Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/204

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
186
Harald Haardraade.

ſiden, ſom ovenfor nævnt, til Island, hvor han opholdt ſig i 29 Aar (1030—1049), og hvor han regnes for den 4de Biſkop paa Øen[1]; hans ſenere Udnævnelſe til Abbed i Abingdon og Død er allerede omtalt. En Biſkop, der udtrykkeligt ſiges at have opholdt ſig hos Magnus den gode, men da ikke endnu kan have opnaaet den biſkoppelige Værdighed[2], var Bernhard, kaldes den ſaxiſke, og ſom derfor maa antages at have hørt til den bremiſke Kirke. Dette antyder en nærmere Tilſlutning af Magnus til den bremiſke Kirke, hvilket ogſaa var en ligefrem Følge af hans Tiltrædelſe til Danmarks Trone, og hans Svogerſkab med de mægtige Hertuger i Saxland. Vi have ſeet, at Magnus, efter al Rimelighed i Slutningen af Aaret 1042, havde et Mode i Slesvig med Erkebiſkop Beſcelin Alebrand, ledſaget af et Par Biſkopper og Hertug Bernhard, hvis Søn Ordulf her trolovedes med Magnus’s Syſter Ulfhild. Man kan neppe antage andet, end at der paa dette Møde ſluttedes en Art af Kon-

    kells Syſterſøn (i Orig. har der vel kun ſtaaet nepos, der bruges til at udtrykke „Frænde“), den tredie, og Jon den fjerde: det ſiges at Jon og Ketil Kalf begge vare Syſterſønner (Frænder) af Aasgaut. Da nu tillige Mag. Adam (IV. 33) kalder Jon eller Sigurd den førſte, Grimkell den anden, og Sigurd, Æsmunds Morbroder, den tredie, er det klart, at Biſkopsfortegnelſen her ej er ſtreng chronologiſk, men kun i Masſe opregner de flere Lydbiſkopper, der ſamtidigt virkede under St. Olaf.

  1. Are Frode (Islendingabok Cap. s) nævner ſom Biſkopper mellem Frederik (ſe ovf. I. 2. S. 279) og Rodulf Biſkopperne Bernhard den bogviſe 5 Aar, Kol faa Aar. Hungrvaka Cap. 3 ſætter derimod efter Frederik førſt Jon irſke, ſiden Bernhard den bogviſe, og ſaa Rodulf, derimod lader den Kol førſt komme til Island paa Isleifs Tid (Cap. 2.) Dette er aabenbart urigtigt. Thi Jon irſke, om hvilken den ſelv ſiger at han ſiden kom til Vendland og blev dræbt der, er øjenſynligt den ſamme fem Mag. Adams „Johannes in Scotia ordinatus“, „Johannes Scotorum episcopus“ og „Johannes Scotus“, hvilken Erkebiſkop Adalbert ſendte til Island, og ſidenefter til Meklenburg i Vendland, hvor han myrdedes 1066 paa den i Hungrvaka omtalte Maade, at førſt Hænder og Fødder, ſiden Hovedet, blev hugne af ham. Det er allerede ovenfor viiſt, at Irerne i hiin Tid oftere kaldes „Skoter“, da nu tillige Are frode (l. c.) ſætter Jon irſke „faa Aar“ efter Rodulf, medens det ovenfor er viiſt (I. 2. S. 599, 695) at Bernhard den bogviſe efter al Rimelighed opholdt ſig; paa Island mellem 1016 og 1021, er det klart, at den af Adalbert udſendte Jon ej kunde være foran Bernhard. Are frode har altſaa Ret, hvad man og af hans Ælde og Nøjagtighed kunde vænte. Kot har ſandſynligviis opholdt ſig paa Island i den ſidſte Tid af Olaf den helliges Regjering, og er vel udſendt fra Norge under Forhandlingerne 1024 og 1025, maaſkee endog med Thorarin Nevjulſsſøn. Han døde paa Island og var den førſte Biſkop, der begroves ved Skaalholt; dette har maaſkee forledet Hungrvakas Forfatter til at tro at han kom til Island efter at Biſpeſtolen paa Skaalholt var oprettet. Mere om alt dette nedenfor.
  2. Han blev nemlig førſt indviet til Biſkop under Harald Haardraade, ſe nedenfor S. 188.