Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/205

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
187
Erkebiſkop Adalbert i Bremen.

kordat mellem Magnus og den bremiſke Kirke, ej alene for Danmarks, men og for Norges Vedkommende, og den Yndeſt hos den bremiſke Gejſtlighed, hvori man øjenſynligt kan ſee at Magnus ſtod, har neppe bidraget lidet til at ſikre ham Magten i Danmark. Maaſkee han ogſaa fra dette Møde har medbragt den oven nævnte ſaxiſke Gejſtlige Bernhard.

Da den myndige og ſtatskloge Adalbert var bleven Erkebiſkop 1045, ſendte han ſtrax Geſandter til Kongerne Magnus og Anund, forat tilbyde dem ſit og bede om deres Venſkab. Han udſendte ogſaa Formaningsbreve til alle Biſkopper og Preſter i de nordiſke Lande, at de ſamvittighedsfuldt ſkulde varetage deres Kirkers Tarv, og uforfærdet arbejde paa Hedningernes Omvendelſe[1]. Det venſkabelige Forhold mellem den bremiſke Erkeſtol og den norſke Konge kunde dog ikke ſaagodt beſtaa, efterat Norge og Danmark vare adſkilte, og Sven Ulfsſøn og Harald ſtode fiendtlige overfor hinanden. Dog maatte dette for en ſtor Deel komme an paa, hvilket Forhold Sven ſelv indtog lige overfor den bremiſke Kirke. Saa længe Harald havde den alvorlige Henſigt, at vinde Danmarks Krone, og ſaa længe det ej var afgjort, at Sven vilde ſtaa paa en venſkabelig Fod med Erkeſtolen matte det være Harald magtpaaliggende at holde gode Miner med Erkebiſkoppen, hvis Indflydelſe i høj Grad vilde kunne fremme hans Interesſer i Danmark. En venſkabelig Forbindelſe mellem Sven og den bremiſke Gejſtlighed maatte derimod være Harald yderſt farlig, ej alene for Danmarks Vedkommende, men og formedelſt den Indflydelſe, Sven derigjennem kunde udøve paa Gemytterne i Norge, og da gjaldt det for Harald, ſaa meget ſom muligt at faa den norſke Kirke emanciperet fra det bremiſke Overherredømme, og faſtholde Forbindelſen med Englands Gejſtlighed, eller for ſaa vidt ogſaa den ſkulde være ham imod, med den nordmanniſke. I Førſtningen ſtod Sven ſig godt med Adalbert, der havde alt for megen Interesſe af at ſtaa paa en god Fod med ham til at han uden højeſte Nødvendighed ſkulde udſætte ſig for hans Uvenſkab. Adalberts Ærgjerrighed kunde ikke taale at verdslige Fyrſter, fornemmelig den mægtige Hertug Bernhard af Saxland, ſkulde have Beſiddelſer inden Stiftets Grændſer[2], og derved blev Bernhard, med ſine Sønner Ordulf og Herrmann, Adalberts ſvorne Fiender, medens denne igjen ſluttede ſig paa det nærmeſte til den frankiſke Kejſer Henrik, i hvis Interesſe det laa at knække de ſaxiſke Hertugers Magt. Det gik endog ſaa vidt, at Hertug Bernhard beſkyldte Adalbert for at være ſat ſom en Spejder til at forraade Landets Svagheder for Udlændinger og for Kejſeren, og ſvor højt og dyrt paa, at Erkebiſkoppen aldrig ſkulde faa ſidde i Fred, ſaalænge han ſelv eller hans

  1. Mag. Adam, III. 12.
  2. Mag. Adam, II. 5. III. 92,