Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/200

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
182
Harald Haardraade.

vanlige tolv Merkers Veitſle, men desforuden et halft Fylke i Throndhjem. Tillige gjorde han ham til ſin Stallare, og gav ham endelig Dronning Thoras og Eyſtein Orres Syſter, Jorunn Thorbergsdatter, til Egte. Ulf beſkrives ſom en forſtandig, veltalende og energiſk Mand, og, hvad Harald iſær ſatte Priis paa, ja endog ved hans Grav bevidnede til hans Ros, af urokkelig Troſkab[1]. Det kan ſaaledes ej være Tvivl om, at Einar i Ulf, der desuden ſom Stallare var forpligtet til at tale i Kongens Navn paa Thingene, havde ſin fornemſte Modſtander, og at de ofte have været i Ordſtrid. Ogſaa den anden ætſtore Islænding, der havde været med Harald i Myklegaard, Halldor Snorresſøn, var i nogen Tid i ſtor Anſeelſe og tilſyneladende Yndeſt hos Harald; men det havde allerede, ſom ovenfor nævnt, været en alvorlig Trælle mellem dem under Krigen paa Sicilien, og vi ville nedenfor ſee, at Venſkabet mellem dem, om det kan fortjene delte Navn, og om det ikke ſnarere beſtod deri at Harald holdt gode Miner med ham for hans Frænders, de mægtige Bjarkøingers Skyld, kun var af kort Varighed.

Paa den Strenghed, hvormed Harald inddrev eller lod inddrive ſine Rettigheder, indeholde vore Sagaer flere Exempler, og det er mere af ſaadanne Smaatræk, og af hvad der ellers fortælles om hans Uvenſkab med Einar, at man kan danne ſig en Foreſtilling om den Iver og Kraft, hvormed han ſøgte at ſtyrke Kongemagten, end af nogen udtrykkelig og omſtændelig Fremſtilling af hans politiſke Virkſomhed indenlands, hvilken ganſke ſavnes i Sagaerne. Ikke alle de overordentlige Paalæg og ſtrenge Beſtemmelſer, ſom Sven Alfiveſøn havde indført, vare endnu, ſom vi have ſeet, ophævede[2], og Harald ſøgte umiskjendeligt at bibeholde deraf hvad han kunde. Saaledes tilegnede han ſig blandt andet fremdeles Retten til jordgravet Gods, hvilket, ſom vi nedenfor ville erfare, foranledigede et alvorligt Sammenſtød med Einar, og bidrog meget til al forøge Uvenſkaben mellem dem begge. Hvorvidt Kongens Fordringer til Bønderne i Almindelighed gik, ſiges ej, men at de gik meget vidt, ſees deraf, at Einar oftere ligefrem beſkyldte Kongen for at bryde Loven mod Bønderne, og truede ham med, at de ej vilde taale det[3]. Maaſkee dog Kongen i dette Tilfælde havde den ſtrenge Ret for ſig, men at han virkelig juſt ikke altid paa den hæderligſte Maade ſegle at forøge ſine Indtægter, ſees deraf, at han, endog i ſine aller førſte Regjeringsaar — ſand-

  1. Se Harald Haardraades Saga Cap. 113. Snorre Cap. 82. Fagrſkinna Cap. 200.
  2. Se ovf. I. 2. S. 852, 853.
  3. Harald Haardraades Saga Cap. 57. Snorre Cap. 43.