Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/206

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
188
Harald Haardraade.

Sønner levede. Naar Bernhard her talte om „Fremmede“, kunde han neppe mene nogen anden end Kong Sven Ulfsſøn, hvis Interesſer i mange Maader gjorde ham til Saxernes Fiende og knyttede ham til Kejſeren og Adalbert. Kejſeren ſelv var i Svogerſkab med Sven, for ſaavidt han havde været gift med hans Syſkendebarn Gunnhild, Knut den mægtiges Datter[1]; Bernhard var ej alene gjennem ſin Søn Ordulf beſvogret med det Sven fiendtlige norſke Kongehuus, men Ordulf havde derhos myrdet Svens Frænde Harald Jarl, og endelig var Sven atter traadt i den nærmeſte Forbindelſe med ſin gamle Stiftsfælle, Fyrſt Godſkalk i Vendland, Bernhards Arvefiende[2], hvem han endog ſenere gav ſin Datter Sigrid til Egte[3]. Alt dette maatte gjøre Adalbert, Sven, Godſkalk og Kejſeren til naturlige Forbundne, og Adalbert ſynes at have været Sjælen i de Underhandlinger, ſom plejedes mellem dem. Førſt ledſagede han dog Kejſeren paa hans Tog til Italien 1046—1047, hvor den ſchismatiſke Pave Gregor den 6te afſattes, og Klemens den 2den udnævntes i hans Sted, og kronede Kejſeren (25 Decbr.)[4]. Efter Hjemkomſten fra Italien indbød Adalbert Kejſeren til Bremen, tilſyneladende for at beſøge Lismona og holde en Sammenkomſt med Kong Sven,men egentlig for at udforſke Hertug Bernhard og hans Frænders Troſkab, hvilken ogſaa ſkal have viiſt ſig mislig nok[5]. Sven derimod viſte ſig ſærdeles ivrig for at vinde Kejſerens Venſkab; han adlød ſtrax dennes Opfordring om at komme ham til Hjelp med en Flaade mod Grev Balduin af Flandern, med hvilken Kejſeren paa denne Tid laa i Fejde, og ſkal endog have aflagt Kejſeren Troſkabs-Ed[6]. Hans Forhold til Adalbert maatte da ogſaa være det bedſte.

Men efter faa Aars Forløb indtraf Omſtændigheder, der i det mindſte for en Tid ſtillede Sven paa en ſpendt Fod med Gejſtligheden. Han havde nemlig et overordentligt Hang til Uſædelighed, holdt flere Friller, og

  1. Se ovenfor I. 2. S. 683. Henrik var bleven gift med hende 1036; hun døde 1038, efterladende en Datter, Beatrix, ſiden Abbedisſe i Quedlingburg.
  2. Om Godſkalk, ſe ovenfor S. 30. Hans Fader Uto var dræbt af en Saxer, (Mag. Adam II. 64) og Godſkalk gjorde ſiden et Indfald i Saxland „for at hevne ſin Fader“ (Saxo, S. 544).
  3. Omkring 1056, ſe Mag. Adam, III. 18. 50.
  4. Mag. Adam, III. 7. 8. Ifølge Mag. Adam ſkal Kejſeren have villet gjøre Adalbert til Pave, men denne ſkal have „ſat ſin Kollega Klemens i ſit Sted“.
  5. Mag. Adam fortæller at Bernhards egen Broder, Grev Thietmar, efterſtræbede Kejſeren, ſom frelſtes af Erkebiſkoppen.
  6. Florents af Worceſter, Mon. hist. Br. S. 602. Han udtrykker ſig ſaaledes: eâ vice fidelitatem imperatori juravit; om dette ellers ſkal forklares ſom om det var en formelig Lens-Ed, er uviſt; at det var en ſaadan, er imidlertid ſlet ikke uſandſynligt.