kordat mellem Magnus og den bremiske Kirke, ej alene for Danmarks, men og for Norges Vedkommende, og den Yndest hos den bremiske Gejstlighed, hvori man øjensynligt kan see at Magnus stod, har neppe bidraget lidet til at sikre ham Magten i Danmark. Maaskee han ogsaa fra dette Møde har medbragt den oven nævnte saxiske Gejstlige Bernhard.
Da den myndige og statskloge Adalbert var bleven Erkebiskop 1045, sendte han strax Gesandter til Kongerne Magnus og Anund, forat tilbyde dem sit og bede om deres Venskab. Han udsendte ogsaa Formaningsbreve til alle Biskopper og Prester i de nordiske Lande, at de samvittighedsfuldt skulde varetage deres Kirkers Tarv, og uforfærdet arbejde paa Hedningernes Omvendelse[1]. Det venskabelige Forhold mellem den bremiske Erkestol og den norske Konge kunde dog ikke saagodt bestaa, efterat Norge og Danmark vare adskilte, og Sven Ulfssøn og Harald stode fiendtlige overfor hinanden. Dog maatte dette for en stor Deel komme an paa, hvilket Forhold Sven selv indtog lige overfor den bremiske Kirke. Saa længe Harald havde den alvorlige Hensigt, at vinde Danmarks Krone, og saa længe det ej var afgjort, at Sven vilde staa paa en venskabelig Fod med Erkestolen matte det være Harald magtpaaliggende at holde gode Miner med Erkebiskoppen, hvis Indflydelse i høj Grad vilde kunne fremme hans Interesser i Danmark. En venskabelig Forbindelse mellem Sven og den bremiske Gejstlighed maatte derimod være Harald yderst farlig, ej alene for Danmarks Vedkommende, men og formedelst den Indflydelse, Sven derigjennem kunde udøve paa Gemytterne i Norge, og da gjaldt det for Harald, saa meget som muligt at faa den norske Kirke emanciperet fra det bremiske Overherredømme, og fastholde Forbindelsen med Englands Gejstlighed, eller for saa vidt ogsaa den skulde være ham imod, med den nordmanniske. I Førstningen stod Sven sig godt med Adalbert, der havde alt for megen Interesse af at staa paa en god Fod med ham til at han uden højeste Nødvendighed skulde udsætte sig for hans Uvenskab. Adalberts Ærgjerrighed kunde ikke taale at verdslige Fyrster, fornemmelig den mægtige Hertug Bernhard af Saxland, skulde have Besiddelser inden Stiftets Grændser[2], og derved blev Bernhard, med sine Sønner Ordulf og Herrmann, Adalberts svorne Fiender, medens denne igjen sluttede sig paa det nærmeste til den frankiske Kejser Henrik, i hvis Interesse det laa at knække de saxiske Hertugers Magt. Det gik endog saa vidt, at Hertug Bernhard beskyldte Adalbert for at være sat som en Spejder til at forraade Landets Svagheder for Udlændinger og for Kejseren, og svor højt og dyrt paa, at Erkebiskoppen aldrig skulde faa sidde i Fred, saalænge han selv eller hans
