Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/209

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
191
Harald nærmer ſig Adalbert.

ſaa af et virkelig oprigtigt Hjerte har erkjendt det utilbørlige i, at han, en fød Saxer og Medlem af den bremiſke Kirke, havde gaaet Adalbert, ſit rette Overhoved, forbi, og at han fra den Dag af har lovet ham ubrødelig Troſkab. Thi ikke længe efter ſin Hjemkomſt blev Bernhard, ſom det heder, uenig med Kong Harald, og drog derfor over til Island, hvor han tilbragte 19 eller 20 Aar[1], og hvorfra han ikke vendte tilbage til Norge førend nogen Tid efter Kong Haralds Død. Paa Island har han ſaaledes neppe undladt at virke ivrigt i den bremiſke Kirkes Interesſe, og det maa vel iſær tilſkrives ſaavel ham, ſom Biſkop Jon irſke, Adalberts intime Ven, der ſamtidigt med Bernhard opholdt ſig paa Island, at Isleif, Gisſur hvites Søn, om hvem mere nedenfor, indviedes af Erkebiſkop Adalbert ifølge Islændingernes Anmodning[2]. Omtrent ſamtidigt hermed bekræftede ogſaa Pave Viktor den II. alle de Rettigheder, Paven havde givet den hamburgſke Kirke, og udtrykkeligt den Ret for Erkebiſkopperne, at indvie Biſkopper til Sverige, Danmark, Norge, Island, Grenland og Skridfinnerne[3].

Strax efter at Sven Ulfsſøn havde lagt ſig ud med Adalbert ogſaa

    hans Eftermand Magne omtales endnu i 1125. Bernhards Ordination maa altſaa henføres til Aar 1050 eller 51. Vel nævnes han paa de to oven anførte Steder ſammen med Aasgaut, den førſte Biſkop i Oslo, men uden at det derfor er nødvendigt at antage deres Ordination for ſamtidig. Desuden omtaler Schol. 69 (til III. 16) Aasgaut ganſke for ſig ſelv. Egentlig er det kun paa dette Sted, og med Henſyn til Aasgaut, at Troſkabseden udtrykkelig omtales, men da det dog ſiges at ſaavel Bernhard og flere andre, ſom Aasgaut, maatte give Adalbert Satisfaktion, men ſidenefter behandledes venligt af ham og bortſendtes med Gaver, er det tydeligt nok, at Adalbert oftere har gjentaget denne Fremfærd. I det følgende (S. 207, 208,) vil det ogſaa blive viiſt, at Aasgaut virkelig tilhører en ſenere Tid.

  1. Hungrvaka, Cap. 3
  2. Hungrvaka Cap. 2 fortæller at Isleif blev valgt af hele Almuen, da han ſelv var 50 Aar gammel, og Island kun lidet længre havde været chriſtent: her angives ikke Tiden nøjagtigt, men da det tillige fortælles, at han paa ſin Udenlandsrejſe for at indvies førſt ſøgte Kejſeren, og ſiden Pave Leo den 9de († 19de April 1054), ſamt derefter blev indviet Pintſedag 1056, ſamme Aar i hvilket der herſkede Dyrtid ej alene paa Island (Landnaama, viðbœtir I. jvfr. íslenzkir annalar), men ogſaa andenſteds i Europa (ſe Annalista Saxo, Ekkihard og de nysnævnte ísl. annálar, hvor Uaaret udtrykkeligt kaldes „úöld í kristni“, ved dette Aar, jevnfør for Sverige Vedkommende Mag. Adam III. 15) og da det endelig heder at Isleif tilbragte Vintren derefter i Norge, falder ſaaledes Isleifs Ophold udenlands mellem 1054 og 1057. Det vil nedenfor blive viiſt, at Isleifs Indvielſe retteſt henføres til 1055.
  3. Bulle af d. 29 Octbr. 1055, meddeelt hos Staphorſt (Hist. eccl. Hamburg. I. S. 410).