Omtrent paa denne Tid var det ogsaa at Adalbert ifølge Nordmændenes, det vil vel sige Kong Haralds, udtrykkelige Begjæring indviede to Biskopper, Thjodolf og Sigurd, til Norge[1]. Disse varede eneste norske Biskopper han nogensinde viede. De vare begge bestemte til Lydbiskopper i Throndhjem, men om Thjodolf nævnes der intet mere; om Sigurd erfare vi, at
- ↑ Mag. Adam kalder disse to Biskopper paa første Sted (III. 70) „Tholf“ og „Seward“, paa andet (IV. 33) „Thoolf“ og „Sigward“. At „Tholf“ eller „Thoolf“ er en Sammendragning af Thjodolf, synes rimeligt; næsten paa samme Maade sammendrages hváðarr til hvárr, Sviðar til Svíar. Thjodolf er saaledes vist den samme Thiadulfus episcopus, hvis Dødsdag i det lüneburgske Nekrologium (Wedekinds Noten III. 9. S. 30) er henført til 22de April, men Aaret er uvist. Der har ellers hersket forskjellige Meninger om Aaret, i hvilke disse Biskopper bleve ordinerede. Man har været meest tilbøjelig til at nævne et Aar efter 1061, i hvilket Alexander II blev Pave, fordi Mag. Adam (III. 16) omtaler at denne Pave tilskrev Harald og fordrede Lydighed af ham. Det er sandsynligviis ogsaa af denne Grund, at man har henført Biskoppen af Ribe, Wals, Død og den paafølgende Deling af Bispedømmet deels til 1060 (som Staphorst, I. 416), deels til 1065, som Suhm (IV. 321) og Langebek (Scr. III. 248). Men det er tydeligt nok, at Mag. Adam paa hiint Sted kun omtaler Alexanders Brev ligesom i Forbigaaende, og for at meddele paa eet Sted hvad der vedkommer Harald, medens den egentlige Hovedbegivenhed (res magnæ gestæ) kun er Haralds første foregivne Forbrydelser mod Kirken, saasom det derefter (Cap. 17) heder, at efterat dette var skeet (his gestis) forligede Sven sig med Erkebiskoppen og holdt et Møde med Kejseren, i Saxland, hvilket Møde aabenbart er den af Hermann den lamme (Pertz. VII. 132) omtalte Sammenkomst mellem Sven og Kejseren i Merseburg ved Paasketid 1053. Tilstrækkelig Tidsbestemmelse synes virkelig at indeholdes i Slutningen af Cap. 23, sammenholdt med Cap. 24, 70. Først staar der (Cap. 23) at Islændingerne, Grønlændingerne og Orknøingerne udbade sig Biskopper af ham; derpaa (Cap. 24) at Biskop Wal døde „i hine Dage“, at Bispedømmet blev deelt, og at „da tillige“ (tunc etiam) Erkebiskoppen sendte Biskopper til Sverige, Norge og Havets Der, hvorom der, som der siges, nedenfor tales nærmere. Denne Henviisning gjelder III. 70, hvor alle de af Adalbert indviede Biskopper nævnes. Af disse vare kun Tholf og Sigurd de, der indviedes til Norge; blandt de til Island afsendte nævnes kun den før omtalte Jon irske og Isleif
thi Mag. Adam fortæller strax efter, at Adalward kom til Gautland og christnede Vermeland; at; at medens dette skede (eodem tempore) døde Kong Emund, altsaa vel endnu i 1056 At Adalwards Besøg hos Harald forresten er at henføre til hans første Rejse i Sverige, ej til hans senere Residens der, synes at ligge i Sagens Natur og Beskaffenheden af hans Rejse. Det var nærmest et Gjestevenskab, Harald vilde vise ham, og sandsynligviis har vel endog Fortællingen om Gunnhilds Liberalitet ansporet ham til at vise en lignende. De 300 Fanger, som omtales, henlede ogsaa Tankerne paa det allerede forhen (I. 1. S. 784.) berørte nordiske Trællemarked paa Brennøerne, forbi hvilke Søvejen udad Gaut-Elven gaar, og hvilke det saaledes er højst rimeligt, at Adalward har besøgt da han paa Udsejlingen passerede dem.
