Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/211

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
193
Adalbert indvier to Biſkopper til Norge.

Omtrent paa denne Tid var det ogſaa at Adalbert ifølge Nordmændenes, det vil vel ſige Kong Haralds, udtrykkelige Begjæring indviede to Biſkopper, Thjodolf og Sigurd, til Norge[1]. Disſe varede eneſte norſke Biſkopper han nogenſinde viede. De vare begge beſtemte til Lydbiſkopper i Throndhjem, men om Thjodolf nævnes der intet mere; om Sigurd erfare vi, at

    thi Mag. Adam fortæller ſtrax efter, at Adalward kom til Gautland og chriſtnede Vermeland; at; at medens dette ſkede (eodem tempore) døde Kong Emund, altſaa vel endnu i 1056 At Adalwards Beſøg hos Harald forreſten er at henføre til hans førſte Rejſe i Sverige, ej til hans ſenere Reſidens der, ſynes at ligge i Sagens Natur og Beſkaffenheden af hans Rejſe. Det var nærmeſt et Gjeſtevenſkab, Harald vilde viſe ham, og ſandſynligviis har vel endog Fortællingen om Gunnhilds Liberalitet anſporet ham til at viſe en lignende. De 300 Fanger, ſom omtales, henlede ogſaa Tankerne paa det allerede forhen (I. 1. S. 784.) berørte nordiſke Trællemarked paa Brennøerne, forbi hvilke Søvejen udad Gaut-Elven gaar, og hvilke det ſaaledes er højſt rimeligt, at Adalward har beſøgt da han paa Udſejlingen pasſerede dem.

  1. Mag. Adam kalder disſe to Biſkopper paa førſte Sted (III. 70) „Tholf“ og „Seward“, paa andet (IV. 33) „Thoolf“ og „Sigward“. At „Tholf“ eller „Thoolf“ er en Sammendragning af Thjodolf, ſynes rimeligt; næſten paa ſamme Maade ſammendrages hváðarr til hvárr, Sviðar til Svíar. Thjodolf er ſaaledes viſt den ſamme Thiadulfus episcopus, hvis Dødsdag i det lüneburgſke Nekrologium (Wedekinds Noten III. 9. S. 30) er henført til 22de April, men Aaret er uviſt. Der har ellers herſket forſkjellige Meninger om Aaret, i hvilke disſe Biſkopper bleve ordinerede. Man har været meeſt tilbøjelig til at nævne et Aar efter 1061, i hvilket Alexander II blev Pave, fordi Mag. Adam (III. 16) omtaler at denne Pave tilſkrev Harald og fordrede Lydighed af ham. Det er ſandſynligviis ogſaa af denne Grund, at man har henført Biſkoppen af Ribe, Wals, Død og den paafølgende Deling af Biſpedømmet deels til 1060 (ſom Staphorſt, I. 416), deels til 1065, ſom Suhm (IV. 321) og Langebek (Scr. III. 248). Men det er tydeligt nok, at Mag. Adam paa hiint Sted kun omtaler Alexanders Brev ligeſom i Forbigaaende, og for at meddele paa eet Sted hvad der vedkommer Harald, medens den egentlige Hovedbegivenhed (res magnæ gestæ) kun er Haralds førſte foregivne Forbrydelſer mod Kirken, ſaaſom det derefter (Cap. 17) heder, at efterat dette var ſkeet (his gestis) forligede Sven ſig med Erkebiſkoppen og holdt et Møde med Kejſeren, i Saxland, hvilket Møde aabenbart er den af Hermann den lamme (Pertz. VII. 132) omtalte Sammenkomſt mellem Sven og Kejſeren i Merſeburg ved Paaſketid 1053. Tilſtrækkelig Tidsbeſtemmelſe ſynes virkelig at indeholdes i Slutningen af Cap. 23, ſammenholdt med Cap. 24, 70. Førſt ſtaar der (Cap. 23) at Islændingerne, Grønlændingerne og Orknøingerne udbade ſig Biſkopper af ham; derpaa (Cap. 24) at Biſkop Wal døde „i hine Dage“, at Biſpedømmet blev deelt, og at „da tillige“ (tunc etiam) Erkebiſkoppen ſendte Biſkopper til Sverige, Norge og Havets Der, hvorom der, ſom der ſiges, nedenfor tales nærmere. Denne Henviisning gjelder III. 70, hvor alle de af Adalbert indviede Biſkopper nævnes. Af disſe vare kun Tholf og Sigurd de, der indviedes til Norge; blandt de til Island afſendte nævnes kun den før omtalte Jon irſke og Isleif