne[1].

Men imidlertid var det allerede lykkets Adalbert ved Gaver og alle Slags Smigrerier, hvorpaa den talentfulde og fiint dannede Mand ſaa godt forſtod ſig, at formilde Sven, og gjenoprette det gamle Venſkab. Sagen var vel ikke ſaa vanſkelig, thi ſaavel Sven ſom Adalbert maatte fele, at de gjenſidigt trængte til hinanden. Adalbert begav ſig ſelv til Slesvig, hvor han, ſom Mag. Adam ſiger, lettelig forſonet med den overmodige Konge, i Gaver og Gejſtlighed ſøgte at lade den erkebiſkoppelige Magt vinde Priſen for de kongelige Rigdomme. Forliget beſegledes ved prægtige Gilder, ſom hver af dem ſkifteviis holdt i 8 Dage, og her afgjordes tillige mange kirkelige Anliggender. Da Adalbert var kommen hjem, fik han Kejſeren til at indbyde Sven til ſig, for at ogſaa de kunde fornye deres Venſkab og gjenſidigt bekræfte deres Forbund med Ed. Det ſkede ogſaa: Sven indfandt ſig hos Kejſeren i Merſeburg og tilbragte Paaſken hos ham; „og det er utroligt, ſiger Mag. Adam af Bremen, (1053) hvor meget vor

    (1055); blandt de ſvenſke Biſkopper nævnes Adalward (1052), blandt de orknøiſke Thorolf. Det vil nedenfor viſes, at de ſaakaldte Geſandtſkaber fra Island, Grønland og Orknøerne, hvorom her tales, nærmeſt ere at henføre til Aarene 1048, 49 eller 50. Nu ſynes det dog tydeligt nok, at ſaavel male Død, ſom Delingen af Biſpedømmet, efter Adams Mening falder omtrent mellem hine Geſandtſkaber og Isleifs Indvielſe,ja, da det ſiden heder, at Sven paa Grund af Chriſtendommens Udvidelſe i ſit Rige,hvorved man nærmeſt maa tænke paa Oprettelſen af de 4 Biſpedømmer, tænkte paa at faa oprettet en egen Erkeſtol for Danmark, og at Adalbert ej vilde gaa ind herpaa, uden at faa ſin egen Erkeſtol ophøjet til et Patriarchat, om hvilket der underhandledes indtil Pave Leos Død (April 1054), ſynes det, ſom om hiin Deling og Adalberts Beſtræbelſer for at blive Patriarch endog faldt i 1053 eller 1054. Da nu omtrent ſamtidigt med eller kun lidt ſenere end Biſpedømmets Deling ogſaa de ſvenſke, norſke og til Havets Øer beſtemte Biſkoppers Afſendelſe og Indvielſe omtales, og vi vide, at i det mindſte Jon irſke ſendtes ved 1050 og at Adalward indviedes ved 1052, ligeſom og Biſkop Thorolfs Indvielſe til Orknø nærmeſt var en Følge af og neppe indtraf længe efter Thorfinn Jarls Nærværelſe i 1048 eller 49, hvorom nedenfor, ſaa følger heraf ligefrem, at Thjodolf og Sigurd maa være indviede paa denne Tid eller omkring 1051.

  1. Se herom Viljam af Malmsbury, de ant. Glastoniens eccl. hos Gale, S. 823, hvor der ſtaar at Sigfrid, norſk Biſkop og Munk i Glaſtonbury, døde den 5te April. Der ſtaar ikke naar han døde, men da det tilføjes, at han „ſendte“ Kloſtret 4 Kapper, hvilket neppe kan være at forſtaa om nogen anden Gave end en paa hans Dødsſeng, maa det antages at han døde i Norge og ſaaledes var Munk i Glaſtonbury førend han kom derhen. Dette viſer hans Identitet med den i Biſperækkerne ſom Biſkop efter Sigurd danſke nævnte „Sigurd Munk“.