Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/208

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
190
Harald Haardraade.

ſendte Geſandter til Sven, bød ham at ſkille ſig fra Gunnhild, og truede ham i modſat Tilfælde med Exkommunikation. Men Sven blev ſaa vred herover, at han ſagde at han vilde ødelægge hele det hamburgſke Erkeſtift. Adalbert vedblev dog at gjøre ham Foreſtillinger; Svens egne Biſkopper. Viljam af Roeskilde og Egino af Dalby, ſøgte ligeledes at tale ham til Rette, men i lang Tid forgjeves: førſt da de gjennem Adalbert havde udvirket en pavelig Advarſels-Skrivelſe, gav Sven for ſaavidt efter, ſom han ſendte Gunnhild tilbage til Sverige. Men ſit anſtødelige Liv fortſatte han, maaſkee endog i højere Grad end forhen, og med Adalbert ſtod han fremdeles paa en ſpendt Fod. Muligt og, at Afhængighedsforholdet til Kejſeren i Længden ej behagede ham, og at han derfor følte ſig mindre gunſtigt ſtemt mod Adalbert, der havde fremſkyndet det. Den førſte Tid, i hvilken Sven ſtod paa en venſkabelig Fod med denne, kan man ſaaledes regne indtil 1050 eller 1051, da hans Giftermaal med Gunnhild gjorde dem uenige. I den ſamme Tid maa Harald derimod rimeligviis have betragtet Adalbert med mindre venlige Øjne; og ſom et Beviis derpaa kan man maaſkee anſee, at den før omtalte ſaxiſke Bernhard, uagtet han nærmeſt hørte til Adalberts Diøces, dog ſendtes af Harald lige til Paven, for af ham at modtage den biſkoppelige Indvielſe, maaſkee nærmeſt til Gulathingslagen, hvor vi ſenere gjenfinde ham. Adalbert tog dette meget unaadigt op, tvang Bernhard ved hans Hjemrejſe til at gjøre ſig en Afbigt, maaſkee ogſaa til at betale en Mulkt, men lod ham dog omſider drage bort i Fred, og ſkjenkede ham Gaver ved Afſkeden[1]. Man maa formode, at Bernhard ej blot af Tvang, men og-

  1. Mag. Adam, III. 70, IV. 33. Her ſiges det ikke udtrykkeligt, i hvilket Diar Bernhard blev ordineret. Men da han paa det ſidſte Sted omtales ſom endnu levende i Norge, da Mag. Adam ſkrev, altſaa ved 1075, ſees det, at han ikke er nogen anden end den for omtalte Bernhard den ſaxiſke, der tilbragte 19 eller 20 Kar paa Island, og ſiden, under Olaf Kyrre, blev Biſkop paa Sellø i Norge, (d. e. for Gulathingslagen) hvorom nedenfor. Nu have vi ſeet, at Rodulf opholdt ſig paa Island omtrent fra 1030 til 1049; efter ham kom (ifølge Are frode) Jon den irſke, kun faa Aar, hvorpaa han rejſte til Bremen og af Adalbert udnævntes til Biſkop i Meklenburg. Bernhards Ophold paa Island falder ſaaledes mellem 1051 og 1070, og hans Virkſomhed i Selja rimeligviis mellem 1070 og 1090. Dette ſtemmer ogſaa godt dermed, at Thora, anſeende Magnus’s Død for Guds Straf over deres utilladelige Samliv og hendes Ondſkab. Det bor dog her ikke overſees, at Snorre, Cap. 4l, ſaa vel ſom Harald Haardraades Saga Cap. 56 omtale Sven ſom gift med Gunnhild, hvor Begivenheder fra klaret 1050 nævnes; dette beviſer dog i det højeſte kun, at Anund, ſom ovenfor antaget, var død i dette eller det foregaaende klar. Det er for øvrigt ſaare rimeligt, at Svens Giftermaal med Gunnhild ſtaar i Forbindelſe med Grændſetraktaten mellem ham og Emund ſlemme, og Erhvervelſen af Bleking.