Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/210

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
192
Harald Haardraade.

længe han ſtod paa en ſpendt Fod med denne, ſee vi Harald derimod venſkabeligt at nærme ſig ham og hans Gejſtlige. Strax efter den ſvenſke Kong Anunds Død havde Adalbert udnævnt ſit Konvents Dekanus, den ovenfor nævnte Adalward, til Biſkop i Sverige, og ſendt ham til Kong Emund ſlemme, ledſaget af nogle flere Gejſtlige. Men hos Emund befandt ſig juſt hiin Æsmund, den danſke Biſkop Sigurds Frænde, der i ſin Tid havde været i Skole i Bremen, men var rømt derfra, og efter megen Omflakken havde faaet en Erkebiſkop i Polen til at give ham den biſkoppelige Vielſe, hvorefter han var dragen til Sverige, og havde her udgivet ſig for at være afſendt af Paven ſelv. For Æsmund var Adalward en ubehagelig Gjeſt, og han benyttede ſig af ſin Indflydelſe over den lettroende Konge vil hans Omgivelſer til at indbilde dem at Adalward og hans Ledſagere falſkeligen havde givet ſig ud for erkebiſkoppelige Geſandter, og at de derfor burde jages bort. Dette ſkede ogſaa, men Kongens Stifſøn eller Svigerſøn, Steenkil, tog ſig med Kjærlighed af dem, og ſendte dem over Tiveden hen til Enkedronningen, og Sven Ulfsſøns fraſkilte Huſtru, Gunnhild, der levede paa ſine Gaarde i Veſtergøtland, ſysſelſat med ſtille Velgjørenhed og andre fromme Handlinger. Gunnhild modtog Adalward og hans Følge med de ſtørſte Æresbeviisninger, ſom om de vare ſendte af Gud ſelv, og medgav dem ved Afrejſen ſtore Gaver til Erkebiſkoppen. Deres Vej gik ſandſynligviis, ſom det paa de Tider var ſædvanligt, førſt til Handelspladſen Ljodhuus (Lødøſe) ved Gautelven, og derfra over til Jylland og videre. Harald, der i denne Tid hyppigt opholdt ſig i Viken, og ſaaledes ſtrax kunde erfare deres Ankomſt til Lødøſe, indbød dem til ſig i Norge, rimeligviis i Kongehelle, modtog dem med ſtore Æresbeviisninger, og gav dem ved Afrejſen ſaa mange Penge, at Adalward derfor kunde løskjøbe 300 Fanger. Om Harald havde anden Henſigt med denne Indbydelſe, end at hædre Adalbert i hans Udſending, ſiges ikke; der fortælles kun, at Adalward under ſit Ophold i Norge fik Liget af en i ſin Tid (henved 997) af Erkebiſkop Libentius I exkommuniceret Viking, der i over 60 Aar havde henligget uforraadnet, til ſtrax at ſmuldre hen i Støv ved at give det Abſolution[1].

  1. Se Mag. Adam, III. 15. Schol. 68, og IV. 23. Schol. 131. At Adalwards førſte Sendelſe til Sverige og Beſøg i Norge forefaldt efter Svens Skilsmisſe, ſees af det oven anførte; at den ligeledes fandt Sted for 1056, ſees af hvad Mag. Adam fortæller ſtrax efter (III. 15), nemlig, at da Kong Emund ſiden miſtede ſin Søn, og et frygteligt Uaar indtraf, troede Sviarne heri at ſee Guds Straf fordi de havde forſaget deres Biſkop, og ſendte Bud til Adalbert om at maatte faa ham tilbage, hvorover Adalbert blev glad og ſtrax ſendte ham afſted. Dette Uaar er nemlig aabenbart det nysomtalte almindelige nordeuropæiſke Uaar i 1056. Det afgiver, ſom ovenfor antydet, et vigtigt chronologiſk Moment til at beſtemme Kong Emunds Død,