nogen Indblanding af andre. Han er den første af Norges Konger, der kom i Sammenstød med gejstlige Autoriteter. Dette er deels at tilskrive den Omstændighed, at den norske Kirke først paa hans Tid kan siges at have faaet den Udvikling, at der kunde blive Spørgsmaal om nogen mere umiddelbar Indgriben fra vedkommende gejstlige Autoriteters Side, deels ogsaa det særegne Forhold, hvori den unge norske Kirke stod, idet den ved et paveligt Magtsprog var underlagt den hamburg-bremiske Erkestol, skjønt den nærmest var grundet ved engelske Missionærer, og saaledes ej alene ved sine Forbindelser og Traditioner, men ogsaa ved Folkets Sympathier havde et langt sterkere Drag til den engelske Kirke. Hertil kommer ogsaa, at den bremiske Kirke kun et Par Aar før Haralds Tronbestigelse i Norge, havde i Erkebiskop Adalbert (1045—1072) faaet en Forstander, der i Myndighed og Lyst til at udstrække sin Magt saa vidt som muligt ikke gav Harald noget efter, og var fast bestemt paa, indtil det yderste at forfegte enhver Rettighed, hvoraf han troede at være i Besiddelse.
Det er allerede nævnt, hvorledes Olaf den hellige ved Hjelp af Grimkell nogenledes ordnede Kirkeforfatningen, og hvorledes denne, skjønt Englænder, eller hjemmehørende i England, dog paa Grund af bydende Omstændigheder gik som Gesandt til Erkebiskop Unwan, erkjendte hans Højhed, bad ham om at ville venligt modtage i sin Provinds de af Olaf fra England og Nordmandie medbragte Gejstlige, og udbad sig flere Lærere fra Bremen til at staa dem bi i Omvendelsesverket[1]. Det kan vist heller ikke betvivles, at flere ere ankomne, men deres Virksomhed har vel hovedsageligt indskrænket sig til Viken og Oplandene, der lige indtil Magnus den godes Tid stode i nærmere Forbindelse med Danmark, hvilket aldeles tilhørte den bremiske Kirke. Da vi siden finde Sigurd omtalt som Olafs egentlige Hofbiskop, medens Grimkell næsten forsvinder, og siden kun dukker op igjen ved Olafs Flugt, da han, som det lader, sluttede sig til ham paa Oplandene, til hvilke han og vendte tilbage og hvor han tilbragte den første Tid under Knytlingevældet[2], maa man næsten formode at han selv har fungeret som Lydbiskop for Oplandene lige fra 1015 til 1031, ja maaskee endog til sin Død, saa at han altsaa paa den Maade i Egenskab af Lydbiskop for Oplandene var tilstede ved Modet paa Skjaldaraker[3]. Under Knytlingevældet fik, som vi have seet, ogsaa Throndhjem eller det Nordenfjeldske en dansk, til den bremiske Kirke hørende Biskop i Haakon Jarls og Sven Alfivessøns Hirdbiskop, den mod St. Olaf
